Min blog har været noget uopdateret i et stykke tid, kan jeg se – beklager mange gange, men i junglen er der ikke sådan noget som internet :) Men nu er vi tilbage i Lima (selvfølgelig ikke uden transportproblemer, men mere om det senere), hvor vores bærbare har ventet omtrent halvanden måned på os, så nu har jeg ingen undskyldning for ikke at skrive :P Tiden flyver simpelthen af sted – ved godt at jeg efterhånden har skrevet det en del gange, men det er ret mærkeligt, at vi allerede har været her halvdelen af tiden! Og nu er juleræsset nok gået i gang derhjemme, hvilket er svært at forholde sig til, da vi går sommeren i møde her i Peru… Men nok om det – nu vil jeg prøve at fortælle lidt om, hvad det er jeg har lavet den sidste halvanden måneds tid!
Turen til junglen
Volontørerne, som før har rejst til Peru, har som en del af deres rejse været en tur i junglen med Machete Tours, som Løgumkloster Højskole har en aftale med. Men hvor de forrige valgte at tage i junglen i december, valgte vi at tage af sted i november, for at være der før regntiden rigtigt gik i gang. Lodgen, som vi skulle opholde os på, lå i Manu-området, dog lidt ude i periferien. Der var i alt 4 bungalows (dog var der sat pæle op til endnu en, men guderne må vide, hvornår den bliver færdig – ting tager tid i Peru!). Vi skulle bo sammen med et peruansk par, Freddie og Amparo, samt Freddies onkel Tio, som sammen drev stedet. De kunne ikke tale engelsk, så vi måtte klare os med det spansk, vi havde lært – og det gik nu for det meste fint, men nogle gange misforstod vi dog hinanden. For eksempel var vandrøret en dag gået i stykker, og Freddie og Tio sagde noget til os, som vi troede betød, at vi skulle skynde os væk, inden vandet sprøjtede op, så vi skyndte os væk, men det viste sig dog, at de havde prøvet at sige til os, at hvis vi ville have et bad, så skulle vi tage det nu, mens der stadig var vand. Og vi stod bare der et stykke væk og gloede på dem, mens de prøvede at gøre fagter for at forklare, hvad de egentlig mente :) Et andet eksempel var en aften hvor Tio så ydmygt prøvede på at forklare os sin tro, og hans accent var ret svært at forstå. Han sagde, at han bad inden han gik i seng, hvilket på spansk hedder ”oro”, som jeg kom til at forveksle med det danske ord ”onanere”, så vi kom til at flække af grin, hvilket var ret synd for ham, eftersom han egentlig var i gang med at fortælle os noget ret seriøst!
I pagt med naturen – på godt og ondt
Peru har tre forskellige typer landskaber – kysten, højlandet og junglen. Og disse er vidt forskellige! På kysten er den kendetegnende farve brun/grå, da det er et ørkenområde, men da vi kørte med bus gennem højlandet på vej ud til junglen, var det en helt anden verden! Vi kørte gennem små landsbyer, hvor alle højlandskvinderne går med hat, har to lange fletninger, bærer en form for plissé-nederdel og har et farvestrålende klæde bag på ryggen, til det de bærer rundt på. Andesbjergene tårnede sig op omkring os, og som da vi nærmede os junglen, blev der mere og mere frodigt og grønt. Livet virkede til at gå sin egen stille og rolige gang – langt fra Limas stress og jag. En gang i mellem stødte bussen på en hyrde med sin flok af får, men så blev der lige dyttet et par gange. På bjergene kunne man se forskellige marker, som fulgte bjergets form, og her findes der ikke de moderne maskiner, som vi har i Danmark – her foregår det med håndkraft og hjælp fra dyrene.
Efter en lang bustur tog vi en lille båd ud til lodgen. Virkelig skønt at sidde 
og indånde frisk luft – i modsætning til Villa El Salvador, hvor ens næsebor næsten bliver sorte efter en dag pga. forureningen. Kunne ikke lade være med at føle mig privilegeret over at have muligheden for at opleve denne side af Peru, men samtidig gav det også en en lidt bitter smag i munden, da mange af dem, vi har lært at kende i Lima, aldrig har været uden for byen!
Det tog cirka 2 timers sejlads at komme frem til lodget. Den sidste bungalow var blevet gjort klar til os, og vi fik vores bagage pakket ud. Men det varede dog ikke længe, før vi skiftede bungalow: En vandrende pind kravlede på Rebekkas taske, og vi prøvede at få den ud på balkonen. Pludselig sagde hun meget kontant ”få dine sko på nu og så går vi ud!” – det viste sig, at hun havde set en meget meget giftig grønt slange oppe i taget, og da vi viste den til Freddie, fik vi ham overbevist om at flytte bungalow. Men dagen bød på mere end en giftig slange – om aftenen da vi var på toilettet (aftenen vil i junglen sige efter kl. 18, hvor det bliver bælgravende mørkt, så efter aftensmad og et par spil casino med Freddie gik vi i seng omkring kl. 20) var der taranteller – så fra den dag tissede vi uden for vores bungalow om natten og børstede tænder i køkkenet :)
Så kryb var der nok af: Slanger, kæmpeedderkopper, kakerlakker i massevis, 
salamandere, flagermus (vi have vores egen lille flagermus i bungalowen, som hver morgen havde efterladt en masse lort i min hængekøje), ildfluer, myreslugere, kæmpepindsvin (som til Freddies rædsel gik efter hønens æg), termitter (der var et kæmpe termit-bo i vores bungalow, som dog blev fjernet, men trods de mange liter petroleum der blev sprøjtet ud i hytten, blev de små sataner ved med at sprede sig), hvepse, bidende kæmpemyrer, you name it… Men til vores overraskelse var der ikke ret mange myg. Så pga. de kryb sov vi i samme seng – jeg var lidt af en tøs med alle de kakerlakker, men til sidst vendte man sig faktisk til dem.
Udover diverse klamme kryb, som ofte skræmte en fra vid og sans, bød junglen dog også på aber, der svingede sig frem og tilbage oppe i træerne, og tonsvis af farvestrålende sommerfugle – men vi så dog ingen tigre eller pumaer, men det var nok heldigt nok. Omkring os groede der ananas, papayaer og bananer, mmh! Og om natten sang tusindvis af sirener deres sang under en stjernefuld himmel, mens vi forsvandt ind i drømmeland :)
Hanekamp
På lodget havde de husdyr – en hund ved navn Machin, som Freddie udvekslede mange kloge ord med, samt en hane og en høne. Af en eller anden grund tog hanen et antipati mod mig fra en af de første dage – og det udviklede sig til sig til et hadfulgt fjendskab mellem os. Jeg skal nu prøve at beskrive, hvordan kampen udviklede sig: Det var en stille og rolig dag, og jeg var på vej ned af trappen fra vores bungalow for at gå over til køkkenet. Men dér, for enden af trappen, stod 
hanen, så jeg ventede, til den var gået lidt væk igen. Men som jeg kom gående satte den pludselig i løb efter mig, så jeg løb skrigende over mod køkkenet, hvilket må have været et ret sjovt syn (en skrigende blondine med en hane i nakken :P). Eftersom jeg havde min menstruation på dette tidspunkt, tænkte jeg, at det måske var derfor, at den var lidt oppe at køre. Men så nogle dage senere, da jeg begav mig over på toilettet, sneg den sig efter mig igen. Jeg narrede den dog, for da den var på vej over mod mig under broen, så jeg mit snit til at løbe over broen, og så blev den snotforvirret. Derefter tog jeg for det meste riven med mig, når jeg gik rundt, og til sidst en dag, hvor jeg var ovre med noget vasketøj, og hanen igen havde set sig ondt på mig, lykkedes det mig at skræmme det væk. I et forsøg på at komme problemet til løs, købte Freddie en høne til hanen, som de så pænt navngav ”Bridgit”, og efter det så vi ikke så meget til hanen. Hvem ved, måske prøvede den bare at gøre kur til mig, men dens scoretricks virkede dog ikke helt :)
Selve arbejdet
Det vi egentlig var kommet for var at udføre en form for arbejde – enten fysisk ved at arbejde omkring lodget eller at lære indfødte landsbybørn lidt engelsk på den skole, der lå i landsbyen Nuevo Eden ikke langt fra lodget. Vi ville primært arbejde fysisk for at få et lille break fra at undervise, og så måske tage over på skolen et par gange, men af en 
eller anden grund lykkedes det ikke skolens lærer at planlægge det, så det blev aldrig til noget. Derfor bestod arbejdet udelukkende af at arbejde omkring lodget med macheten eller riven, når nu ellers regnen ikke satte en stopper for arbejdet. Freddie ville gerne have fældet de træer omkring lodget, som ved lynnedslag (som er monster skræmmende her) kunne ramme hytterne, men disse træfældninger gik dog ikke altid som smurt, og nogle gange ramte træerne hjørnet af hytterne. Der var et par gange hvor Rebekka og jeg mente, at de burde hakke fra en anden side af, end de gjorde, eller have trukket torvet i en anden retning – og hvor vi fik det bekræftet, eftersom træet ramte en hytte. Men der skete heldigvis ikke de store skader… :) Men da vi forlod lodget efter en 3-4 uger, så stedet dog ret massakreret ud – ude i kanterne lå der rester fra de træer, som var blevet fældet, og det ukrudt, som vi sammen havde luget væk, var blevet samlet i store bunker rundt omkring for derefter at blive brændt af, hvilket efterlod store sorte pletter. Men det var sådan, de ville have det, og så måtte vi jo gøre sådan. Men vi efterlod os dog en god ting – vi lavede et lille bålsted, hvor vi en dag lavede snobrød og drak rom og inka-cola, takket være Rebekkas spejder-egenskaber :)
”Uden mad dur helten ikke”, lod til at være Freddies motto. Eller rettere sagt ”uden meget mad dur helten ikke.” De portioner som Freddie og Tio kunne spise var virkelig enorme, og de syntes, at vi spiste meget lidt (hvilket jeg fandt lidt sjovt, eftersom jeg derhjemme altid får at vide, at jeg spiser for 2 personer). Men hvis man ikke spiste, fik man ingen styrke til at arbejde, sagde han. Overvejede på et tidspunkt at tælle hvor mange gange Freddie sagde ordene ”trabajar” (arbejde), ”comer” (spise) og ”fuerza” (styrke), men jeg opgav.
Turen til Blanco
I den sidste uge tog Freddie og Tio os med på en tur til et sted kaldet Blanco (et sted ved floden hvor de har en lille hytte, 12-15 km fra lodget). Vi tog af sted om morgenen og gik 5-6 timer for at nå frem til stedet. Der var ret mange vandpytter 
undervejs, så det var godt, at vi havde gummistøvler på. Vi satte telte op – et til Freddie, et til Tio og et til Rebekka og jeg (det er lidt spøjst med mænd hernede – det er normalt at folk giver hinanden kindkys, men bestemt ikke hvis det er to mænd! Og Freddie og Tio ville sove i hver deres telt. Så mænd vil helst holde sig på afstand af hinanden, så de ikke bliver mistænkt for noget). Men så om natten øsede det ned, og det forsatte hen af morgenen. Derfor var de små vandpytter blevet til små søer, og så hjalp gummistøvlerne ikke ret meget. Et tidspunkt gik vi med vand op til halsen, så det var lige før vi måtte svømme. Det resulterede i ret opløste tæer, da vi nåede hjem til lodget hen ad eftermiddagen. Men bagefter var det egentlig en ret sjov oplevelse, og vi havde fået oplevet regnskoven!
Det skal lige siges at Tio, ifølge Freddie, aldrig før havde set skandinaver, så derfor var han en smule, hvad 
skal man sige…kulret, mens vi var der. Før turen til Blanco havde han sagt nogle flatterende ting til mig, men så da vi var ude at gå en tur omkring hytten ved Blanco, begyndte han at spørge, om jeg havde en kæreste, med en ret seriøs mine (og han er altså tres år). Og næste dag da vi på vej hjem skulle krydse en flod (dagen før havde vi balanceret over en træstamme, men denne var nu dækket af vand, så Freddie og Tio var så opfindsomme af bruge et langt fiskenet som tov, som vi kunne holde fast i, så vi ikke røg med strømmen) og Tio kom for at hjælpe mig med over på den anden side, begyndte han at sige noget til mig og smile, men jeg prøvede at få samtalen over på noget andet ved at spørge, om jeg skulle gå over træstammen med eller uden gummistøvler og bla bla… Men han var nu en sød mand, men en anelse for gammel til min smag, hihi :)
Tilbage i Cuzco
Efter en 3-4 uger i junglen, hvor ens krop fik fremmanet en lugt, som man ikke troede var mulig, hvor ens hår på benene groede sig så lange, at de lignede mande-ben (det var et lille eksperiment, don’t ask), hvor naturen fik en til at føle sig, som var man i en film, og hvor den alt for gode mad har resulteret i lidt større kinder, tog vi tilbage til Cuzco. Eftersom vi var gået ind i regntiden, havde vi bestilt en jeep i stedet for at køre med bus, da det er blevet aftalt mellem højskolen og Machete Tours at volontørerne skal gøre dette. Nogle dage før vi skulle af sted kommunikerede Freddie med Machete Tours over radioen for at planlægge hjemrejsen, og de begyndte at sige, at det ikke var muligt at få jeepen til det sted, som vi havde aftalt. Men i sidste ende lykkedes det dem dog at få jeepen frem som aftalt, og vi kørte med den hele vejen tilbage til Cuzco. Undervejs så vi en lastbil, som for nogle dage siden var skredet, og personer havde mistet livet.
Herefter havde vi cirka en uge i Cuzco, inden vi skulle på Inca Trail. Men 
desværre løb vi ind i maveproblemer, og måtte bruge meget af tiden nær et toilet :( Men det vi fik set af Cuzco var uden tvivl virkelig charmerende. Cuzco er Perus turistby nr. 1, og det mærkedes tydeligt, når man gik rundt i byens gader, men alligevel er byen super hyggelig. Der er butikker over det hele, som virkelig kunne lokke shoppe-genet frem i en, og restauranterne ville ingen ende tage. Den mest syrede restaurant/bar vi var på var et sted ved navn ”Fallen Angel”. Maden var super lækker (dog lidt dyr), og der var et kæmpe udvalg af drinks. I loftet hang engle og diskokugler, bordene var 
akvarier og så videre. Spøjst sted, men ret cool… Og så var der en restaurant ”Victor Victoria”, som lavede virkelig god morgenmad, så der blev vi en form for stamkunder :) En anden hyggelig restaurant var ”Trotamundos” med udsigt over pladsen til katedralen, hvor man kunne sidde og varme sig foran et åbent ildsted. Så hvis der er kommende volontører, der læser dette, er disse steder et besøg værd. Før vi løb ind i maveproblemer, nåede vi dog at komme ud at riverrafte, hvilket var virkelig sjovt – floden var ikke så vild, som den kunne være, men det var nok godt nok, da det var vores debut :)
Inca Trail
Rebekka og jeg havde bestilt en trekking-tur på den berømte inka-sti med Llama Path – 4 dages vandren i bjergene nær Machu Picchu, den gamle inka-by. Turen var i alt omkring 45 km, men ikke bare lige ud – under turen ville vi bestige 3 passer, hvor den første var en stigning fra 2720 m til 4200 m. Men turen ville give mulighed for at opleve landskabet og gamle inkaruiner på en helt anden måde, end hvis man vælger at tage toget dertil.
Vi var i alt 13 personer – et par fra Skotland, et par fra England, to piger fra England, et par fra USA, et par fra Italien, en mand fra New Zealand og så os. Den første dag skulle være en blød start – vi blev dog nødt til at holde lidt flere pauser end de andre, for at vi kunne få vejret. Kondien var ikke, hvad den havde 
været, men de dage i Cuzco med maveproblemer havde nok ikke været med til at gøre den bedre. Men trods det, at vi blev presset til det yderste, var udsigterne undervejs utroligt smukke, og de kæmpe bjerge fik en til at føle sig ret lille.
Vi havde regnet med at maden ville være ret beskeden, men nej – den mad, som kokken kunne fremstille, var som gourmet-mad! Til morgenmad var der vekslende brød, pandekager, omeletter, frugtsalat, quacker (en form for havregrød) og yoghurt. Den sidste dag var der endda lagkage. Vi fik varm mad til både frokost og aftensmad – salat, pasta, fisk, kød, lomo… Og så var der Happy Hour sidst på eftermiddagen med kiks og popcorn! Derudover gav de os snacks til turene, og hver morgen blev vi vækket med coca-te, som gav kroppen varme og energi.
Mens man travede derudad og prustede og stønnede, blev der ofte råbt ”porter’s coming”, så man kunne flytte sig ind til siden, hvorefter man blev overhalet af peruaner med 25 kg på ryggen – men for hvem det lignede at være let som en leg. De var ansat af de forskellige firmaer til at bære på telte, mad og andet udstyr. Det var virkelig fascinerende at se porterne komme rent ud sagt løbende forbi så let som en fjer, mens man selv var ved at segne af udmattelse!
Vi havde to guider med på turen, Franco og Flavio, som begge var rigtig rare og gode til at tale engelsk (med et hyppigt brug af ordene ”okay” og ”amigos”). De var gode til at fortælle os om de inkaruiner, vi stødte på undervejs, og generelt om inkaerne og livet i Andesbjergene. Fordi vi alle havde været virkelig tilfredse med den service, vi havde fået, og at de bare havde styr på tingene, gav vi dem gode drikkepenge. Men det med drikkepenge er en lidt spøjs historie: Vi havde på forhånd fået at vide, at der på turen ville blive holdt en lille ceremoni, hvor portnerne blev præsenteret, og hvorefter vi så skulle blive enige om, hvor mange drikkepenge vi ville give dem. Vi havde endda fået at vide, hvor meget det blev forventet, at vi ville give – en ret mærkelig tradition, da drikkepenge egentlig er noget, man selv bestemmer, om man vil give. Det kunne man også her, men alligevel blev det forventet, at man gav et hvis beløb. Men de havde helt sikkert fortjent det, for den energi, de besad, var simpelthen enorm – mange af dem vendte endda direkte tilbage fra en tur for igen at begynde på en ny uden nogle dage til at slappe af!
Trods flere dages ømme muskler var synet af Machu Picchu den sidste dag det hele 
værd. Efter at have stået op kl. 03.30 for at komme som nogle af de første i køen for at blive givet adgang til trailens sidste stykke og dernæst nærmest løbet om kap for at komme først til ”the Sun Gate” for at se solen stige op over Machu Pichu (som dog først brød frem lidt senere), var vi ret smadrede, da vi endelig var nået målet. Men jeg tror aldrig, at jeg har set noget så smukt som det sted! Og da vi mødte de turister, som havde taget toget dertil, følte man sig en lille smule stolt :)
Lige en sjov historie med på vejen – backpackere er nogle gange lidt syge i hovedet. I hvert fald var der en ung fyr fra Australien, som på det sidste camp site besluttede sig for at hoppe nøgen rundt på nogle ruiner tæt ved. Det var et sjovt syn, men ret pinligt for ham, da han fandt ud af at en anden gruppe havde set showet ;)
Og så selvfølgelig et godt råd: Varm te er guds velsignelse, når der ikke er mange plusgrader omkring dig, men klapborde er kun klapborde, så læg ikke for meget vægt på dem, så teen ryger ud over dig selv (taler af erfaring)…
Back in Lima
Efter Inca Trailen var det tilbage til Lima – efter at have været væk i omtrent halvanden måned var det lidt mærkeligt at skulle vende tilbage til et helt andet liv. Men vi så frem til at vores ømme kroppe kunne få slappet af i bussen, og vi havde denne gang besluttet os for at rejse med Cruz del Sur, efter vores ret 
uheldige oplevelse med Ormeño – der skulle endda være bingo under turen, jiha! Så vi troppede op foran Cruz del Sur’s disk for at bestille billetter, men det var åbenbart ikke muligt at rejse på det tidspunkt, som der stod på hjemmesiden (der var nogle demonstrationer i en af de byer, som bussen skulle passere, og den anden rute blev åbenbart ikke kørt denne dag). Hvis vi ville med Cruz del Sur skulle vi vente 10 timer i Arequipa. De tilbød os i stedet en rejse med et andet selskab, som vi ikke kendte, men bussen skulle køre direkte til Lima, så vi købte billetter. Men så om natten opstod der en blokade midt i ørkenen, så bussen kunne ikke komme videre – og vi måtte tage bagagen med os og gå 2 timer gennem ørkenen for at komme frem til en bus i den anden ende, som derefter kunne tage os videre. Det kan da kun være i Peru, man kan opleve det!
Nyere opslag Ældre opslag Start
