Saa er vi kommet til Cuzco efter en laaaang bustur! Det er som om, at de hoejere magter ikke vil, at vi rejser - vi har i hvert fald haft en del uheld med os hvad angaar transporten. Flyturen til Peru tog jo noget laengere tid end planlagt, da vores fly fra Danmark var forsinket, saa vi ikke kunne naa flyet til Lima.
Vi havde valgt at rejse med busselskabet Grupo Ormeño, som vi havde hoert gode ting om. Man skulle ikke booke billetter i forvejen - hvis man bare kom et par timer foer, skulle man kunne faa en billet. Saa vi kom omkring kl. 14 - bussen skulle koere kl. 16. Vi koebte billetter til Royal Class, da turen ville tage omkring 29 timer, og saa er det rart, at man foeler sig godt tilpas. Men da klokken naermede sig 16, fik vi af vide, at bussen foerst ville koere kl. 18, da der ikke var nok passagerere med endnu. Men vi er efterhaanden blevet vant til ventetiden hernede, saa det gjorde ikke saa meget. Lidt senere fik vi saa af vide, at det ikke var muligt at rejse paa Royal Class alligevel, men paa Business Class i stedet... Vi begyndte efterhaanden at maerke, at taalmodigheden blev mindre og mindre, og vi var lidt irriterede over, at der var saa lidt styr paa tingene. Men omkring kl. 19.30 (ca. 3-4 timer senere end planlagt) sad vi i bussen og var paa vej til Cuzco, finally!
Nu kunne der da ikke vaere mere uheld tilbage i posen, taenkte vi. Men nej... Naeste formiddag stoppede bussen i Arequipa, og vi fik af vide, at alle passagerere skulle af her og finde en anden bus til den by, de nu skulle hen til. Det var ikke lige, hvad vi havde brug for at faa af vide efter en nat med for lidt soevn... Den naeste bus ville foerst koere kl. 19! Men der var ikke rigtig noget at goere ved det, saa vi tog en tur ind til centrum og kiggede os lidt omkring, dog noget slukoerede. Vi tog tilbage til busstationen omkring 17.30 for at vaere i god tid til bussen, men nu var der pludselig ikke en bus, der gik til Cuzco kl. 19 alligevel, saa vi fik nogle billetter til et andet selskab, som vi ikke kendte, hvor bussen ville koere kl. 20.35. Vi foelte os ikke helt sikre ved situationen, da vi ikke kendte selskabet, og her i Peru sker det somme tider, at folk kommer paa busser og stjaeler og i vaerste fald voldtager passagerere. Men vi fik af vide, at bussen ville koere direkte til Cuzco uden stop, saa det burde vaere sikkert. Vi havde faaet af vide, at bussen ville gaa fra terminalen over for, saa da klokken var 20, gik vi over til den anden terminal. Men da vi kom derhen, blev vi vist tilbage til den terminal, vi kom fra! Taalmodigheden havde nu naesten naaet nulpunktet. Og det var bare et stort ragnarok, da vi skulle ombord paa bussen - folk masede sig frem for at komme foerst, og begrebet koe-kultur var der vist ingen, der kendte noget til (Celine, du ville have vaeret gaaet ud af dit gode skind!). Vi kom dog ombord langt om laenge, og krydsede fingre for at vi naeste morgen ville vaere i Cuzco.
Og det var vi! Nu skulle vi bare finde en taxi ind til centrum. Og der var nok af dem - taxichauffoerere vrimlede omkring os. Vi gik lidt vaek derfra, da vores taalmodighed ikke lige var til at haandtere en flok af maend, som alle gerne ville have os med i deres taxi. Vi fandt en lidt laengere vaek og blev sat af paa Plaza de Armas - Cuzcos centrum. Derefter fandt vi et hostal (Hostal Rojas), som vi havde laest om i vores Lonely Planet, og bookede os ind der. Vi skulle give 60 soles pr. nat for 2 personer, hvilket vil sige 120 kr. - vi kunne sikkert have faaet en lidt bedre pris, hvis vi havde pruttet lidt, men det havde vi ikke lige overskud til. Personalet er venligt, og det er et hyggeligt sted.
Ja, det var lige en kort opdatering... Det med den spanske tid og mentalitet har paa den ene side sin egen charme, men den har ogsaa gaaet os paa nerverne en del gange efterhaanden! Men vi kom til Cuzco helskindede og er nu ved at faa de sidste ting paa plads, inden vi tager i junglen i morgen tidlig - kryds fingre for os! :)
Der sker ting og sager her i Villa El Salvador – Rebekka og jeg har efterhånden oplevet en del mindre behagelige oplevelser. Det toppede dog her mandag aften, eller rettere sagt natten til tirsdag.
Consuelo og jeg havde været en tur i fitnesscenteret og var på vej hjem. Da vi gik forbi La Chancheria (et stort offentligt marked, som ligger lige uden for det hus, vi bor i) så vi, at folk var ved at tage de varer, de sælger, ud derfra. Vi havde hørt et rygte om, at politiet ville komme i weekenden for at rydde markedet, men mandag morgen var der stadig ikke sket noget. Grunden til at politiet vil rydde markedet er fordi, at det ikke er lovligt – staten har ikke givet dem ret til at have et marked der; det er noget, de selv har bestemt sig for. På den ene side kan man selvfølgelig sige, at det er retfærdigt, at politiet vil rydde markedet, for loven skal jo overholdes – hvis alle bare satte sig på den jord, de ønskede, og kaldte det deres eget, ville det jo blive et kaos. Derudover er La Chancheria et af Villa El Salvadors farligste områder, da der er meget tyveri – tyvene ved at folk bærer penge på sig her, for de kommer jo til markedet for at handle. Men på den anden side udgør La Chancheria levevejen for masser af mennesker, som nærmest lever deres liv der. Hvis markedet blev ryddet, ville de mennesker miste deres arbejde. Så hvad er bedst? Under alle omstændigheder skete der ikke noget i weekenden, og Rebekka og jeg tænkte, at der nok ikke ville ske noget, før vi tog i junglen. Men nej… Folk var ved at fjerne deres varer fra markedet, fordi det var blevet sagt i nyhederne, at politiet ville komme omkring kl. 02. Da klokken var omkring midnat, var hundredvis af mennesker samlet ude foran markedet, og de stod med store kæppe og sten klar til at forsvare sig mod politiet – på en måde var det som at se en film, og det var ret svært at forholde sig til for sådan et par ”bondepiger” som os. Vi har aldrig rigtig oplevet en demonstration før – den eneste gang jeg har oplevet noget, der lignede en demonstration, var da jeg var i København for at besøge min søster. Da politiet kom omkring 00.30 brød helvedet løs, og folk løb mod dem. Familien sagde, at vi skulle gå ned i stuen, fordi vi kunne risikere, at vinduerne måske ville blive smadret (det skete dog ikke). Vi sad nede i køkkenet, men vi kunne ikke lade være med at gå hen til vinduet og kigge ud for at se, hvad der skete. Pludselig blev der kastet med ild, og folk løb rundt. Det føltes som sagt som om, at det var en film, der var puttet på – men lidt efter gik det dog op for os, at det var virkelighed. Politiet smed tåregas, hvori der var blandet noget chili, og det trængte ind i huset. Det føltes virkelig ubehageligt – Aurora, Consuelos mor, råbte til os alle, at vi skulle drikke vand og skylle vores ansigt. Vi blev bange for, at vi lige pludselig ikke kunne få vejret, for gassen gjorde, at man hostede og fik opkastfornemmelse, så vi drak og drak. Chilien, som var blandet i tåregassen, sveg i kinderne, og det føltes ikke rart, og vi var helt røde i hovedet på grund af den. Det gik dog allerede væk efter nogle minutter, og vi var ret våde bagefter, da vi havde plasket med vandet for at få gassens virkning væk. Uden for kunne vi høre skud og råb (fik dog dagen efter at vide, at ingen var blevet skudt – politiet havde vist bare skudt op i luften). Ikke længe efter havde politiet sat et hegn op og dermed fået demonstranterne under kontrol. Derefter gik det forholdsvist stille og roligt, og folk fik lov til at gå ind og tage deres sidste varer ud, før markedets vægge ville blive revet ned. Vi tog vores soveposer med ned i køkkenet, og Aurora lagde madrasser på gulvet, så vi kunne sove der.
Da vi vågnede i morges, var det et noget skræmmende syn, der ventede os ude på gaden: De læskure, der før havde udgjort markedet, var fuldstændig ødelagt og lå og flød på jorden. Massevis af mennesker gik rundt derude og samlede de stykker, som de kunne sælge til genbrug. Det føles virkelig mærkeligt, at der bare er tomt derude nu, og at man ikke længere kan gå ned og købe det, man lige mangler. Selvom der opholdte sig mange tyve der, og hygiejnen var ret dårlig, var der alligevel noget charmerende over det. Og man kan ikke lade være med at tænke på, hvad der mon er blevet af de mennesker, som før næsten levede deres liv i det marked.
Ja, der sker ting og sager her i Peru – ting som er så langt fra det liv, man kender i Danmark!
Rebekka fandt nogle videooptagelser fra demonstrationen og dagen efter rydningen. Tryk her for at se videoen fra natten (efter omkring 1.22 min. og igen efter 1.30 min. ses vores hus - det er lyseblåt for neden og hvidt længere oppe. Tåregassen blev smidt lige uden for vores hus.) Tryk her for at se videoen fra dagen efter rydningen, hvor markedet er blevet fuldstændig ødelagt.
Det bliver vist nogle ret lange blog-indlæg, jeg får skrevet, for jeg er ikke så god til at opdatere den så ofte, så der hober sig mange ting op – men der sker bare så mange ting omkring en, og dagene flyver af sted…
Lidt om hverdagen og den spanske tid
Vi har nu været i Peru i lidt over en måned, og føler at vi efterhånden er faldet til – vi har fået en hverdag og mødt en masse nye mennesker – peruanere så vel som danskere (vi er faktisk 6 danskere nu, som arbejder på skolen). I hverdagene har vi 2 timers spanskundervisning og derudover vores engelsk-workshops, så om formiddagene går meget af tiden med at få lavet lektier og forberede workshoppen. Nogle af aftenerne tager vi med Consuelo i et fitness-center – det er dejligt at få brugt kroppen lidt, og sjovt at opleve hvordan man træner her, for det er meget påvirket af salsa moves, men det gør det kun sjovere :)
En aften var vi også i biografen med Consuelo og hendes søster Nena, hvor vi så en film ved navn ”Tarata”, som handlede om et terrorangreb, der fandt sted i bydelen Miraflores i Lima i 1992. Der var guerillagruppen ”Den Lysende Sti” (Sendero Luminoso), der stod bag angrebet, hvis ideologi var kommunistisk, og som på det tidspunkt gjorde oprør mod regeringen. Filmen var på spansk, og der var ingen undertekster, ikke engang på spansk, så derfor var det begrænset, hvad vi forstod, men det var da nok til at forstå sammenhængen – og så kostede en billet kun 9 kr. :)
Nogle gange tager vi i indkøbscenteret TOTTUS, når vi skal have handlet ind til at lave pandekager (som vi efterhånden har lavet et par gange, for de er ret populære) og noget morgenmad. Her spiser man som regel brød med smør, marmelade, ost eller oliven, men vi er begyndt at købe cornflakes og andre ting som et andet alternativ – ellers ryger der nemt 5 stykker brød ned om dagen, og det er nok ikke så godt i længden :) Her den anden dag fandt vi ud af, at man kunne købe havregryn, så nu laver vi havregrød i mikrobølgeovnen, uhm! Familien synes dog, at det er lidt mærkeligt, for her spiser man ikke havregryn, som de er, som man gør i Danmark – her tilbereder man dem altid på den ene eller anden måde, hvis man spiser dem.
En formiddag var vi med to lærere fra CEPROMUP, Julio og Sergio, ude at dele flyers ud for skolen. Det gør de med jævne mellemrum for at gøre folk opmærksomme på, at de kan studere engelsk. Og så giver det jo også kun mere opmærksomhed, når der er to europæere med til at uddele dem…
De fleste ved nok, hvad man snakker om, når man taler om ”spansk tid”. Og selvom det ikke er Spanien, vi er i, er den spanske tid ikke mindre fremherskende her. Når man laver nogle aftaler med peruanere, er det altid en god idé at sætte tidspunktet til en halv time eller en hel time før. Men nu skal vi ikke gøre os til nogle engle, for vi har selv vænnet os til den spanske tid – vi kommer næsten altid for sent ud af døren… Gad vide om vi kan finde ud af at holde aftaler, når vi kommer hjem til Danmark igen :)
Undervisningen
Et eksempel på den spanske tid er for eksempel når det kommer til vores engelsk workshops. De varer i teorien 2 timer ad gangen, men på grund af den spanske tid bliver det som regel kun til halvanden time. Der er et par af eleverne, som altid kommer til tiden, mens andre godt kan finde på at komme et kvarter eller en halv time senere. Jeg har prøvet at sige, at jeg synes, at de skal prøve at komme til tiden – mest for deres egen skyld, men også for dem som er kommet til tiden, for det er lidt svært at begynde ordentligt, når alle ikke er der. Men der er ikke så meget at gøre der, for det er en del af deres mentalitet :)
De elever, som jeg har, er forholdsvis unge – omkring en 16-17 år. De er lidt generte, hvilket er typisk for peruanske skoleelever, har vi fået at vide, men jeg tror også, at det er fordi, at de ikke er så gamle. Der var ikke så mange, der kendte hinanden i forvejen, og der er stor forskel på deres niveau. Men det er super skønt, når man får dem til at grine, og vi har det sjovt. Elever her i Peru er ikke vant til at man diskuterer på samme måde, som vi er det i Danmark. Når de har engelsk, lærer de for det meste en masse grammatik, men de er ikke vant til at skulle sige deres mening, og det er det, vi skal forsøge at få dem til. Der var faktisk en dag, hvor vi snakkede om ”gender roles”, hvor der kom lidt diskussion, og det var rigtig fedt. Det var hovedsageligt på grund af en elev, der til tider har nogle lidt spøjse holdninger. Den første dag kom det for eksempel frem, at et af hans største idoler var Hitler, og der blev pludselig en lidt anspændt stemning i klassen, da dette kom frem… Efter at have spurgt ind til det lød det dog til, at han mente, at det Hitler gjorde mod jøderne var forkert, og at han beundrede ham for hans stærke lederskab. Da vi snakkede om kønsroller, kom jeg med udsagnet, at kvinder skulle blive hjemme og lave mad, gøre rent og passe børnene – alle gik til disagree-siden, bortset fra ham her, som gik til agree-siden – kvinden var nemlig bedst til at tage sig af de mere følelsesmæssige ting i livet, mente han. Og det er der måske noget rigtigt i, men hvad så hvis kvinden har en drøm om at blive frisør? Der vidste han ikke helt, hvad han skulle sige… Og da jeg kom med udsagnet, at mænd skulle være fysisk stærke for at være rigtige mænd, var han også den eneste, der gik til agree-siden. Så hans holdninger er anderledes fra andres – men det gør det kun lettere at få en diskussion i gang. Men han ved en del om forskellige ting og er ret intelligent, og det sys jeg egentlig er fedt.
”Dit og mit”
En ting Rebekka og jeg har tænkt en del over er synet på, hvad der er dit og mit. Jeg vil lige komme med et par eksempler:
Rebekka havde ladet sin tandbørste og tandpasta ligge i badeværelset i en pose. Men på mærkværdig vis forsvandt indholdet i tandpastatuben ret hurtigt, og Rebekka havde ikke børstet tænder oftere end hun plejer. Så nu har hun valgt at lade tandpastaen ligge på vores værelse, og nu varer den længere :)
Den første gang vi lavede pandekager faldt de i rigtig god jord – og det var super at lave noget, som familien kunne lide. Der var to pandekager til sidst og Rebekka og jeg tænkte ”Yeah, pandekager til morgenmad!”. Men så da vi stod og fik lidt frisk luft udenfor, så vi pludselig det lille medlem af familien komme ud med pandekagerne, som hun skulle give til et andet familiemedlem længere nede af gaden. Vi syntes, det var lidt mærkeligt, at de ikke havde spurgt os først, om de ikke kunne tage de sidste pandekager og give dem til nogle andre – det havde selvfølgelig været helt okay; det kan man kun tage som et tegn på, at de smagte godt.
Vi har oplevet andre gange, hvor vi har købt noget, som på mystisk vis er forsvundet, og vi har tænkt lidt over, at det er sjovt, at man ikke spørger først, for det er man vant til derhjemme. Det er ikke fordi vi vil have vores ting for os selv, det er mere princippet i at man ikke spørger først. Men der er ikke så meget andet at gøre end at trække på skuldrene :)
Masser af smagsoplevelser
Det kan ikke nævnes for ofte hvor fantastisk mad Consuelos mor Aurora laver – det smager virkelig godt! Her spiser man det store måltid om dagen, og det er altid to retter hver gang: Først soppe efterfulgt af en anden ret. Soppen er ikke som man laver den i Danmark – her er der altid pasta eller kartofler i og masser af grønsager. Den anden kan så for eksempel være ris og/eller kartofler med noget kød.
Jeg har spurgt Aurora, om hun ikke vil skrive nogle af sine opskrifter ned til mig, hvis hun altså vil røbe sine hemmeligheder :) Og så fandt jeg en mini-opskriftsbog, som jeg bare måtte have (ved godt du sidder og griner nu Klaus, hehe). Maden er så god, at jeg ikke savner dansk mad overhovedet – bortset fra rugbrødet! Havde taget en pakke rugbrødsblanding med hjemmefra, som bare skulle blande op med gær og vand. Desværre kunne vi ikke finde gær, så vi brugte bagepulver, hvilket resulterede i et ret fladt rugbrød. Men det smagte nu godt og gjorde godt for mavserne :)
Et eksempel på en traditionel peruansk ret er ceviche – en ret af rå fisk med lemon, løg, salat og kartofler (det varierer lidt efter hvem der laver den). Vores ven Danni lavede denne ret til os dagen efter en fest han havde holdt, fordi han havde bestået sin eksamen. Vi havde fået lov til at sove der, så vi ikke skulle alene hjem i en moto-taxi om natten. Men tilbage til cevichen – tanken om at fisken skulle spises rå var lidt spøjs, men selvfølgelig skulle det smages: Man kan ikke sige, at man ikke kan li’ noget, før man har smagt det. Og det smagte vildt godt – helt sikkert noget vi kunne tænke os igen!
En anden typisk peruansk ret er antichurros – oksehjerte på pind. Det smagte vi sammen med Kelly, en af Rebekkas elever som er en rigtig sød pige, og hvis jeg ikke havde fået at vide, at det var hjerte, ville jeg ikke have gættet det. Havde ellers ikke troet at jeg kunne lide indmad, da jeg havde en ret skidt oplevelse med lever engang. Men det her smagte faktisk ret godt :)
Stjernestatus
Som jeg før har nævnt bliver der virkelig lagt mærke til en her. Nogle gange har jeg lyst til at sætte mit hår op under en kasket og tage et par solbriller på (men det ville nok skabe lige så meget opmærksomhed, da der ikke rigtig er nogen sol i denne tid). På en måde er det da rart at få opmærksomhed, men det er nogle gange også ret irriterende, da man ikke kan gå nogen steder, uden at der bliver lagt mærke til en. Når vi går på gaden er der konstant en der pifter efter en og fik faktisk et klap i røven en dag, da jeg kom gående – jeg kunne ikke lade være med at grine, både fordi det var lidt sjovt, men også fordi jeg ikke lige havde forventet, at nogle kunne finde på det. Når vi er på diskotek bliver der også virkelig stirret, og vi føler os virkelig som et par kæmper, fordi vi er et hoved højere end de fleste.
Man føler nogen gange, at man har en form for stjernestatus, selvom vi ikke kan forstå det – vi er jo bare os. Et eksempel på det var da der var graduation party på CEPROMUP for eleverne der havde bestået deres niveau. Vi var blevet inviteret med til ceremonien, så vi kunne blive introduceret for nogle af eleverne. Deres navne blev råbt op, og de fik overrakt et diplom. Men så da de elever, som havde udmærket sig på en eller anden vis, skulle have overrakt nogle diplomer, blev Rebekka, Sandra (en anden dansk pige) og jeg bedt om på skift at skulle overrække diplomet til eleven. Bagefter skulle der så tages et billede af eleven sammen med hans lærer og os. Det føltes specielt, da vi ikke havde haft noget at gøre med eleven, og vi følte os ikke helt fortjent til at skulle have taget et billede sammen med eleven. Lidt mærkelig tanke at man måske kommer til at hænge i glas og ramme i en fremmed peruansk families hjem. Men det var en ret sjov oplevelse, og bagefter kom der elever hen for at få taget billeder sammen med os.
Når man møder nye mennesker her, er det godt lige at have i mente, at det for nogle er en status at have en dansk ven. Det har vi i hvert fald oplevet hos en familie til en af eleverne. De var utrolig gæstfrie, og vi skulle bare spise at den mad, der blev stillet frem. Efter vi havde været der i en halv times tid, havde vi set diverse billeder af forrige danskere, som havde besøgt familien og var morens ”bebidas” – hendes små børn, som hun kaldte dem. Det var vi nu også blevet, og vi fik et par nap i kinderne og knus. Bagefter blev vi kørt hjem, men ikke før vi havde fået en lille rundtur omkring i byen. Det var virkelig pænt af dem, men samtidig føles det mærkeligt, at folk ser en som noget specielt, bare fordi vi er fra Danmark – vi føler os ikke som noget særligt af den grund. Men det er man i manges øjne her…
Busturene
Trafikken er som sagt noget helt specielt her – vanvittig og så alligevel fascinerende. Mange af vejene er i virkelig dårlig stand og har en del huller, og mange er ikke asfalterede, så det kan somme tider føles som en rutschebane-tur, når man kører bus, og man skal holde på hat og briller. Ofte kommer der en person ombord på bussen, som forsøger at sælge forskellige ting – typisk chokolade, som nok er det, der hitter mest. Personen giver ofte en lille tale inden, hvor han fortæller om sin situation, og at han behøver penge. Her er der ikke den største hjælp at hente fra regeringen, og det er sørgeligt at tænke på, at nogle bliver nødt til at gøre ting som dette for at få penge til dagen og vejen. Så bliver man klar over, hvor godt vi har det hjemme i Danmark.
Det er meget billigt at køre i bus hernede – vi giver omkring 3 kr. pr. person for at køre ind til Lima, som tager omkring halvanden time. Virkelig billigt i forhold til Danmark! Benzinpriserne her er dog dobbelt så høje så hjemme i Danmark, så vi kan ikke helt forstå, hvordan de kan få økonomien til at løbe rundt, når benzinen koster så meget, og det er så billigt at køre med bussen og taxi for den sags skyld…
Junglen og Inka Trail
Inden længe drager Rebekka og jeg ud i junglen, hvor vi vil være mere eller mindre afskåret fra resten af omverdenen – en ret mærkelig tanke men samtidig også ret fedt. Vi tager bussen til Cuzco her i den kommende weekend, højst sandsynligt på lørdag d. 10. oktober. Turen kommer til at vare en 30 timer, så det er en lang tur, men vi er trænet i det efter vores lange rejse herned :) Den 14. tager vi så fra Cuzco til en lodge i en lille landsby ude i junglen hvor vi skal gøre noget forskelligt fysisk arbejde, for eksempel hjælpe til med vedligeholdelsen af nogle plantager. Der er også mulighed for at undervise børn noget engelsk. Folk snakker ikke rigtig engelsk i landsbyen, så vores spanskkundskaber bliver for alvor sat på prøve J Vi skal være i junglen i ca. 3-4 uger, og bagefter har vi bestilt en tur på Inca Trailen – en tur på 4 dage hvor vi skal vandre på nogle af de stier, som fortidens inkaer brugte. Man kan ikke have været i Peru uden at have været på Inca Trail – det er et must. Det glæder vi os begge meget til, og det bliver helt sikkert en stor og unik oplevelse. Så hvis du forsøger at kontakte os i dette tidsrum, og vi ikke giver lyd fra os, er det ikke fordi, vi ikke er i live – forhåbentligt :)
”Gode” husråd
Lige til sidst et par gode husråd her fra Peru, hvis du skulle mangle dem:
- Drik ikke kold sodavand og spis ikke for meget is – det kan gøre dig forkølet
- Hvis du døjer med smerte i ørerne, så kom noget avispapir i og tænd ild til det
- Hvis du føler dig lidt nervøs kan det hjælpe at få ført et æg rundt om kroppen
- Spis ikke is eller lemon når du har din menstruation – det kan gøre din menstruation uregelmæssig
Og så siges det i højlandet, at hvis man har haft sex uden prævention, kan man koge noget selleri, indtage det, og så skulle det forhindre dig i at blive gravid. Der fik du lige et par gode råd med på vejen – så må du selv vurdere, om du kan bruge dem til noget :) Ha’ det godt!
Nyere opslag Ældre opslag Start
