Et mylder af tanker...

Nu er det ved at være oppe over - det er lørdag aften (eller rettere sagt søndag), og på tirsdag begiver Rebekka og jeg os om på den anden side af kloden! Det er gået op for mig, at vi snart skal af sted, og det er vildt mærkeligt. Forsøger at forberede mig så godt jeg kan, men uanset hvor meget man forbereder sig, vil man nok aldrig føle sig helt klar. Det er som om, at jeg indtil videre at tænkt og talt om mig selv i 3. person, men nu er det gået op for mig, at det er alvor. Skal tage afsked med venner og familie, og det er ret specielt. Selvom jeg har været i udlandet det meste af tiden det sidste år, er dette helt anderledes - jeg skal ud på egen hånd, og det er til en kultur, der er så forskellig fra, hvad jeg kender og ellers har oplevet. Vildt spændende og vildt nervepirrende! Jeg kan ikke forudsige, hvordan rejsen bliver, og derfor er der et mylder af tanker i mit hoved. Hvordan bliver det at leve i et slumkvarter, og hvor fattigt er det? Hvordan bliver det at leve i en anden kultur i så lang tid? Kommer nok til at værdsætte den danske kultur mere og være mere taknemmelig for, hvor godt vi egentlig har det, men samtidig tror jeg også, at jeg vil få en lidt bitter smag i munden - vi er så forvænnede i Danmark, mange klager over høje skatter og ditten og datten, men vi burde være mere taknemmelige. Men vi har jo altid været vant til den standard, vi har herhjemme, så derfor har vi nok let ved at beklage os. Håber og tror at denne rejse og mødet med en så anderledes kultur kan være med til at få mine øjne op for dette...
Det er svært at sætte ord på de følelser og tanker, jeg har lige nu. Det er utrolig spændende på den ene side - glæder mig til at lære spansk og også til at undervise, selvom det bliver meget udfordrende. Hvis eleverne kan blive motiverede, og gerne vil snakke med om det emne man har, vil det være super fedt, men frygter samtidig at komme til at føle, at jeg ikke kan få dem til at deltage, og at de ikke synes, at emnet er så interessant, som jeg selv synes :) Men der er kun en måde at finde ud af det på, og det er at komme af sted! Alt det her "hvad nu hvis" fører ingen vegne. Bliver dejligt at se Rebekka igen og kunne dele ens tanker med en, som selv ved lidt om, hvordan man har det :)
Men nu er det pakketid i morgen - er spændt på om tasken mon kan lukkes. Har købt en pose grødris og taget noget kanel med - og købt en Amo-rugbrødsblanding :) Sys det kunne være lidt sjovt for den familie, vi skal bo hos, at lave dem noget dansk mad, og hvad er ikke mere dansk og dejligt end rugbrød? Det er ikke sikkert, at det kan lade sig gøre, men det kunne være lidt sjovt...
Take care allesammen - vil prøve at holde siden opdateret. Håber at jeg kan få min gamle Packard Bell connected til internettet, men nu må vi se, hvad den er i humør til :) Ellers er der mulighed for at låne familiens computer...

Så er en måned på Løgumkloster Højskole gået - en måned, hvor vi 6 volontører (ja, vi udgør en beskeden flok i år) er blevet forberedt på det, vi skal ud at opleve i den store vide verden. Vi har snakket om, hvordan verden ser ud på det store plan, set på de enkelte lande som vi skal rejse til, haft besøg af tidligere volontører og fået gode råd til det arbejde, vi skal ud at lave - undervisningen. Men der har da også været tid til filmhygge (vil aldrig glemme Bad Guy, den skal ses), fest, salsatimer, masser af bordfodbold, bålhygge, lege band i musikrummet (måske godt det var lydisoleret) og meget andet. Har befundet mig i en tilstand af konstant træthed, så det var rart at få indhentet søvnunderskuddet, men det er nu lidt trist, at der går så lang tid, inden vi alle ses igen. Mærkeligt at tænke på at vi skal spredes for alle vinde - til Peru, Indien og Kina. Det går nok først rigtig op for en, når man står der…
Sys lige jeg vil fortælle lidt om Løgumkloster by - troede egentlig at det bare var en lille flække… Er den nok også, for der sker ikke de vildeste ting. Men den har dog "Æ Klosterkro" (har vænnet mig til sønderjysk accent, hihi), et apotek, et pizzeria, SuperBrugsen, Fakta, Imerco osv., så den er større, end jeg havde forventet. Og så må man ikke glemme det årlige "Kloster-Mærken", hvor byen i nogle få dage forvandles til en miniudgave af en storby, med et mylder af mennesker, som fester, hygger, besøger markederne og diverse forlystelser, der er blevet stillet op rundt omkring i byen. Men ellers er Løgumkloster til dagligt et meget stille og roligt sted. Men lige en lille sjov iagttagelse: Der kører ret mange Brian'er rundt i sænkede biler og med nogle lidt…øhm…anderledes frisurer, typisk med en farvet stribe fra pande til nakke (måske derfor der er omkring fem frisører i byen). En aften sad vi og spiste pizza i Løgumkloster downtown, og på en plads nær hvor vi sad, mødtes en to-tre Brian'er i deres biler og stod og chillede lidt - det var et lidt sjovt syn, fordi Løgumkloster er en lille kirkeby. Så tog en af dem pludselig en liter mælk frem og satte den oven på bilen, og vi kunne ikke lade være med at grine, fordi det så lidt spøjst ud med de der "seje" fyre og så den liter mælk…
Men nu er der lige et par uger til at få styr på de sidste ting, inden Rebekka og jeg rejser d. 1. september. Det er ret mærkeligt at tænke på, at jeg inden længe rejser om på den anden side af kloden. Jeg er spændt på, hvordan det bliver at være i et fremmed land i så lang tid, og hvordan det kommer til at gå med undervisningen. Glæder mig til at opleve landet og menneskerne, lære spansk, smage deres mad, komme i junglen og så selvfølgelig at danse salsa :) Sys det er fedt, at man danser salsa, når man går i byen dernede, for det techno-dance, som man danser herhjemme, bliver til tider lidt ensformigt. Så det bliver sjovt at prøve noget nyt. Tæller ned - om ca. 16 dage går det løs!

Nyere opslag Start