Nu varer det ikke laenge, foer vi atter vender snuden hjemad mod Danmark - om en uge sidder vi i flyet paa vej hjem igen. Vi suger det sidste af Peru til os, og derfor gaar tiden super staerkt, fordi vi oplever saa meget.
Efter at have brugt noget tid paa nordkysten og set den ene ruin efter den anden, tog vi videre til Arequipa, hvor vi havde vaeret en dag foer (den dag hvor bussen, der skulle have koert direkte til Cuzco, stoppede i Arequipa, hvor vi maatte vente en syv timer, indtil vi kunne faa en bus videre til Cuzco). Denne gang blev vi dog her lidt laengere, og det er en fantastisk flot by. Den kaldes "Den Hvide By", fordi mange af de gamle bygninger blev bygget af en speciel bjergtype, hvis sten er hvid. Naer Arequipa ligger Colca Canyon, en dal der skulle vaere en af verdens dybeste. Vi tog paa en 3 dages trekkingtur i dalen, og den foerste dag var der fuldstaendig overskyet og regnvejr, saa det var ikke lige, hvad vi havde haabet paa. Men da vi vaagnede naeste dag og gik ud af den lille hytte, vi havde overnattet i, skinnede solen fra en blaa himmel, og naturen var helt fantastisk. Bjergene var enorme, og synet var overvaeldende. Saa det var en kanon tur - og ikke saa haard som Inca Trailen, hvor vi var ved at dejse om af udmattelse! :)
Derefter tog vi videre til Puno, som ligger ud til verdens hoejstbeliggende soe, Titicaca. Igen formaaede naturen at goere os mundlamme - det lignede, at det var en kulisse, der var stillet op; saa smukt, at det ikke saa virkeligt ud. Vi tog paa en 2 dages tur ud til "Los Uros", nogle flydende oeer, som er lavet ved at laegge en masse siv oven paa hinanden, indtil de kan flyde. De har eksisteret i mere end 3000 aar, og i dag taler folket der stadig det gamle indianersprog, Aymara. Det var fascinerende at se disse oeer, da der nok ikke findes nogle lignende dem i verden, men det traditionelle liv er blevet spoleret af turismen, som folket paa oerne nu lever af. Det var super turistificeret, og det var lidt uhyggeligt at se, hvordan folkene der lever og aander for turisterne. Det efterlod en med en lidt speciel foelelse - man vil gerne se alt dette, som skulle vaere saa unikt, og som folk snakker om, men samtidig foeles det ogsaa aekelt, at man er med til at stoette denne voksende turisme, som faar det traditionelle, ugenerede og uforstyrrede til at forsvinde. Det er lidt dobbeltmoralsk, og turen til oeerne fik mig til at foele mig som en dum turist, der ikke var andet end en pengepung. Efter denne mindre gode oplevelse tog vi videre til en rigtig oe, Amantaní, hvor vi skulle spise frokost og tilbringe natten hos en lokal familie. Her foeltes livet lidt mindre uforstyrret men stadig turistificeret. Vi boede hos en familie bestaaende af to boern og deres foraeldre. Her snakker man stadig quechua, det gamle Incasprog, men man laerer dog spansk i skolen. Da vi skulle spise, var der blevet daekket op til os i "stuen", og det foeltes lidt maerkeligt at skulle sidde der alene, men saa om aftenen kiggede vi ind i det lille koekken, hvor familien selv spiser, og saa fik vi lov til at spise der i stedet. Det var rigtig charmerende, og moren lavede mad over baal - sjovt at sammenligne hende med en dansk husmor, som har alle de hjaelpemidler, hun kan faa. Det her var saa meget mere charmerende! Om aftenen fik vi lov til at proeve noget traditionelt toej - en nederdel der gaar til knaeene, og som har saa mange lag, at den bestemt ikke goer noget godt for ens figur, en moenstret bluse og et kaempe stykke stof der kommes over hovedet som et toerklaede. Naeste morgen fortsatte baaden til en anden oe, Taquile, som lignede Amantaní med smaa bondehuse og landbrug, og en stilhed og fred som er saa langt fra byens stress og jag. Men igen - harmonien oedelaegges lidt at de mange turister, der dagligt vandrer rundt paa oeen med deres kameraer. Noget lidt sjovt paa Taquile er, at maendene her strikker deres egne huer, som har forskellig symbolvaerdi. Hvis huen er roed, er manden gift, hvis den er roed og hvid, er han stadig fri paa markedet, og hvis man ser en mand med en farvet hue med en sort hat ovenpaa, har han en hoej status. Noget lignende gaelder hos kvinderne - hvis der paa deres sorte toerklaede er store, farvede pompomer i enderne, er hun stadig single, hvis de er mindre, er hun gift. De fleste oeboere var klaedt i deres farvestraalende, traditionelle toej, men hvis der ikke havde vaeret turister, tvivler jeg paa, at de havde gaaet i dette toej, for det ser ret dyrt og omstaendeligt ud.
I selve byen Puno var der ikke saa meget at se, saa dagen efter tog vi til Copacabana, som ogsaa ligger ud til Titicaca-soeen, men som ligger i Bolivia. At komme over graensen gik smertefrit - vi skulle bare udfylde nogle papirer, og saa havde vi faaet gratis turistvisum. Fra Copacabana tog vi ud og saa Isla del Sol - oeen hvor selveste solen skulle vaere foedt og den foerste Inca og hans kone.
Det tredje sidste stop inden vi tog hjem mod Lima blev La Paz, Bolivias hovedstad. Turen dertil fik os til at forstaa, hvad det er folk taler om, naar de siger, at Bolivias veje er crap - det var en stor bumletur. Det siges, at kun 5% af Bolivias veje er asfalterede! Vi koerte gennem en soesterby til La Paz ved navn "El Alto" (Den Hoeje), og derfra kunne vi se ud over La Paz by - byen ligger nede i et kaempe hul, omgivet af bjerge, som husene breder sig op over i massevis, som myrer i en myretue. Fantastisk syn. Byen virkede til at vaere en meget travl by, og der var et mylder af mennesker. Ellers virker bolivianere til at minde om peruanere, paa maaden de ser ud og gaar klaedt - stadig kvinderne med deres mangelagsnederdel, lange sorte fletninger, bowlerhat (som blev indfoert paa den spoejse maade, at en mandlig engelsk hattedesigner kom til landet og bildte kvinderne der ind, at det var den nyeste mode, hvorefter kvinderne har gaaet med hatten lige siden) og et farvestraalende taeppe paa ryggen til hendes varer eller barn. Sproget er stadig det samme - spansk, selvom man paa hoejlandet stadig snakker de oprindelige indianersprog, quechua eller aymara - og man er som i Peru ogsaa katolikker her, selvom man paa hoejlandet naermere vaegter den oprindelige naturreligion. Bolivia skulle vaere Sydamerikas fattigste land og har ligesom Peru haft utallige korrupte regeringer. Men de sidste fem aar har landet haft en indfoedt praesident, og udviklingen skulle vaere vendt, og det gaar lige saa stille bedre og bedre for landet.
En af dagene tog vi paa Coca-museet, og det var super spaendende. Museet beskrev, hvordan coca-bladene i fortiden under Incakulturen, men ogsaa foer det, var en stor del af kulturen - bladene blev brugt i spaakunsten, til at heale og kurere diverse sygdomme og til at faa energi. Det ironiske var, at da de spanske erobrere kom til Sydamerika, forboed Inkvisitionen (ved ikke lige hvordan det staves, hehe) coca-bladene, da de saa dem som en trussel mod Katolicismen, og at det var Satans vaerk. Men da de saa opdagede, at indianerne, som de gjorde til slaver, fik mere energi af at tygge bladende og derfor kunne arbejde adskillige timer uden mad, aendrede de dog deres mening - og tilfoejede endda 10% skat paa bladene! De gamle kulturer her i Sydamerika har brugt bladene i tusinder af aar uden at have faaet skadelige bivirkninger. Foerst da den hvide mand kom til Den Nye Verden og opdagede coca-bladenes hemmeligheder, gik det galt - bladene blev lavet til kokain, som siden har gjort adskillige mennesker afhaengige og ruineret deres liv. Man faar virkelig daarlig samvittighed over, hvordan ens forfaedres behov for magt og penge har oedelagt saa meget... Ved museets indgang var der et digt, og de naeste linjer beskriver dette meget godt:
...when the white conqueror touched the coca leaf, all he found was venom for his body and madness for his mind, and when coca tried to appease his heart, it only served to break it, like ice crystals destroy mountains...
Naer La Paz findes der en vej, som kaldes "The Death Road", som skulle vaere verdens farligste vej, og her er det muligt at hjulre paa mountainbike. Nu er det snart fem maaneder siden, vi sidst har sat paa en cykel, saa selvfoelgelig skulle det proeves - og saa hvorfor ikke goere det med manér paa verdens farligste vej? :P Saa vi bestilte en tur gennem vores hostel, og sammen med en syv andre mennesker startede vi cykelturen nedad fra omkring 4700 meters hoejde. Paa grund af hoejden var det super super koldt og regnvejr, og da jeg paa et tidspunkt havde svaert ved at maerke baade fingre og taer, taenkte jeg - hvad f*** er det, vi har gang i? Men som vi kom laengere og laengere nedad, blev det mere lunt, og da vi begyndte “The Death Road”, var der solskin. Vejen snoede sig rundt langs bjergenes kurver, og endnu engang formaaede naturen at tage vejret fra os. Havde forventet at det ville vaere en vej med en masse huller, som man saa skulle proeve at styre uden om, men det var blot en grussti, dog med mange sten, saa det blev en rigtig bumletur :) Mange steder var der ikke noget der afskaermede vejen fra at falde lodret ned i dalen, saa tror det er det, der giver vejen dets navn – undervejs var der ogsaa en del kors langs vejkanten! Det var rigtig sjovt, men jeg var nok den langsomste I gruppen – enten sidder frygten fra min herlige cykelulykke stadig fast i mig, eller ogsaa er jeg bare lidt af en toes, det kan meget vel taenkes :P
Vores sidste dag i La Paz skulle egentlig have gaaet blandt andet med cholitaswrestling – cholita er navnet paa hoejlanskvinderne, som jeg foer har snakket om, og hver soendag skulle der vaere en form for slaaskamp mellem dem, bare for sjov. Det loed alt for maerkeligt til at vi maatte gaa glip af det, men dagen boed dog paa noget helt andet. Vi startede med at gaa op til en designer, som Rebekka skulle koebe en fed bluse-ting hos, og hun havde for nogle dage siden aftalt med ham at hente den soendag, og som sikkerhed havde hun betalt omkring 100 kr. Men han havde ikke aabent paa soendage – saa om han snoed hende, eller blot havde begaaet en fejl, ved vi ikke endnu, men indtil videre har han ikke svaret paa hendes mails eller opkald. Til gengaeld havde markederne aabent, og paa markedet foran San Fransisco kirken var der et hav af mennesker, og det var naesten umuligt at komme fremad. Som vi var midt i mylderet, skete der pludselig noget maerkeligt. Der roeg et eller andet fnulder-roegelses-vaerk udover mig, og forskellige folk begyndte at pille i mit haar, og det var ret ubehageligt. Og da jeg saa kiggede ned paa min jakkelomme, var den aaben, og mobilen vaek! Ikke nok med det saa vi ogsaa, at der var blevet skaaret et hul i Rebekkas taske, men heldigvis havde hun ikke noget vaerdifuldt i den. Saa vi tog straks paa en internetcafe for at faa spaerret min mobil. Heldigvis havde jeg mine penge et andet sted, men bare det, at nogle har taget noget fra en, uden at man opdagede det, og at der var en med en kniv near Rebekka, var en meget ubehagelig tanke! Bagefter tog vi paa politistationen, saa jeg kunne faa lavet en anmeldelse, men den station, vi var blevet vist hen til, var ikke den rigtige – vi skulle henvende os til turistpolitiet, som laa ret langt vaek. Og politiet, som vi havde henvendt os til foerst, var ikke til meget hjaelp og virkede ret ligeglade. Men de hjalp os da med at faa en taxi til den rigtige station. Vi havde aftalt med chauffoeren at give 10 bolivianos, men som vi var paa vej derover, var der en anden, som gerne ville med, men vi sagde til chauffoeren, at vi gerne ville koeres derover alene, da det ikke var en offentlig bus, vi var i. Og saa blev han knotten og forlangte, at vi nu gav 15 bolivianos! Han var ogsaa ved at stoede sammen med en anden bil, hvorefter han raabte hoejt af den anden bilist. Saa det var en ret ubehagelig taxitur! Da vi endelig naaede frem til turistpolitiet, havde jeg glemt alt om, at jeg selvfoelgelig skulle have mit pas med, saa vi maatte hen paa vores hostel og hente det. Da vi atter kom tilbage, fik jeg lavet anmeldelsen, og det viste sig, at seks andre udover mig var blevet roevet det samme sted. Der var nemlig ingen politi der denne dag, da der var fodboldkamp, hvor det meste politi havde vagt. Saa det var et slaraffenland for tyvene! Nu kunne dagen naesten ikke blive vaerre, taenkte vi, men da vi kom tilbage paa vores hostel, fik vi at vide, at en af bartenderne natten foer var blevet stukket ned med kniv paa aaben gade og var doed! La Paz betyder paa spansk “freden”, og efter denne dag loed dette ret ironisk… Paa vores dorm snakkede vi med en fyr fra Canada, som havde et ret pessimistisk syn paa Bolivia, da han konstant havde vaeret ude for uheld under hans ophold i landet. Han fortalte os, at saniteten i Bolivia er noget af den vaerste, og at meget vand og mad ofte er forurenet. Dette kan resultere i en orm, som lever inde i ens tarme og spiser det, man har fortaeret, og derved vokser sig stoerre og stoerre. Man kunne enten draebe den ved at tage antibiotika eller det andet alternativ – pine den ved ikke at spise et par dage, og derefter stille en god portion pasta med koedsovs foran en, aabne munden, hvorefter ormen langsomt vil kravle ud gennem ens hals, fordi den bliver tiltrukket af maden, ad!! Saa vi havde egentlig bare lyst til at komme ud af Bolivia og tilbage til Peru, og det gjorde vi naeste dag.
Vi tog tilbage til Arequipa, hvor vi er nu i et par dage. I morgen skal vi ud at ride hest og saa tager vi ellers videre til Ica, hvor vi vil proeve at sandboarde og muligvis se nogle vinbryggerier. Efter det er det sidste stop Lima, hvorfra vi flyver hjem d. 2. februar.
At skulle hjem om kun en uge er en vildt maerkelig tanke. Der er saa mange ting, man skal sige farvel til - maaske paa gensyn, man ved aldrig.
Perus trafik... Alle forsoeger at komme frem foerst. Vejene er ofte hullede, og chauffoeren forsoeger konstant at koere i slalom uden om hullerne, mens peruanske kaerligssange stroemmer ud af radioen og fylder bussen. Afstandene er lange, og en halv dags bustur til naeste destination er meget normalt. Ofte hopper forskellige folk paa bussen og proever at saelge forskellige varer - slik, naturmedicin... For at goere turen hurtigere bliver man nogle gange udsat for doedskoersler, hvor chauffoeren proever at overhale koeretoejer, selv i skarpe sving og hvor taagen goer, at man ikke kan se en pind for sig. Og sikkerhedsseler er et sjaeldent syn - selv hvis de er der, er det ikke altid de dur.
Ligegyldigheden... Maerkes paa mange omraader i samfundet. Skrald smides skoedesloest i gaderne. Man kommer som udgangspunkt en halv time for sent til aftaler. God kundeservice er en sjaelden ting. Politikerne har gennem mange aar vaeret korrupte, og det er som om, at denne korruption er blevet en del af hele samfundet - hvis folket ikke har nogle gode forbilleder at se op til, hvordan skulle det saa aendre sig?
Hygiejnen, eller manglen paa den... Paa de offentlige markeder, hvor koedet haenger fremme blandt svaermende fluer. Maveproblemer er uungaaelige, selv for den ellers mest udholdende mave.
At blive betragtet som en pengepung... En af Perus stoerste indtjeningskilder er turismen, hvor skraemmende det end lyder. Den faar det traditionelle liv til at forsvinde mere og mere ind i en vestlig verden. Turisterne har pengene, og det ved folket - men man kan ikke bebrejde dem det, for man er jo selv med til at oege turismen, og for mange er denne levevejen, og det har vi gjort den til.
Piftende maend... Skandinavisk udseende vender hoveder hos de fleste, og ofte hoeres piften, kysselyde eller sjofle kommentarer, naar man kommer gaaende, selvom man selv synes, at man ligner en zombie. De omraader, hvor der er mange turister, er de dog mere vant til udlandsk udseende, men under vores ophold i Villa El Salvador, hvor der ingen turister er, kunne man ikke gaa paa gaden uden konstant piften og tilraab.
Peruansk bygningskunst... Hvor end man befinder sig i Peru, vil man altid finde de samme slags bygninger - murstensfarvede, firkantede og ofte uden tag, da man maaske i fremtiden skal bygge endnu en etage ovenpaa. Nogle gange er facaden malet i en flot farve, men siderne har altid deres naturlige brune farve. Uligheden i samfundet er stor, og ofte vil der ved siden af et stort villahus ligge et ydmygt, faldefaerdigt hus tilhoerende naboen.
Peruansk mad... Ceviche, Lomo Saltado, Locro, Aji de Gallina, Arroz con Pollo... Mad, som man aldrig kan blive traet af. Mange retter indeholder mange kalorier, da der ofte er ris, kartofler og pasta i dem, og at spise groft mad er svaert. Paa grund af det, og fordi at alt er billigt her, kommer vi hjem en smule tungere og med lidt rundere kinder :)
Salsa... En dans som altid faar smilet frem paa laeben. Du danser ikke bare i din egen verden, for dem omkring dig er en del af dansen, i modsaetning til den vestlige diskoteksdans.
Landskabet... Peru er vidt forskelligt - har baade kystomraade med sand og oerken, hoejland med kaempe skyhoeje bjerge, og junglen med frodig natur. Trekkingen i bjergene er fantastisk (og giver aandenoed pga. kombinationen af vores daarlige kondition og de kaempe hoejder), og naturen der er noget af den flotteste, jeg nogensinde har oplevet. Endnu et syn, der altid vil sidde fast i min hukommelse, er synet udover en peruansk storby om natten, hvor alle de taendte gadelamper laegger et uendeligt taeppe af lys over byen.
Mennesker, man har laert at kende... Har moedt mange dejlige mennesker paa denne tur, specielt da vi boede i Villa El Salvador. Consuelo og hendes familie, vi boede hos. Pio og Danny, som blev vores faste dansepartnere, og som altid var i godt humoer. Eleverne, der kom lidt som det passede dem, men som for det meste gjorde en i godt humoer, og som blev ved med at kalde en for miss, selvom jeg havde sagt, at jeg gerne bare ville kaldes mit eget navn. Nestor, en af eleverne paa Cepromup, som nu er i gang med selv at undervise i det fattigste kvarter i Villa El Salvador, frivilligt, naar han ikke arbejder. Han er utrolig soed, og det er roerende, at han gerne vil goere en forskel. De andre danskere og laererne, som ogsaa har arbejdet paa skolen. Backpackere, som vi har moedt under rejsen. ...
I de sidste fem maaneder foeles det som om, at jeg har levet i en bobbel. Da vi boede i Villa El Salvador, var det for det meste saebeoperaer, der koerte i fjernsynet, og naar der endelig blev set nyheder, var det ikke internationale. Og der har vaeret saa meget at taenke paa her, saa har ikke fulgt med i nyhederne paa nettet. Saa jeg ved praktisk talt intet om, hvad der er sket hjemme i Danmark og i omverdenen - dog var Lars Lykke i peruansk TV under klimatopmoedet, men det er ogsaa det eneste. Derfor bliver det maerkeligt at komme hjem - er der sket meget, siden jeg tog af sted? Eller er det stadig det samme, der snakkes om?
Jeg har i lang tid glaedet mig utrolig meget til at se min familie og venner igen, men for et par uger siden begyndte jeg at foele mig lidt rastloes over at skulle hjem igen. Det var nogenlunde den samme foelelse jeg havde, da jeg skulle til Peru - det var et nyt kapitel af ens liv, der skulle til at begynde, og indholdet var endnu uvist. Skulle til en vidt forskellig kultur, moede nye mennesker, undervise i engelsk, ikke se venner og familie i naesten et halvt aar, og blev derfor noedt til at laegge noget at den trygshednarkoman jeg havde, og som nok altid vil vaere en del af mig, paa hylden. Men nu er kapitlet snart faerdigt, og jeg skal hjem til det, jeg kender saa godt - men hvorfor er det saa alligevel lidt skraemmende? Men det kommer nok hurtigt til at foeles som hverdag igen, selvom jeg paa nuvaerende tidspunkt ikke kan forestille mig at have en normal hverdag igen.
Men jeg glaeder mig til at komme hjem til Danmark, hvor vi har det som blommen i et aeg - selvom ikke alle er klar over det. Men at have vaeret i Peru har i hvert fald faaet mine oejne op for det, og jeg foeler mig saa priviligeret over at leve i et samfund, hvor vi har en helt anden form for sikkerhed, end man har her i Peru. Hvis du bliver syg og ikke er i stand til at arbejde i Danmark, vil du altid kunne faa hjaelp, hvorimod mange her er overladt til sig selv, og saa er tingene saa meget mere organiseret derhjemme. Der er nu noget charmerende over den skoedesloeshed og traekken paa skuldrende-mentalitet, man har her, hvor maerkeligt det end lyder. Den har ofte naesten faaet baegeret til at flyde over og sat taalmodigheden paa proeve, men nogle gange har vi blot maatte grine af det - that's how Peru is.
0 kommentarer:
Send en kommentar