Dagene flyver af sted her i Villa El Salvador - nu har vi snart været her i 2 uger… Det er svært, hvor jeg helt skal begynde, for der er sket så mange ting, og der er så mange nye indtryk. Men jeg skal gøre et forsøg :)
Villa El Salvador og (den manglende) hygiejne
Maden som Consuelos mor laver, er som jeg skrev i mit forrige indlæg rigtig god, og der er rigeligt at den! Dog skal vi lige vænne os til, at hygiejnen er en helt anden hernede - kødet kan stå adskillige dage i køleskabet uden at være dækket over, og vasken, hvor der bliver vasket op, har set sine bedre dage. Og på det marked, hvor kødet bliver købt, hænger de døde kyllinger på snor og det andet kød fremme en hel dag uden at være på køl med fluer sværmende omkring det. Men det vælger vi at lukke øjnene lidt for, for sådan er det jo. Det har dog resulteret i maveproblemer for os begge, som vi stadig ikke er kommet helt over. Vi formåede faktisk sammen at stoppe familiens toilet, så Consuelo og hendes mor måtte have fat i en svupper - deres toilet har i forvejen lidt svært ved at skylle ud, eller også er vi bare fulde af lort :)
Men selvom det nogle gange er lidt svært, bliver vi nødt til bare at finde os i, at det er andre standarder, man har her i Peru. Tror ikke vi skal blande os i fødevarehygiejnen her i hjemmet, for hjemmet er Consuelos mors sfære. Hendes mor, Aurora, befinder sig inden for husets fire vægge hele dagen og er ikke så tit ude. Man ser hende for det meste i køkkenet, i gang med at tilberede mad, vaske op eller vaske tøj. Når hun ikke gør det, ser hun tv og gætter krydsord. Men tror det er typisk for mange kvinder hernede, da det er et meget mandsdomineret samfund. Det ses også tydeligt i fjernsynet, hvor der sendes meget overfladiske programmer - meget letpåklædte kvinder viser det hele frem, og så er der en mand, der skal vælge sig den mest "intelligente" kvinde, hmm…
Bailar, bailar!
Consuelo træner i et fitnesscenter, så vi har taget med hende derover et par gange, for at få forbrændt lidt af alt det mad vi får :) Og det er virkelig sjovt, men hårdt! Første gang meldte vi os til timen "Baile", som betyder dans, og der blev bare rystet røv! Danseinstruktøren var bøsse (havde en net-trøje på, stramme bukser og kiggede flere gange i spejlet om hans hår nu sad korrekt), men han kunne bare danse! Det var lidt svært at følge med, for det gik super stærkt, men det gjaldt bare om at følge med så godt man kunne og ryste numsen - det var ikke som i Danmark, hvor man skal holde takten for ikke at ligne en komplet idiot. Her er det praktisk talt umuligt at gøre det synkront, fordi det går så stærkt, og vi dryppede af sved bagefter. Anden gang vi tog derover, var vi med i en time der hed "Full Body", hvilket var en blanding af noget salsa-dans og aerobic. Der blev der også virkelig givet den gas, og det var hårdere end dansetimen. Men det giver god motion, og vi får lært de rytmer, de har hernede, lidt at kende :)
Salsa!
Nu er det jo et af salsaens lande vi er i, så derfor er det vist meget godt, at vi kan få lært dansens rytme lidt at kende, inden vi begiver os ud på dansegulvet! Dog allerede i den første weekend vi var her, blev vi inviteret til fest hos Pio (en peruviansk fyr, som vi lærte at kende på højskolen) og fik vores første møde med salsaen. Pios lillesøster skulle døbes, og i den anledning blev der holdt en fest for venner og familie. Og når man fester hernede, sidder man ikke omkring et bord og snakker - man danser! Så stolene var stillet op i rummet i en oval, og i midten var der så dansegulv. Nogle gange var der ikke rigtig nogle der dansede, og så sad man ellers bare på stolene og kiggede lidt rundt på hinanden. Lidt mærkeligt, især fordi vi var dem, der blev kigget mest på - vi følte os lidt som et par udstillingsdukker. Men det skal vi vænne os til, for uanset hvor vi befinder os, bliver der gloet, fordi vi er udlændinge. Der bliver konstant piftet efter en, men vi har lært at ignorere det lidt efterhånden, og Consuelo har lært os et par spanske gloser, som vi kan råbe tilbage :) Men tilbage til festen… Når der kom et nummer, som var populært, gik folk ud på dansegulvet og dansede. Og selvfølgelig kom turen også til os :) Pios far bød mig op til dans, og jeg måtte jo pænt sige ja. Havde kun lært en fire fem forskellige trin af Pio på højskolen, men det var, hvad jeg kunne. Da vi var færdige var der nogle der grinte, og jeg tænkte "danser jeg så dårligt?" Jeg fandt så ud af, at det var fordi, at jeg var et hoved højere end Pios far, og det var et lidt sjovt syn. De er virkelig lave hernede, så vi føler os lidt som kæmper, når vi har vores høje hæle på :) Men det var rigtig sjovt at få rystet kroppen til andre rytmer end de samme house og techno rytmer, som der er derhjemme i Danmark. Og lige en lille iagttagelse: Folk skodder bare deres cigaretter på gulvet - der blev ikke brugt askebærere, som vi bruger derhjemme. Næste dag fejer man dem så sammen, men det var nu lidt ulækkert, at der bare lå cigaretskodder på gulvet (havde taget mine stiletter af, fordi jeg følte mig så høj, hvilket resulterede i pænt klamme fødder).
I går aftes tog vi på et populært diskotek, Planet, her i Villa El Salvador, sammen med Consuelo og en fyr ved navn Danni. Der var proppet med mennesker, som gav den gas til salsa og andre rytmer. Vi dansede hele tiden, og det var rigtig sjovt, og hårdt! Men de er virkelig gode til at danse hernede, men vi er efterhånden ved at få det lidt ind under huden :)
Drømmekage og pandekager :)
Nu hvor vi får smagt så meget peruviansk mad, synes vi også, at vi vil vise familien, hvad man spiser i Danmark. Det har dog indtil videre kun været søde sager, vi har lavet J En dag lavede vi brun drømmekage til familien, og den faldt i rigtig god jord. Vi havde dog ikke noget piskeris, så vi måtte nøjes med en gaffel. Kagen fik også ret lang tid i ovnen, da det er gasovn, og den var så slidt, at man ikke kunne se tallene, der hvor man sætter den på de antal grader, man vil have. De bruger heller aldrig ovnen - den bliver brugt som opbevaringsplads, men kagen blev bagt til sidst. Vi havde også noget med til familien hjemme fra Danmark af - Piratos, Marabou og Kongen-af-Danmark bolsjer samt en bog med nogle af H.C. 
Andersens eventyr på spansk. Den sad Consuelos mor og læste i resten af aftenen :) En anden dag lavede vi pandekager, med marmelade, sukker og is til, mmh… Dem blev der også spist mange af :) Til sidst var der to pandekager tilbage, og Rebekka og jeg så frem til at spise pandekager til morgenmad. Men så pludselig havde familien taget pandekagerne og bragt dem over til et andet familiemedlem længere nede af gaden. De havde ikke spurgt os om det først, og det syntes vi var lidt mærkeligt. Men det er igen en forskel på vores kulturer - hernede deles man om alt, når man bor under samme tag (det har også resulteret i, at Rebekkas tandpasta blev meget hurtig tom, fordi hun havde ladet den ligge på badeværelset). Det er ikke fordi det gør så meget, det er mere det, at man ikke spørger først, for sådan gør vi i Danmark. Så det er endnu en ting, vi lige skal vænne os til…
En trafik uden lige
Vi har taget med bussen til andre dele af Lima et par gange, og det er en ret speciel oplevelse. Trafikken er noget for sig selv - biler, busser og lastbiler kører på tværs af hinanden og er ret ligeglade med de hvide streger, der deler vejen op. Så snart man ser sit snit til at overhale, gør man det, også selvom bilen bagved blot er en meters afstand fra en. Der bliver dyttet konstant, og det er et stort kaos. Jeg troede, at Napoli var slem, men det er ikke noget i forhold til her. Trafikken går ret langsomt fremad, fordi der er proppet med biler hele tiden, og man kan lugte, at der er virkelig forurenet. Lugten af bil-os er virkelig gennemtrængende overalt - der er ikke mange steder, hvor der er grønt, og man kan nyde duften af natur. Så helbredsmæssigt er det ret usundt at bo her, og synes faktisk at jeg nogle gange kan få en lille smule hovedpine, og tror at det er pga. manglen på frisk luft.
Men det er spændende at se andre dele af Lima. Men mange af områderne ligner hinanden - husene har de samme farver, ser lige triste ud, der ses vasketøj, der hænger til tørre øverst på husene, som ofte mangler en del af taget… Det er meget langt fra dansk standard, og når Consuelo fortæller om de områder vi kører gennem og siger, at de er mere velhavende, er det stadig meget langt fra en almindelig dansk by. I går var vi i Lima downtown, hvor katedralen, regeringspaladset og andre store bygninger befinder sig. Det var helt mærkeligt at komme til et område, hvor fattigdommen ikke var så tydelig. Der var også meget stille i forhold til Villa El Salvador, hvor der hele tiden er larm. Der var en helt anden atmosfære, meget flotte, store bygninger og også nogle grønne områder. Så det var både rart at opleve noget andet, men samtidig også lidt mærkeligt når vi til dagligt befinder os i fattigdommen, og ved hvordan hverdagen er for de fleste i Lima.
Lus og rå kylling - ikke en god kombination!
Det var dog også en ret uheldig dag i går… Det har kløet i mit hår i nogle uger, og har hele tiden troet, at det var en bivirkning af gul feber vaccinationen. Men på busturen på vej ind til Lima kløede det helt vanvittigt i mit hår, så jeg spurgte Rebekka, om hun kunne se, om jeg havde meget skel. Jeg fandt så ud af, at det var lus! Og jeg aner ikke, hvordan jeg har fået dem. Måske på højskolen, men jeg ved det ikke. Så da vi kom hjem fik Rebekka og Consuelo lov til at rode i mit hår, og de fjernede nok omkring 100 lus. Rebekka siger, at hun aldrig før har set så mange lus samlet på et sted. Så i dag har Consuelo hjulpet mig med at finde noget luseshampoo, som jeg skal bruge af to omgange. Min sovepose, hovedpude og nattøj er blevet mast ind i deres lille fryser, så hvis der gemmer sig nogle små sataner i dem, skulle de gerne dø. Jeg har aldrig haft lus før, men en gang skal jo være den første - det er bare kommet lidt sent hos mig :)
I Lima downtown spiste vi frokost på Norky's - en kendt fastfood-kæde her i Peru. Jeg bestilte en menu med nogle fritter og noget kylling med noget ost, skinke og andet i mellem. Det smagte udmærket, men kunne ikke få det hele ned, da det var en ret stor portion. Rebekka ville lige smage noget af kyllingen, og hun åbnede den, for at se det inden i. Vi så så, at meget af kyllingen var helt rå og langt fra gennemstegt! Jeg havde ikke lagt mærke til noget, da jeg spiste, så tror at det meste af det jeg havde spist var stegt, men har højst sandsynligt også spist noget der ikke var. Så nu håber jeg ikke at jeg får salmonella - Consuelos far siger, at hvis jeg ikke er død inden 24 timer, så har jeg ikke fået det, så det er da betryggende, eller…
Spanskundervisningen og vores kommende workshops
I denne uge har vi haft 4 timers spanskundervisning hver dag. Vi har lært rigtig meget, men vi kan ikke rigtig føre en samtale endnu. Så vi har mange gange gjort brug af kropssprog, når vi har prøvet at kommunikere med Consuelos forældre, som ikke taler spansk (fx snakkede faren og jeg et tidspunkt om "Den Grimme Ælling", hvor jeg prøvede at imitere en and, da jeg ikke rigtig havde ord for det, men det var nu meget sjovt). I næste uge og fire uger frem skal vi have 2 timers spanskundervisning dagligt, som skal køre ved siden af de workshops, vi selv skal have. Det er svært at vide, hvor mange elever der vil dukke op, så derfor er det svært, hvad man skal forvente. Også mht. niveauet er det svært at vide, hvad man kan forvente. I fredags blev Rebekka og jeg spurgt, om vi ville underholde nogle elever i 4 timer, fordi lærerne selv skulle deltage i en workshop for lærerne, og eleverne skulle imens have set en film på en stor skærm. Denne skærm kunne dog ikke anskaffes alligevel, så derfor havde de brug for os til at hjælpe. Så vi skulle hver især underholde eleverne i 2 timer af gangen. Først fik jeg nogle elever fra intermediate-niveau, og jeg havde planlagt nogle forskellige lege, og lidt forskelligt vi kunne snakke om. Det var muligt at snakke med dem, men de var meget generte og sagde ikke ret meget. Men vi fik leget nogle lege, grint og larmet lidt :) Bagefter skulle jeg møde nogle elever fra basic-niveau (det laveste niveau), og de forstod nærmest ingenting af hvad jeg sagde. Spurgte flere gange om de kunne forstå hvad jeg sagde, og der var ingen der nikkede. Prøvede at forklare dem nogle lege, men de kunne ikke forstå det. Så jeg tog dem med udenfor på pladsen foran skolen, og sammen med Rebekkas elever, legede vi nogle forskellige lege, og fik de bedre elever til at forklare resten, hvad legene gik ud på.
Så det bliver spændende hvilket niveau eleverne, som kommer til vores workshops, er på. Jeg håber, at det er muligt at føre en dialog med dem, men det vil tiden vise i morgen :)
Der er masser af ting, jeg gerne vil skrive om, men må hellere stoppe for nu. Tænker på jer alle sammen derhjemme - tiden flyver af sted her og når ikke at få skrevet rundt til jer, som jeg gerne vil. Men jeg håber, at I alle har det godt derhjemme :) Jeg tror, at jeg vælger bare at beholde mit danske simkort, for så meget skal jeg ikke bruge min mobil hernede. Så man kan sende sms'er til mit gamle nummer :) Take care!
Så er vi ankommet til Lima - rejsen herned har dog været noget længere end planlagt! Så jeg vil begynde fra en ende af :)
Dagen før afrejsen tog jeg over til min søster og hendes familie, som bor i København, hvorfra vi skulle flyve. Det var en ret følelsesladet afsked med mor og Klaus på Vejle Banegård - meget mærkelig tanke at der ville gå 5 mdr., inden vi ville se hinanden igen. Men det er nok kun godt for en at føle savn, for så lærer man hvor meget folk betyder for en, selvom det lige nu er lidt hårdt...
Det var rigtig dejligt at se min søster, svoger, drengene og den lille ny inden jeg skulle rejse, selvom det dog var et kort besøg. Om morgenen ringede alarmen kl. 6.30 - skulle mødes med Rebekka i lufthaven kl. 8.30 (3 timer før afrejsen blev anbefalet). Min svoger skulle køre drengene i dagpleje, så jeg blev sat af ved Vanløse Station, hvorfra jeg skulle tage metroen ud til lufthavnen - umiddelbart a piece of cake... Jeg stod foran automaten for at købe en billet. Da manden foran mig havde købt sin, tog han den og gik. Men efter nogle sekunder smed automaten endnu en, hvad jeg troede var en, billet ud. Tænkte at han nok havde købt 2 ved en fejl, og så kunne jeg lige spare 42 kr. Der var en anden dame ved siden af mig, og hun lod også til at synes, at der var jeg heldig, så jeg steg ind i metroen, som ankom 1 minut senere, perfekt... Men så efter andet sidste stop kom kontrolløren rundt for at tjekke billetter, og da jeg viste hende min, sagde hun "det er ikke en billet, det er en kvittering." Dow!!!! Troede ikke at man både fik en billet og en separat kvittering. Så jeg måtte af med 600 kr. i bøde - prøvede forgæves at forklare hende situationen, spurgte om jeg ikke lige kunne hoppe af og købe en billet, men det virkede ikke :) Så det blev en dyr fornøjelse at tage metroen!
Men jeg kom da frem til lufthavnen til tiden. Efter at have fået fortalt min (pinlige) historie til Rebekka, checkede vi bagagen ind, boardede nogle timer senere og sagde farvel til det sidste syn af Danish ground for et stykke tid. Vi gjorde os klar til den lange rejse foran os, blev glade over at se at vi havde hver vores skærm, hvor vi kunne se film og spille diverse spil, men turen blev dog lidt længere end forventet... Flyet gjorde klar til take-off, satte farten op, vi tog hinanden i hænderne, men pludselig satte flyet farten ned. Vi fik derefter at vide af ´
flypersonalet, at der var et problem med en af de forreste døre, som ikke var lukket korrekt. Der skulle komme en flymekaniker og se på sagen, men det kom til at tage et par timer, og først kl. 13.45 lettede flyet. Vores næste fly i Atlanta ville gå kl. 17.15 lokal tid, og det var nogenlunde på det tidspunkt, vi ville lande! Derfor missede vi vores fly til Lima, og det næste fly ville først gå et døgn senere. Det var ikke lige, hvad vi trængte til at høre efter en lang og trættende rejse, men det endte faktisk med at blive en god oplevelse - vi fik en overnatning på et hotel lidt væk fra lufthavnen og en dejlig nattesøvn i 2 kæmpe senge! Så vi undgik faktisk mere eller mindre vores jetlag, fik os et dejligt varmt bad næste morgen (måske for sidste gang i lang tid) og en lille smag på amerikansk kultur :) Kl. 17.15 lettede flyet mod Lima, denne gang med alle døre lukket forsvarligt. Til vores store glæde var vores bagage også kommet med - det var vi lidt spændte på, da vores tasker automatisk ville blive tjekket ind, så vi havde ikke set dem, siden vi checkede dem ind i Kastrup.
Det var vildt mærkeligt at ankomme til Lima efter at have været omgivet af amerikansk kultur blot nogle timer før. Da vi var kommet gennem tolden og gik mod udgangen, var der fuldstændig proppet med mennesker! Vi vidste ikke, hvordan vi dog skulle komme i kontakt med den taxa-mand, som skulle hente os, men et øjeblik senere så vi en fyr, som stod med et skilt med vores navne på :) Og herefter fik vi os en smagsprøve på peruviansk trafik! Folk kører efter deres egne regler her, og det gælder bare om at komme først. Lidt nervepirrende for sådan to danskere som os, som er vant til de danske trafikregler - tror vi gav en del sjove lyde fra os omme på bagsædet :)
På turen ud til Villa El Salvador, som tog lige knap en time, var det tydeligt at se, at vi befandt os i ørkenområdet. Langs vejen var der en bjerglignende sandbanke, og det hele så virkelig goldt og gråt ud. Der var ingen mennesker på gaden, og der var ingen lys i husene – nu var det også omkring midnat, men det lignede virkelig en forladt spøgelsesby. Fordi det var nat, var alle gadelamperne tændt, så man kunne virkelig se, hvor stor en by Lima er – tusindvis af lys kunne ses ud i uendeligheden, og de bredte sig som et tæppe ud over byen (i Lima bor der cirka 9 millioner mennesker, hvilket er næsten det dobbelte af Danmarks befolkning). Man kunne også se, hvordan alle husene er organiseret; det er ikke som i Danmark, hvor gaderne sviger og drejer, men derimod helt lige gader der går på tværs af hinanden.
At komme til Villa El Salvador, Limas slumkvarter, var meget anderledes, end jeg havde forventet. Det er svært at sige, hvad jeg helt præcist havde forventet, men det er bare så langt fra den verden, man kender derhjemme. Husene er triste og grå, mange ret faldefærdige, og nogle mangler en del af taget. 
Hos Consuelo, hvor vi bor, er der tag over det meste, men når man går ud på gangen fra vores værelse, kan man se ud i det fri – derfor er der nogenlunde samme temperatur indenfor som ude, og det er ikke just varmt, da det jo lige har været vinter her. Så vi sover i vores soveposer under dynen iført skiundertøj :) Glæder mig til at vi går sommeren i møde, og det bliver lidt varmere, for det er godt nok koldt nu.
Da vi ankom til Villa El Salvador var der som sagt ingen mennesker på gaden. Men da vi vågnede om morgenen, var det helt anderledes – det vrimlede med mennesker over det hele, små moto-taxier susede frem og tilbage (man skal huske at se sig godt for, inden man krydser gaden, så man ikke bliver kørt ned af dem), løse hunde løber rundt over det hele… Lige uden for hvor vi bor, er der et stort overdækket marked med eksotiske frugter, mange som jeg aldrig før har set, der er små frisørsaloner, der hænger kyllinger på snor (ser lidt bizart ud) og mange andre ting. Ude på gaden sælger folk forskelligt mad i små boder, og duften af fremmed mad blander sig med osen fra bilerne. Der er så mange nye indtryk, og det er svært at beskrive det hele, men det er så langt fra det danske samfund – føler mig privilegeret over at bo i Danmark, hvor vi virkelig lever i luksus i forhold til her, men samtidig føler jeg mig også privilegeret over at opleve en kultur så anderledes fra min egen, fordi det giver en en anden måde at se tingene på. Man lærer at blive taknemmelig for, hvor godt vi har det, men føler mig samtidig også ret forkælet…
Consuelos familie er virkelig sød og har taget rigtig godt i mod os. Det er kun Consuelo, der taler engelsk, resten af familien gør ikke, så det er lidt svært at tale med dem, men vi er begyndt på vores spansktimer, så forhåbentligt kan vi snart forstå hinanden lidt mere. Indtil videre har vi kun haft 4 timers spanskundervisning, men i næste uge skal vi havde 4 timer hverdag, og i de efterfølgende 3 uger 2 timer om dagen. Consuelos mor laver fantastisk god mad, og vi sulter bestemt ikke – har på fornemmelsen at vi kommer hjem et par kilo tungere… Vi regner med at begynde vores engelsk workshops mandag d. 14. september, som så skal køre i cirka 4 uger, hvorefter vi gerne vil i junglen, for at nå det inden regntiden begynder.
Det var lige en lille update herfra den anden side af jorden. Håber I alle har det godt derhjemme, jeg tænker på jer allesammen :)
Nyere opslag Ældre opslag Start
