Exploring the wonders and shadows of Peru

Saa er vi i Mancora - badestedet over alle badesteder i Peru! Vi har kun vaeret her i 2 dage og er allerede begyndt at faa samme farve som kogte hummere..

Vi rejste fra Lima d. 25. december - dagen efter juleaften, som vi havde fejret sammen med Consuelo og hendes familie. For baade Rebekkas og mit vedkommende var det foerste gang vi ikke var sammen med vores egen familie juleaften, og det var specielt. I Danmark er julen noget helt saerligt, og en tid hvor man hygger sig med familien. Her er julen ikke noget, man gaar vildt meget op i. Men fordi Rebekka virkelig godt kunne taenke sig, at der kom et juletrae op at staa i stuen paa juleaften, fandt familien det kunstige trae frem, og der blev pyntet op. Og det blev faktisk helt flot til sidst :) Her er det en tradition, at naar det bliver midnat, fyrer man fyrvaerkeri af, og derefter spiser man - i vores familie spiste vi chancho (gris) sammen med russisk salat (som bestaar af pasta blandet sammen med mayonnaise, guleroedder og aerter). Til dessert spiser man paneton - italiensk kage som minder lidt om sandkage, og som man koeber ude. I loebet af dagen skete der ikke rigtig noget, udover at der blev pyntet lidt op og forberedt mad. Her er julen en tid for boernene - og det er kun dem, som faar julegaver. Saa da Rebekka og jeg havde lagt gaver under traet til de voksne ogsaa, blev de virkelig overraskede! Vi havde lavet en scrapbog til Consuelo, om de oplevelser vi har haft sammen med hende her i Peru (og saa nogle lidt skoere sider, som jeg ikke vil offentliggoere) samt et hjemmelavet armbaand. Til hendes soester Nena havde vi koebt noget laekkert chokolade, og til hendes datter Ariana havde vi koebt twister-spillet og lavet et armbaand til hende ogsaa. Til Raùl, Consuelos far, havde vi lavet en kalender med flotte kvinder, da han er ret tosset med dem, og i de maaneder hvor vi havde foedselsdag, havde vi indsat billeder af os selv - saa nu er vi ogsaa blevet kalenderpiger (dog paa anstaendig vis, hehe). Til hendes mor, Aurora, gav vi hende hendes yndlingschokolade, olè olè, samt nogle toffees og braendte mandler. Det var dejligt at se, hvor glade de blev for gaverne. Vi sagde, at julen i Danmark var familiens tid, og at ogsaa de voksne fik gaver der. Men her er oekonomien jo ikke til det, saa derfor er det boernene, der prioriteres. Egentlig er det ogsaa lidt skraemmende at taenke paa, hvor mange penge der bliver spenderet i juleraeset derhjemme - for mig er det en smule overdrevet. For at vise lidt mere af den danske jul lavede vi risengroed (havde taget groedris med fra Danmark af) med kanelsukker og en smoerklat. Og det faldt i god jord! :)

Men nu er vi som sagt i Mancora. Da vi rejste fra Lima, var der en 20 grader og overskyer, som der er de fleste dage i Lima - og da vi steg ud af bussen naeste dag, ramte vi en mur af varme, og over os var en skyfri blaa himmel! Saa nu er det rigtig blevet sommer, og vi nyder bare at kunne slappe af og slikke sol. Vi kunne godt taenke os at proeve at surfe en af de naeste dage, hvilket nok skal blive en sjov oplevelse - isaer for tilskuerne, da ingen af os har proevet det foer :)

Godt nytaar til jer alle sammen hjemme i det kolde nord - haaber I kommer godt ind i det! :)

… the idea of being in good time no longer exists in your way of thinking and you generally arrive at least five or ten minutes late.

…you become tight-fisted if the driver asks you and your friend for more than 2 soles (4 Danish crones) after a ride in his mototaxi.

…you relax too much about the hygiene and don’t use soap after having been taking a shit.

…your alcogel just lies in your toilet bag without being used and maybe that fact contributes to your returning stomach problems.

…you forget how to eat with a knife and generally only use a fork.

…you no longer feel flattered by whistles and remarks when you walk in the streets but on the other hand feel like choking their owner.

…you forget how to speak Danish properly and mix it with Spanish and English and create your own language, Spandanenglish.

…you get addicted to Vizzio and Sublime chocolate, cheap ice cream, hamburguesas, delicious mangoes, Inkacola, and cinema tickets for only 12 soles (24 Danish crones).

…you stop shaving and wearing makeup and walk in the same clothes for a loooong time so you don’t have to wash it that often.

Julen sig nærmer, støvet jorden dækker… Ja, her i Peru er det også ved at være jul – men hvor sneen nu i Danmark ligger i kæmpe driver, er sommeren på vej i Peru. Det er dejligt, for hvem vil ikke gerne have sol og sommer? Men samtidig kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har oplevet en hvid jul, så samtidig også lidt vemodigt.. Men – i fremtiden venter der masser af dansk jul, så mon ikke det går J Vi har dog forsøgt at bringe lidt dansk julestemning frem – vi har lavet julehjerter, bagt pebernødder og lavet havregrynskugler. Og så har Rebekka fået sendt en pakkekalender hjemmefra og jeg en skrabejulekalender, traditionen tro – og jeg mangler bare ét rensdyr! Når man går rundt i gaderne her, syner det ikke meget af jul, sammenlignet med Danmark hvor julen springer en i øjnene, hvor end man kigger hen. Der er dog nogle, der tænder lyskæder, når mørket bryder frem, som sammen med Limas millionvis af gadelamper er med til at lægge et uendeligt tæppe af lyskugler over byen – et syn som jeg aldrig vil glemme, og som er utrolig smukt og unikt. Men ellers er der ikke mange, der pynter op til jul. Nogle familier har juletræer med forskelligt julepynt på, men da man ikke har grantræer her, køber man kunstige træer. Man kunne også gå ned og fælde en palme, men det ville ikke have helt den samme effekt J Og så er der nogle, der har fremstillinger af Jesu fødsel, med hans krybbe og forskellige små figurer.

Vi har nu afsluttet den sidste workshop og har nogle dage tilbage her i Villa El Salvador, før vi drager videre på vores rejse op mod Mancora (som efter sigende skulle have Perus flotteste badestrand), hvor vi holder nytår – og nyder nogle dage på langs under en forhåbentlig skyfri himmel og drikker dejlige drinks :) Tiden er gået vildt stærkt endnu engang, og at skulle sige farvel til eleverne er lidt trist, for de har bare været så dejlige at være sammen med. Da vi ikke har haft spanskundervisning i det omfang, som vi havde, da vi var her før vi tog i junglen, startede jeg også noget lektiehjælp og udtale op nogle aftener, for at have lidt mere at give mig til. Eleverne der kom til det var fra basic-niveauet, så derfor måtte vi snakke spansk sammen det meste af tiden. Nogle af de piger, som kom til det, var altid så glade, og det smittede – efter en time med dem, kunne jeg ikke lade være med at gå hjem med andet end godt humør :)

I det sidste stykke tid vi har været her, er jeg kommet til at snakke meget med en elev, som bor lige ved siden af Cepromup. Det startede egentlig med, at jeg skulle hjælpe hende med at forberede hende til hendes eksamen på det institut, som hun studerer engelsk på. Snakken kom dog mere til at gå om religion, da det viste sig, at hun var mormon. Faktisk er der en del mormoner og andre folk her, som er ret religiøse, og dem jeg har mødt indtil videre har været glade for at snakke om det. Jeg har forsøgt at forklare, at jeg er protestant, men at jeg ikke direkte tror på en Gud, men at jeg tror, at der er mere mellem himmel og jord, end det man lige kan se med det blotte øje (eller det håber jeg i hvert fald, for tanken om at der ikke er noget, giver mig en desperat følelse somme tider). Men de fleste som jeg har forsøgt at forklare dette, kan ikke rigtig forstå, hvad jeg mener. Især hende eleven har svært ved at forstå det. Måske var det derfor, at hun en dag sagde, at hun ville vise mig en film. ”Det skulle vel ikke være en religiøs film?” spurgte jeg hende. Og jo, det var det. Den handlede om en rigtig newyorker-kvinde, som forelskede sig i en mormon i Utah og blev omvendt. Jeg begyndte at tænke, at hun måske ville forsøge på at gøre mig til en mormon også, så jeg sagde, at jeg syntes, at det var interessant at snakke med hende om hendes religion, men så heller ikke mere. Hun lød til, at det var helt i orden – hun syntes bare, at det kunne være spændende for mig at lære lidt mere om hendes religion. Men inderst inde havde hun nok håbet lidt på, at jeg kunne overbevises – men bare rolig, jeg kommer ikke hjem som mormon J Efter filmen viste hun mig mormonernes bibel og forklarede mig lidt om mormonernes baggrund: At en amerikansk mand ved navn John Smith, så vidt jeg husker, i 1800-tallet fik en åbenbaring fra Gud om, at han skulle oversætte mormonernes bibel, som var nedskrevet på plader af guld, til engelsk. Mormonernes bibel skulle være skrevet af nogle kristne profeter, som havde rejst til Amerika. Så forskellen på mormonernes bibel og vores bibel skulle være, at den førstnævnte handler om de bedrifter, som profeterne og Jesus gjorde i Amerika, og den sidste om profeterne og Jesus i Israel. Hvis jeg forstod det rigtig :) Mormonerne drikker ikke alkohol og ryger ikke, og sex før ægteskabet ses der skidt til, i hvert fald i hendes familie. Men hendes familie er virkelig søde og rigtig gæstfrie – trods det at en del mennesker her lever fattigt, er de alligevel utrolig gæstfrie. Og det kan somme tider godt være lidt svært at tage imod, når de byder en noget, når man ved, at de ikke har mange penge. Udover at være gæstfrie er mange, i hvert fald eleverne, virkelig høflige over for en, og det kan nogle gange godt virke lidt mærkeligt, da man ikke er meget ældre end dem. De kalder alle en for ”miss”, og selvom jeg har prøvet at sige til dem, at jeg helst vil, at de kalder mig mit navn, bliver de ved med at kalde mig ”miss” (måske er det fordi, at de ikke kan udtale mit navn, for det er der ikke mange der kan :P). Det var ret sjovt, de gange vi gik over til den bygning, hvor lektiehjælpen foregik i, for hver gang vi skulle over vejen, blev jeg nærmest holdt i hånden, og hvis jeg begav mig ud, og de ikke mente, at jeg kunne nå det, før bilen ville ramme mig, råbte de ”miss!” og trak mig tilbage. Det føltes lidt som at have ens mor ved sin side J Og når man skulle hjem efter at mørket havde brudt frem, blev man altid fulgt hjem til døren, så det føltes som at have bodyguards til at passe på en :)
Men tilbage til det med religionen. Jeg er før blevet inviteret i kirke af en elev, som var adventist, men det blev dog aldrig til noget – vi fandt aldrig en dag, hvor vi begge kunne, og så syntes jeg, at det ville virke lidt mærkeligt at sidde blandt nogle mennesker, som var så religiøse, når jeg ikke selv ville kunne gengælde den følelse (det var nok mest det sidste, der gjorde det :)). Og nu blev jeg så igen inviteret med i kirke af hende eleven, som er mormon. Jeg prøvede at sige, at jeg ville føle mig lidt malplaceret, men hun blev ved. Kan ofte godt have svært ved at sige fra (hvilket for et par uger siden bragte mig i en lidt akavet situation, kommer senere :)) Så jeg sagde ja til at tage med til en fest sammen med hende i en kirke nær det fattige område Oasis i Villa El Salvador. For at komme ind skulle man donere lidt forskelligt, som så ville blive givet til de fattige. Vi kom dog som festen var ved at slutte, men det gjorde mig ikke så meget, da de fleste stirrede på mig (de troede nok, at jeg var mormon :P). Så vi gik igen efter 10 min., hvorefter vi besøgte hendes søster, som boede nær kirken. Kirken var virkelig flot og stor og virkede ret malplaceret, da området var forholdsvist fattigt og ret ydmygt. Men kirker er jo generelt ofte pengeslugere, hvilket for mig er lidt modstridende, når der er så mange af de mennesker, som har været med til at betale til kirkerne, der selv lever i fattigdom. Men kirkerne skal vel afspejle Guds herlighed. Men nok om det – hvis religionen er med til at give tryghed og håb for nogle mennesker, som har brug for det, er det nok det vigtigste. Og det er der mange her, der har brug for.

Angående den akavede situation som jeg bragte mig selv i for et par uger siden pga. min til tider manglende evne til at være standhaftig og sige ”nej”: Vi var til en fest hos Danni, og jeg faldt i snak med en fyr. Vi snakkede godt sammen, stort set hele natten. Han tilbød mig at tage mig med på museum, hvis jeg havde lyst, og det kunne vi da godt. Så jeg gav ham min mail og mit mobilnummer. Men det skulle jeg ikke have gjort – han kimede mig ned konstant, trods det at jeg havde sagt, at det var et dansk nummer, og det ville koste klejner, hvis han ringede. Så jeg mistede lidt lysten til at tage med ham ud, da jeg ikke kan fordrage, når folk bliver for klistrende. Men han havde åbenbart ringet til sin ven, for at finde ud af hvor jeg boede, og han dukkede op foran døren. Og ned kom jeg i natbukser og lignede en zombie, da vi var kommet ret sent hjem aftenen før, fordi vi havde været i Chorillos for at se et kæmpe fyrværkerishow. Som jeg troede, at jeg havde sluppet af med ham, dukkede han op til en anden fest. Jeg sagde, at han vist ikke havde forstået, at jeg bare ville være venner, da han blev ved med at fortælle mig, hvor smukke mine øjne var og bla bla. Men jo jo, det havde han da, sagde han. Han spurgte mig, om vi skulle tage på museum en anden dag, og jeg sagde nej, men det virkede ikke. Så til sidst sagde jeg ja. Jeg fortrød det dog senere, da han i en time snakkede løs om poesi, og når jeg prøvede at sige noget, snakkede han for det meste bare videre, så det virkede som om, at han bare helst ville høre sig selv tale. ”Your eyes possess a powerful attraction” sagde han hele tiden, og jeg tænkte ”let me get away”… Så dagen efter skrev jeg i en mail, at det altså blev for meget, og jeg ikke havde lyst til at tage med ham. Men generelt er det sådan her, i hvert fald som jeg har oplevet det, at de ikke forstår, at man bare vil være venner. Før vi tog i junglen var vi til en fest her, hvor jeg sad og snakkede med en fyr, som efter et kvarter mente, at vi skulle holde i hånd. Hvor man i Danmark godt bare kan snakke med en fyr og ikke have intentioner om mere, tager de det her som et tegn på, at man vil mere. Hende eleven, som er mormon, var med til en af festerne og gjorde virkelig en stor deal ud af, at jeg havde siddet og snakket med forskellige fyre den aften. Hun mente også, at de fleste af de danske piger, som havde været her før os, havde været ret løse på tråden. Det er mange danske piger nok også, men her skal der ikke meget til, før at sladderen går…

Andre ting, som er ret forskellige fra den danske kultur, er når det kommer til, hvad man kan tillade sig at kalde folk, og hvad man ikke kan tillade sig. For eksempel er det ikke fornærmende her at kalde folk for ”gorda”, som på dansk betyder ”tyk” eller ”fed”. Både Rebekka og jeg har begge taget lidt på, mens vi har været her, men at vi er fede, vil jeg nu ikke sige. Men ofte får vi den dog smidt i hovedet, men nu hvor vi ved, at det er meget normalt at sige det til hinanden her, tager vi det ikke så tungt. Men det var noget, vi lige skulle vænne os til, da man i Danmark ikke sådan lige kalder en anden for fed – man kan måske godt sige til en anden, at han/hun har taget lidt på, men direkte kalde en for fed, har jeg ikke hørt nogen gøre i Danmark før. Der tænker man det vidst bare i stedet :) Men det er spøjst, for på nogen andre områder kan peruanere være ret dårlige til at snakke om ting og sige, hvis der er noget, de er blevet sure over. Det er der selvfølgelig også mange danskere, der er ret dårlige til, men alligevel synes jeg, at man i Danmark ofte tager en snak for at kunne gøre sagen bedre igen, og det syntes jeg ikke, at peruanere har for vane. En anden ting når det kommer til hvad man kan og ikke kan være bekendt at sige til hinanden er ordet ”barbie”. Der går ikke en dag uden at jeg hører en mand på gaden råbe ”barbie”, når jeg kommer gående, og jeg finder det ikke videre smigrende. Da en elev, en pige, en dag sagde ”hey barbie” til mig, og hun kunne se på mit ansigtsudtryk, at det ikke faldt i god jord, sagde hun, at det her ikke er et fornærmende ord, men nærmere et kompliment. Jeg sagde, at det i Danmark ville være ret stødende at blive kaldt ”barbie”, da det betyder, at man er billig og dum. Men her er det anderledes.

Der er en del ting, som jeg tænker kan være svært for mig at vænne mig til, når jeg kommer hjem til Danmark igen. Blandt andet når det kommer til punktlighed! Derhjemme kommer jeg for det meste til tiden eller i god tid, men dette eksisterer ikke rigtig her, hvilket på sin måde jo også har sin charme :) For en uge eller to siden var vi til graduation party på Cepromup for Advanced 3, som havde bestået deres eksamen og nu var færdige på skolen. Vi havde fået at vide, at ceremonien ville starte kl. 16.00, men at vi gerne skulle være der lidt før. Men vi har efterhånden været her en fire måneder, og den peruanske tid har haft sin indflydelse på os, så vi kom omkring kvart over fire. Vi ringede på klokken foran skolens indgang, men der gik et stykke tid, før der blev åbnet, og vi blev nervøse for, at ceremonien var startet, og ingen hørte klokken ringe. Men da vi så kom op, var der kun kommet én udover os – resten kom halvanden time senere! Og det er ret typisk her for peruanerne – man er ret langsom i optrækket generelt, hvilket på sin hvis er godt – at man tager det mere med ro og ikke stresser rundt, men samtidig kan det også være utrolig irriterende, at samfundet ikke er mere organiseret. Så jeg er spændt på, om jeg kan finde ud af at komme til tiden, når jeg kommer hjem, eller om jeg vil blive en pestilens for mange, hehe :)

Bliver lige nødt til at fortælle en pinlig oplevelse til sidst. Mange huse her i Villa El Salvador er ret ydmyge. For eksempel havde en af mine elever inviteret Rebekka og jeg over til hende for at spise frokost, og de lavede mad over bål uden for, og toilettet var et træskur uden lys. En dag hvor jeg var ovre hos hende eleven, som jeg har brugt meget tid sammen med på det sidste, skulle jeg låne toilettet, og min mave var ikke helt i top (behøver jeg uddybe mere?). Og toilettet har ikke nogen dør, men eftersom at lyset var tændt, gik jeg ud fra, at folk ville vide, at der var optaget. Men nej… Som jeg sad der, og gjorde hvad man nu skal en gang i mellem, kom elevens svigerbror vandrende ind, i færd med at knappe sine bukser op. ”Oh, perdon” sagde han, da han så, at der var optaget. Pinligt, siger jeg! Men kunne ikke gøre andet end bare at grine af det og lade være med at tage det så tungt. Det er jo en naturlig ting, eller noget… Det er også et emne, som er lidt af et tabu her. I Danmark kan man godt sige til sine venner, at man lige skal skide, men her siger man højest, at man lige skal på toilettet. Der var en dag, hvor jeg kom til at glemme dette og sagde til Pio, vores gode ven her, at ”I have to go home and take a shit”, og han var flad af grin. Det kan også bare være, at det er mig, der er for åben, når det kommer til den slags – håber ikke at jeg har gjort nogle af jer forlegne :)

Nu er der lidt mere end en måned til, at vi vender snuderne hjem af, og det bliver mærkeligt at komme hjem i danske omgivelser efter fem måneder i Peru. Dog fik jeg mig et lille glimt af Danmark her for et par dage siden, mens jeg stod og var i færd med at forme de pebernødder, som Rebekka og jeg ville tage med som dansk bidrag til en lille sammenkomst med de andre lærere på Cepromup sammen med havregrynskugler og frikadeller. Jeg stod med ryggen til fjernsynet og hørte ordet ”Dinamarca” i min øresnegl og tænkte, at det kunne da ikke være rigtigt – hvad skulle der da være at sige om lille Danmark her i Peru? Og så stod selveste Lars Lykke Rasmussen på talerstolen under klimatopmødet. Det havde jeg glemt alt om. Vildt surrealistisk at se klip fra Danmark i peruansk TV!

Til sidst vil jeg lige ønske jeg alle en glædelig jul og et godt nytår – jeg glæder mig til at se jer igen og give jer et kæmpe kram :D Vil tænke på jer juleaften og forestille mig hvordan I alle sidder derhjemme i stuerne, spiser and, flæskesteg, brune kartofler, brun sovs, risalamande og julekonfekt, danser om juletræet om åbner julegaver, omgivet af hvid sne og frostgrader, muligvis :) Det er mærkeligt for første gang ikke at skulle fejre jul derhjemme med familien, men samtidig en oplevelse at fejre jul i en anden kultur. Håber I alle har det godt og kommer godt ind i det nye år!

Har altid været lidt utilfreds med mit navn. Jeg har i mit liv kun mødt én anden ung, der også hed Birgitte - ellers kun midaldrende damer. Så har nogle gange for sjovt tænkt på at tage navneforandring - men det er slet ikke nødvendigt, i hvert fald ikke så længe jeg er her i Peru. De fleste har ret svært ved at sige og huske mit navn og af den grund er der opstået en del forskellige og ret interessante udgaver af det - virquire, verguite, Bridgit, Birgitii... Prøver forgæves at lære folk at sige "øh"-lyden til sidst i mit navn, men har kun oplevet nogle enkelte gange, hvor det har båret frugt. Men jeg giver ikke op :)

Hvis nogen skulle undre sig over, hvorfor der står v i stedet for b ovenfor, er det fordi, at der i spansk ikke er nogen forskel på v og b. Nogle gange kommer det til udtryk i engelsk-undervisningen, hvor eleverne nogle gange har svært ved at lave de to forskellige lyde. For tiden lærer jeg to af lærerne fra Cepromup lidt dansk, da de i januar skal rejse til Danmark - og når vi går gennem alfabetet, kniber det nogle gange med at huske, at der er forskel på de to bogstaver. Men det er det samme, når vi snakker spansk - så skal vi huske, at v og b udtales ens, hvilket også krævede lidt øvelse i starten :)