Exploring the wonders and shadows of Peru

Så er vi ankommet til Lima - rejsen herned har dog været noget længere end planlagt! Så jeg vil begynde fra en ende af :)

Dagen før afrejsen tog jeg over til min søster og hendes familie, som bor i København, hvorfra vi skulle flyve. Det var en ret følelsesladet afsked med mor og Klaus på Vejle Banegård - meget mærkelig tanke at der ville gå 5 mdr., inden vi ville se hinanden igen. Men det er nok kun godt for en at føle savn, for så lærer man hvor meget folk betyder for en, selvom det lige nu er lidt hårdt...
Det var rigtig dejligt at se min søster, svoger, drengene og den lille ny inden jeg skulle rejse, selvom det dog var et kort besøg. Om morgenen ringede alarmen kl. 6.30 - skulle mødes med Rebekka i lufthaven kl. 8.30 (3 timer før afrejsen blev anbefalet). Min svoger skulle køre drengene i dagpleje, så jeg blev sat af ved Vanløse Station, hvorfra jeg skulle tage metroen ud til lufthavnen - umiddelbart a piece of cake... Jeg stod foran automaten for at købe en billet. Da manden foran mig havde købt sin, tog han den og gik. Men efter nogle sekunder smed automaten endnu en, hvad jeg troede var en, billet ud. Tænkte at han nok havde købt 2 ved en fejl, og så kunne jeg lige spare 42 kr. Der var en anden dame ved siden af mig, og hun lod også til at synes, at der var jeg heldig, så jeg steg ind i metroen, som ankom 1 minut senere, perfekt... Men så efter andet sidste stop kom kontrolløren rundt for at tjekke billetter, og da jeg viste hende min, sagde hun "det er ikke en billet, det er en kvittering." Dow!!!! Troede ikke at man både fik en billet og en separat kvittering. Så jeg måtte af med 600 kr. i bøde - prøvede forgæves at forklare hende situationen, spurgte om jeg ikke lige kunne hoppe af og købe en billet, men det virkede ikke :) Så det blev en dyr fornøjelse at tage metroen!
Men jeg kom da frem til lufthavnen til tiden. Efter at have fået fortalt min (pinlige) historie til Rebekka, checkede vi bagagen ind, boardede nogle timer senere og sagde farvel til det sidste syn af Danish ground for et stykke tid. Vi gjorde os klar til den lange rejse foran os, blev glade over at se at vi havde hver vores skærm, hvor vi kunne se film og spille diverse spil, men turen blev dog lidt længere end forventet... Flyet gjorde klar til take-off, satte farten op, vi tog hinanden i hænderne, men pludselig satte flyet farten ned. Vi fik derefter at vide af ´flypersonalet, at der var et problem med en af de forreste døre, som ikke var lukket korrekt. Der skulle komme en flymekaniker og se på sagen, men det kom til at tage et par timer, og først kl. 13.45 lettede flyet. Vores næste fly i Atlanta ville gå kl. 17.15 lokal tid, og det var nogenlunde på det tidspunkt, vi ville lande! Derfor missede vi vores fly til Lima, og det næste fly ville først gå et døgn senere. Det var ikke lige, hvad vi trængte til at høre efter en lang og trættende rejse, men det endte faktisk med at blive en god oplevelse - vi fik en overnatning på et hotel lidt væk fra lufthavnen og en dejlig nattesøvn i 2 kæmpe senge! Så vi undgik faktisk mere eller mindre vores jetlag, fik os et dejligt varmt bad næste morgen (måske for sidste gang i lang tid) og en lille smag på amerikansk kultur :) Kl. 17.15 lettede flyet mod Lima, denne gang med alle døre lukket forsvarligt. Til vores store glæde var vores bagage også kommet med - det var vi lidt spændte på, da vores tasker automatisk ville blive tjekket ind, så vi havde ikke set dem, siden vi checkede dem ind i Kastrup.
Det var vildt mærkeligt at ankomme til Lima efter at have været omgivet af amerikansk kultur blot nogle timer før. Da vi var kommet gennem tolden og gik mod udgangen, var der fuldstændig proppet med mennesker! Vi vidste ikke, hvordan vi dog skulle komme i kontakt med den taxa-mand, som skulle hente os, men et øjeblik senere så vi en fyr, som stod med et skilt med vores navne på :) Og herefter fik vi os en smagsprøve på peruviansk trafik! Folk kører efter deres egne regler her, og det gælder bare om at komme først. Lidt nervepirrende for sådan to danskere som os, som er vant til de danske trafikregler - tror vi gav en del sjove lyde fra os omme på bagsædet :)
På turen ud til Villa El Salvador, som tog lige knap en time, var det tydeligt at se, at vi befandt os i ørkenområdet. Langs vejen var der en bjerglignende sandbanke, og det hele så virkelig goldt og gråt ud. Der var ingen mennesker på gaden, og der var ingen lys i husene – nu var det også omkring midnat, men det lignede virkelig en forladt spøgelsesby. Fordi det var nat, var alle gadelamperne tændt, så man kunne virkelig se, hvor stor en by Lima er – tusindvis af lys kunne ses ud i uendeligheden, og de bredte sig som et tæppe ud over byen (i Lima bor der cirka 9 millioner mennesker, hvilket er næsten det dobbelte af Danmarks befolkning). Man kunne også se, hvordan alle husene er organiseret; det er ikke som i Danmark, hvor gaderne sviger og drejer, men derimod helt lige gader der går på tværs af hinanden.
At komme til Villa El Salvador, Limas slumkvarter, var meget anderledes, end jeg havde forventet. Det er svært at sige, hvad jeg helt præcist havde forventet, men det er bare så langt fra den verden, man kender derhjemme. Husene er triste og grå, mange ret faldefærdige, og nogle mangler en del af taget. Hos Consuelo, hvor vi bor, er der tag over det meste, men når man går ud på gangen fra vores værelse, kan man se ud i det fri – derfor er der nogenlunde samme temperatur indenfor som ude, og det er ikke just varmt, da det jo lige har været vinter her. Så vi sover i vores soveposer under dynen iført skiundertøj :) Glæder mig til at vi går sommeren i møde, og det bliver lidt varmere, for det er godt nok koldt nu.
Da vi ankom til Villa El Salvador var der som sagt ingen mennesker på gaden. Men da vi vågnede om morgenen, var det helt anderledes – det vrimlede med mennesker over det hele, små moto-taxier susede frem og tilbage (man skal huske at se sig godt for, inden man krydser gaden, så man ikke bliver kørt ned af dem), løse hunde løber rundt over det hele… Lige uden for hvor vi bor, er der et stort overdækket marked med eksotiske frugter, mange som jeg aldrig før har set, der er små frisørsaloner, der hænger kyllinger på snor (ser lidt bizart ud) og mange andre ting. Ude på gaden sælger folk forskelligt mad i små boder, og duften af fremmed mad blander sig med osen fra bilerne. Der er så mange nye indtryk, og det er svært at beskrive det hele, men det er så langt fra det danske samfund – føler mig privilegeret over at bo i Danmark, hvor vi virkelig lever i luksus i forhold til her, men samtidig føler jeg mig også privilegeret over at opleve en kultur så anderledes fra min egen, fordi det giver en en anden måde at se tingene på. Man lærer at blive taknemmelig for, hvor godt vi har det, men føler mig samtidig også ret forkælet…
Consuelos familie er virkelig sød og har taget rigtig godt i mod os. Det er kun Consuelo, der taler engelsk, resten af familien gør ikke, så det er lidt svært at tale med dem, men vi er begyndt på vores spansktimer, så forhåbentligt kan vi snart forstå hinanden lidt mere. Indtil videre har vi kun haft 4 timers spanskundervisning, men i næste uge skal vi havde 4 timer hverdag, og i de efterfølgende 3 uger 2 timer om dagen. Consuelos mor laver fantastisk god mad, og vi sulter bestemt ikke – har på fornemmelsen at vi kommer hjem et par kilo tungere… Vi regner med at begynde vores engelsk workshops mandag d. 14. september, som så skal køre i cirka 4 uger, hvorefter vi gerne vil i junglen, for at nå det inden regntiden begynder.

Det var lige en lille update herfra den anden side af jorden. Håber I alle har det godt derhjemme, jeg tænker på jer allesammen :)