Exploring the wonders and shadows of Peru

Saa er vi i Mancora - badestedet over alle badesteder i Peru! Vi har kun vaeret her i 2 dage og er allerede begyndt at faa samme farve som kogte hummere..

Vi rejste fra Lima d. 25. december - dagen efter juleaften, som vi havde fejret sammen med Consuelo og hendes familie. For baade Rebekkas og mit vedkommende var det foerste gang vi ikke var sammen med vores egen familie juleaften, og det var specielt. I Danmark er julen noget helt saerligt, og en tid hvor man hygger sig med familien. Her er julen ikke noget, man gaar vildt meget op i. Men fordi Rebekka virkelig godt kunne taenke sig, at der kom et juletrae op at staa i stuen paa juleaften, fandt familien det kunstige trae frem, og der blev pyntet op. Og det blev faktisk helt flot til sidst :) Her er det en tradition, at naar det bliver midnat, fyrer man fyrvaerkeri af, og derefter spiser man - i vores familie spiste vi chancho (gris) sammen med russisk salat (som bestaar af pasta blandet sammen med mayonnaise, guleroedder og aerter). Til dessert spiser man paneton - italiensk kage som minder lidt om sandkage, og som man koeber ude. I loebet af dagen skete der ikke rigtig noget, udover at der blev pyntet lidt op og forberedt mad. Her er julen en tid for boernene - og det er kun dem, som faar julegaver. Saa da Rebekka og jeg havde lagt gaver under traet til de voksne ogsaa, blev de virkelig overraskede! Vi havde lavet en scrapbog til Consuelo, om de oplevelser vi har haft sammen med hende her i Peru (og saa nogle lidt skoere sider, som jeg ikke vil offentliggoere) samt et hjemmelavet armbaand. Til hendes soester Nena havde vi koebt noget laekkert chokolade, og til hendes datter Ariana havde vi koebt twister-spillet og lavet et armbaand til hende ogsaa. Til Raùl, Consuelos far, havde vi lavet en kalender med flotte kvinder, da han er ret tosset med dem, og i de maaneder hvor vi havde foedselsdag, havde vi indsat billeder af os selv - saa nu er vi ogsaa blevet kalenderpiger (dog paa anstaendig vis, hehe). Til hendes mor, Aurora, gav vi hende hendes yndlingschokolade, olè olè, samt nogle toffees og braendte mandler. Det var dejligt at se, hvor glade de blev for gaverne. Vi sagde, at julen i Danmark var familiens tid, og at ogsaa de voksne fik gaver der. Men her er oekonomien jo ikke til det, saa derfor er det boernene, der prioriteres. Egentlig er det ogsaa lidt skraemmende at taenke paa, hvor mange penge der bliver spenderet i juleraeset derhjemme - for mig er det en smule overdrevet. For at vise lidt mere af den danske jul lavede vi risengroed (havde taget groedris med fra Danmark af) med kanelsukker og en smoerklat. Og det faldt i god jord! :)

Men nu er vi som sagt i Mancora. Da vi rejste fra Lima, var der en 20 grader og overskyer, som der er de fleste dage i Lima - og da vi steg ud af bussen naeste dag, ramte vi en mur af varme, og over os var en skyfri blaa himmel! Saa nu er det rigtig blevet sommer, og vi nyder bare at kunne slappe af og slikke sol. Vi kunne godt taenke os at proeve at surfe en af de naeste dage, hvilket nok skal blive en sjov oplevelse - isaer for tilskuerne, da ingen af os har proevet det foer :)

Godt nytaar til jer alle sammen hjemme i det kolde nord - haaber I kommer godt ind i det! :)

… the idea of being in good time no longer exists in your way of thinking and you generally arrive at least five or ten minutes late.

…you become tight-fisted if the driver asks you and your friend for more than 2 soles (4 Danish crones) after a ride in his mototaxi.

…you relax too much about the hygiene and don’t use soap after having been taking a shit.

…your alcogel just lies in your toilet bag without being used and maybe that fact contributes to your returning stomach problems.

…you forget how to eat with a knife and generally only use a fork.

…you no longer feel flattered by whistles and remarks when you walk in the streets but on the other hand feel like choking their owner.

…you forget how to speak Danish properly and mix it with Spanish and English and create your own language, Spandanenglish.

…you get addicted to Vizzio and Sublime chocolate, cheap ice cream, hamburguesas, delicious mangoes, Inkacola, and cinema tickets for only 12 soles (24 Danish crones).

…you stop shaving and wearing makeup and walk in the same clothes for a loooong time so you don’t have to wash it that often.

Julen sig nærmer, støvet jorden dækker… Ja, her i Peru er det også ved at være jul – men hvor sneen nu i Danmark ligger i kæmpe driver, er sommeren på vej i Peru. Det er dejligt, for hvem vil ikke gerne have sol og sommer? Men samtidig kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har oplevet en hvid jul, så samtidig også lidt vemodigt.. Men – i fremtiden venter der masser af dansk jul, så mon ikke det går J Vi har dog forsøgt at bringe lidt dansk julestemning frem – vi har lavet julehjerter, bagt pebernødder og lavet havregrynskugler. Og så har Rebekka fået sendt en pakkekalender hjemmefra og jeg en skrabejulekalender, traditionen tro – og jeg mangler bare ét rensdyr! Når man går rundt i gaderne her, syner det ikke meget af jul, sammenlignet med Danmark hvor julen springer en i øjnene, hvor end man kigger hen. Der er dog nogle, der tænder lyskæder, når mørket bryder frem, som sammen med Limas millionvis af gadelamper er med til at lægge et uendeligt tæppe af lyskugler over byen – et syn som jeg aldrig vil glemme, og som er utrolig smukt og unikt. Men ellers er der ikke mange, der pynter op til jul. Nogle familier har juletræer med forskelligt julepynt på, men da man ikke har grantræer her, køber man kunstige træer. Man kunne også gå ned og fælde en palme, men det ville ikke have helt den samme effekt J Og så er der nogle, der har fremstillinger af Jesu fødsel, med hans krybbe og forskellige små figurer.

Vi har nu afsluttet den sidste workshop og har nogle dage tilbage her i Villa El Salvador, før vi drager videre på vores rejse op mod Mancora (som efter sigende skulle have Perus flotteste badestrand), hvor vi holder nytår – og nyder nogle dage på langs under en forhåbentlig skyfri himmel og drikker dejlige drinks :) Tiden er gået vildt stærkt endnu engang, og at skulle sige farvel til eleverne er lidt trist, for de har bare været så dejlige at være sammen med. Da vi ikke har haft spanskundervisning i det omfang, som vi havde, da vi var her før vi tog i junglen, startede jeg også noget lektiehjælp og udtale op nogle aftener, for at have lidt mere at give mig til. Eleverne der kom til det var fra basic-niveauet, så derfor måtte vi snakke spansk sammen det meste af tiden. Nogle af de piger, som kom til det, var altid så glade, og det smittede – efter en time med dem, kunne jeg ikke lade være med at gå hjem med andet end godt humør :)

I det sidste stykke tid vi har været her, er jeg kommet til at snakke meget med en elev, som bor lige ved siden af Cepromup. Det startede egentlig med, at jeg skulle hjælpe hende med at forberede hende til hendes eksamen på det institut, som hun studerer engelsk på. Snakken kom dog mere til at gå om religion, da det viste sig, at hun var mormon. Faktisk er der en del mormoner og andre folk her, som er ret religiøse, og dem jeg har mødt indtil videre har været glade for at snakke om det. Jeg har forsøgt at forklare, at jeg er protestant, men at jeg ikke direkte tror på en Gud, men at jeg tror, at der er mere mellem himmel og jord, end det man lige kan se med det blotte øje (eller det håber jeg i hvert fald, for tanken om at der ikke er noget, giver mig en desperat følelse somme tider). Men de fleste som jeg har forsøgt at forklare dette, kan ikke rigtig forstå, hvad jeg mener. Især hende eleven har svært ved at forstå det. Måske var det derfor, at hun en dag sagde, at hun ville vise mig en film. ”Det skulle vel ikke være en religiøs film?” spurgte jeg hende. Og jo, det var det. Den handlede om en rigtig newyorker-kvinde, som forelskede sig i en mormon i Utah og blev omvendt. Jeg begyndte at tænke, at hun måske ville forsøge på at gøre mig til en mormon også, så jeg sagde, at jeg syntes, at det var interessant at snakke med hende om hendes religion, men så heller ikke mere. Hun lød til, at det var helt i orden – hun syntes bare, at det kunne være spændende for mig at lære lidt mere om hendes religion. Men inderst inde havde hun nok håbet lidt på, at jeg kunne overbevises – men bare rolig, jeg kommer ikke hjem som mormon J Efter filmen viste hun mig mormonernes bibel og forklarede mig lidt om mormonernes baggrund: At en amerikansk mand ved navn John Smith, så vidt jeg husker, i 1800-tallet fik en åbenbaring fra Gud om, at han skulle oversætte mormonernes bibel, som var nedskrevet på plader af guld, til engelsk. Mormonernes bibel skulle være skrevet af nogle kristne profeter, som havde rejst til Amerika. Så forskellen på mormonernes bibel og vores bibel skulle være, at den førstnævnte handler om de bedrifter, som profeterne og Jesus gjorde i Amerika, og den sidste om profeterne og Jesus i Israel. Hvis jeg forstod det rigtig :) Mormonerne drikker ikke alkohol og ryger ikke, og sex før ægteskabet ses der skidt til, i hvert fald i hendes familie. Men hendes familie er virkelig søde og rigtig gæstfrie – trods det at en del mennesker her lever fattigt, er de alligevel utrolig gæstfrie. Og det kan somme tider godt være lidt svært at tage imod, når de byder en noget, når man ved, at de ikke har mange penge. Udover at være gæstfrie er mange, i hvert fald eleverne, virkelig høflige over for en, og det kan nogle gange godt virke lidt mærkeligt, da man ikke er meget ældre end dem. De kalder alle en for ”miss”, og selvom jeg har prøvet at sige til dem, at jeg helst vil, at de kalder mig mit navn, bliver de ved med at kalde mig ”miss” (måske er det fordi, at de ikke kan udtale mit navn, for det er der ikke mange der kan :P). Det var ret sjovt, de gange vi gik over til den bygning, hvor lektiehjælpen foregik i, for hver gang vi skulle over vejen, blev jeg nærmest holdt i hånden, og hvis jeg begav mig ud, og de ikke mente, at jeg kunne nå det, før bilen ville ramme mig, råbte de ”miss!” og trak mig tilbage. Det føltes lidt som at have ens mor ved sin side J Og når man skulle hjem efter at mørket havde brudt frem, blev man altid fulgt hjem til døren, så det føltes som at have bodyguards til at passe på en :)
Men tilbage til det med religionen. Jeg er før blevet inviteret i kirke af en elev, som var adventist, men det blev dog aldrig til noget – vi fandt aldrig en dag, hvor vi begge kunne, og så syntes jeg, at det ville virke lidt mærkeligt at sidde blandt nogle mennesker, som var så religiøse, når jeg ikke selv ville kunne gengælde den følelse (det var nok mest det sidste, der gjorde det :)). Og nu blev jeg så igen inviteret med i kirke af hende eleven, som er mormon. Jeg prøvede at sige, at jeg ville føle mig lidt malplaceret, men hun blev ved. Kan ofte godt have svært ved at sige fra (hvilket for et par uger siden bragte mig i en lidt akavet situation, kommer senere :)) Så jeg sagde ja til at tage med til en fest sammen med hende i en kirke nær det fattige område Oasis i Villa El Salvador. For at komme ind skulle man donere lidt forskelligt, som så ville blive givet til de fattige. Vi kom dog som festen var ved at slutte, men det gjorde mig ikke så meget, da de fleste stirrede på mig (de troede nok, at jeg var mormon :P). Så vi gik igen efter 10 min., hvorefter vi besøgte hendes søster, som boede nær kirken. Kirken var virkelig flot og stor og virkede ret malplaceret, da området var forholdsvist fattigt og ret ydmygt. Men kirker er jo generelt ofte pengeslugere, hvilket for mig er lidt modstridende, når der er så mange af de mennesker, som har været med til at betale til kirkerne, der selv lever i fattigdom. Men kirkerne skal vel afspejle Guds herlighed. Men nok om det – hvis religionen er med til at give tryghed og håb for nogle mennesker, som har brug for det, er det nok det vigtigste. Og det er der mange her, der har brug for.

Angående den akavede situation som jeg bragte mig selv i for et par uger siden pga. min til tider manglende evne til at være standhaftig og sige ”nej”: Vi var til en fest hos Danni, og jeg faldt i snak med en fyr. Vi snakkede godt sammen, stort set hele natten. Han tilbød mig at tage mig med på museum, hvis jeg havde lyst, og det kunne vi da godt. Så jeg gav ham min mail og mit mobilnummer. Men det skulle jeg ikke have gjort – han kimede mig ned konstant, trods det at jeg havde sagt, at det var et dansk nummer, og det ville koste klejner, hvis han ringede. Så jeg mistede lidt lysten til at tage med ham ud, da jeg ikke kan fordrage, når folk bliver for klistrende. Men han havde åbenbart ringet til sin ven, for at finde ud af hvor jeg boede, og han dukkede op foran døren. Og ned kom jeg i natbukser og lignede en zombie, da vi var kommet ret sent hjem aftenen før, fordi vi havde været i Chorillos for at se et kæmpe fyrværkerishow. Som jeg troede, at jeg havde sluppet af med ham, dukkede han op til en anden fest. Jeg sagde, at han vist ikke havde forstået, at jeg bare ville være venner, da han blev ved med at fortælle mig, hvor smukke mine øjne var og bla bla. Men jo jo, det havde han da, sagde han. Han spurgte mig, om vi skulle tage på museum en anden dag, og jeg sagde nej, men det virkede ikke. Så til sidst sagde jeg ja. Jeg fortrød det dog senere, da han i en time snakkede løs om poesi, og når jeg prøvede at sige noget, snakkede han for det meste bare videre, så det virkede som om, at han bare helst ville høre sig selv tale. ”Your eyes possess a powerful attraction” sagde han hele tiden, og jeg tænkte ”let me get away”… Så dagen efter skrev jeg i en mail, at det altså blev for meget, og jeg ikke havde lyst til at tage med ham. Men generelt er det sådan her, i hvert fald som jeg har oplevet det, at de ikke forstår, at man bare vil være venner. Før vi tog i junglen var vi til en fest her, hvor jeg sad og snakkede med en fyr, som efter et kvarter mente, at vi skulle holde i hånd. Hvor man i Danmark godt bare kan snakke med en fyr og ikke have intentioner om mere, tager de det her som et tegn på, at man vil mere. Hende eleven, som er mormon, var med til en af festerne og gjorde virkelig en stor deal ud af, at jeg havde siddet og snakket med forskellige fyre den aften. Hun mente også, at de fleste af de danske piger, som havde været her før os, havde været ret løse på tråden. Det er mange danske piger nok også, men her skal der ikke meget til, før at sladderen går…

Andre ting, som er ret forskellige fra den danske kultur, er når det kommer til, hvad man kan tillade sig at kalde folk, og hvad man ikke kan tillade sig. For eksempel er det ikke fornærmende her at kalde folk for ”gorda”, som på dansk betyder ”tyk” eller ”fed”. Både Rebekka og jeg har begge taget lidt på, mens vi har været her, men at vi er fede, vil jeg nu ikke sige. Men ofte får vi den dog smidt i hovedet, men nu hvor vi ved, at det er meget normalt at sige det til hinanden her, tager vi det ikke så tungt. Men det var noget, vi lige skulle vænne os til, da man i Danmark ikke sådan lige kalder en anden for fed – man kan måske godt sige til en anden, at han/hun har taget lidt på, men direkte kalde en for fed, har jeg ikke hørt nogen gøre i Danmark før. Der tænker man det vidst bare i stedet :) Men det er spøjst, for på nogen andre områder kan peruanere være ret dårlige til at snakke om ting og sige, hvis der er noget, de er blevet sure over. Det er der selvfølgelig også mange danskere, der er ret dårlige til, men alligevel synes jeg, at man i Danmark ofte tager en snak for at kunne gøre sagen bedre igen, og det syntes jeg ikke, at peruanere har for vane. En anden ting når det kommer til hvad man kan og ikke kan være bekendt at sige til hinanden er ordet ”barbie”. Der går ikke en dag uden at jeg hører en mand på gaden råbe ”barbie”, når jeg kommer gående, og jeg finder det ikke videre smigrende. Da en elev, en pige, en dag sagde ”hey barbie” til mig, og hun kunne se på mit ansigtsudtryk, at det ikke faldt i god jord, sagde hun, at det her ikke er et fornærmende ord, men nærmere et kompliment. Jeg sagde, at det i Danmark ville være ret stødende at blive kaldt ”barbie”, da det betyder, at man er billig og dum. Men her er det anderledes.

Der er en del ting, som jeg tænker kan være svært for mig at vænne mig til, når jeg kommer hjem til Danmark igen. Blandt andet når det kommer til punktlighed! Derhjemme kommer jeg for det meste til tiden eller i god tid, men dette eksisterer ikke rigtig her, hvilket på sin måde jo også har sin charme :) For en uge eller to siden var vi til graduation party på Cepromup for Advanced 3, som havde bestået deres eksamen og nu var færdige på skolen. Vi havde fået at vide, at ceremonien ville starte kl. 16.00, men at vi gerne skulle være der lidt før. Men vi har efterhånden været her en fire måneder, og den peruanske tid har haft sin indflydelse på os, så vi kom omkring kvart over fire. Vi ringede på klokken foran skolens indgang, men der gik et stykke tid, før der blev åbnet, og vi blev nervøse for, at ceremonien var startet, og ingen hørte klokken ringe. Men da vi så kom op, var der kun kommet én udover os – resten kom halvanden time senere! Og det er ret typisk her for peruanerne – man er ret langsom i optrækket generelt, hvilket på sin hvis er godt – at man tager det mere med ro og ikke stresser rundt, men samtidig kan det også være utrolig irriterende, at samfundet ikke er mere organiseret. Så jeg er spændt på, om jeg kan finde ud af at komme til tiden, når jeg kommer hjem, eller om jeg vil blive en pestilens for mange, hehe :)

Bliver lige nødt til at fortælle en pinlig oplevelse til sidst. Mange huse her i Villa El Salvador er ret ydmyge. For eksempel havde en af mine elever inviteret Rebekka og jeg over til hende for at spise frokost, og de lavede mad over bål uden for, og toilettet var et træskur uden lys. En dag hvor jeg var ovre hos hende eleven, som jeg har brugt meget tid sammen med på det sidste, skulle jeg låne toilettet, og min mave var ikke helt i top (behøver jeg uddybe mere?). Og toilettet har ikke nogen dør, men eftersom at lyset var tændt, gik jeg ud fra, at folk ville vide, at der var optaget. Men nej… Som jeg sad der, og gjorde hvad man nu skal en gang i mellem, kom elevens svigerbror vandrende ind, i færd med at knappe sine bukser op. ”Oh, perdon” sagde han, da han så, at der var optaget. Pinligt, siger jeg! Men kunne ikke gøre andet end bare at grine af det og lade være med at tage det så tungt. Det er jo en naturlig ting, eller noget… Det er også et emne, som er lidt af et tabu her. I Danmark kan man godt sige til sine venner, at man lige skal skide, men her siger man højest, at man lige skal på toilettet. Der var en dag, hvor jeg kom til at glemme dette og sagde til Pio, vores gode ven her, at ”I have to go home and take a shit”, og han var flad af grin. Det kan også bare være, at det er mig, der er for åben, når det kommer til den slags – håber ikke at jeg har gjort nogle af jer forlegne :)

Nu er der lidt mere end en måned til, at vi vender snuderne hjem af, og det bliver mærkeligt at komme hjem i danske omgivelser efter fem måneder i Peru. Dog fik jeg mig et lille glimt af Danmark her for et par dage siden, mens jeg stod og var i færd med at forme de pebernødder, som Rebekka og jeg ville tage med som dansk bidrag til en lille sammenkomst med de andre lærere på Cepromup sammen med havregrynskugler og frikadeller. Jeg stod med ryggen til fjernsynet og hørte ordet ”Dinamarca” i min øresnegl og tænkte, at det kunne da ikke være rigtigt – hvad skulle der da være at sige om lille Danmark her i Peru? Og så stod selveste Lars Lykke Rasmussen på talerstolen under klimatopmødet. Det havde jeg glemt alt om. Vildt surrealistisk at se klip fra Danmark i peruansk TV!

Til sidst vil jeg lige ønske jeg alle en glædelig jul og et godt nytår – jeg glæder mig til at se jer igen og give jer et kæmpe kram :D Vil tænke på jer juleaften og forestille mig hvordan I alle sidder derhjemme i stuerne, spiser and, flæskesteg, brune kartofler, brun sovs, risalamande og julekonfekt, danser om juletræet om åbner julegaver, omgivet af hvid sne og frostgrader, muligvis :) Det er mærkeligt for første gang ikke at skulle fejre jul derhjemme med familien, men samtidig en oplevelse at fejre jul i en anden kultur. Håber I alle har det godt og kommer godt ind i det nye år!

Har altid været lidt utilfreds med mit navn. Jeg har i mit liv kun mødt én anden ung, der også hed Birgitte - ellers kun midaldrende damer. Så har nogle gange for sjovt tænkt på at tage navneforandring - men det er slet ikke nødvendigt, i hvert fald ikke så længe jeg er her i Peru. De fleste har ret svært ved at sige og huske mit navn og af den grund er der opstået en del forskellige og ret interessante udgaver af det - virquire, verguite, Bridgit, Birgitii... Prøver forgæves at lære folk at sige "øh"-lyden til sidst i mit navn, men har kun oplevet nogle enkelte gange, hvor det har båret frugt. Men jeg giver ikke op :)

Hvis nogen skulle undre sig over, hvorfor der står v i stedet for b ovenfor, er det fordi, at der i spansk ikke er nogen forskel på v og b. Nogle gange kommer det til udtryk i engelsk-undervisningen, hvor eleverne nogle gange har svært ved at lave de to forskellige lyde. For tiden lærer jeg to af lærerne fra Cepromup lidt dansk, da de i januar skal rejse til Danmark - og når vi går gennem alfabetet, kniber det nogle gange med at huske, at der er forskel på de to bogstaver. Men det er det samme, når vi snakker spansk - så skal vi huske, at v og b udtales ens, hvilket også krævede lidt øvelse i starten :)

Min blog har været noget uopdateret i et stykke tid, kan jeg se – beklager mange gange, men i junglen er der ikke sådan noget som internet :) Men nu er vi tilbage i Lima (selvfølgelig ikke uden transportproblemer, men mere om det senere), hvor vores bærbare har ventet omtrent halvanden måned på os, så nu har jeg ingen undskyldning for ikke at skrive :P Tiden flyver simpelthen af sted – ved godt at jeg efterhånden har skrevet det en del gange, men det er ret mærkeligt, at vi allerede har været her halvdelen af tiden! Og nu er juleræsset nok gået i gang derhjemme, hvilket er svært at forholde sig til, da vi går sommeren i møde her i Peru… Men nok om det – nu vil jeg prøve at fortælle lidt om, hvad det er jeg har lavet den sidste halvanden måneds tid!

Turen til junglen

Volontørerne, som før har rejst til Peru, har som en del af deres rejse været en tur i junglen med Machete Tours, som Løgumkloster Højskole har en aftale med. Men hvor de forrige valgte at tage i junglen i december, valgte vi at tage af sted i november, for at være der før regntiden rigtigt gik i gang. Lodgen, som vi skulle opholde os på, lå i Manu-området, dog lidt ude i periferien. Der var i alt 4 bungalows (dog var der sat pæle op til endnu en, men guderne må vide, hvornår den bliver færdig – ting tager tid i Peru!). Vi skulle bo sammen med et peruansk par, Freddie og Amparo, samt Freddies onkel Tio, som sammen drev stedet. De kunne ikke tale engelsk, så vi måtte klare os med det spansk, vi havde lært – og det gik nu for det meste fint, men nogle gange misforstod vi dog hinanden. For eksempel var vandrøret en dag gået i stykker, og Freddie og Tio sagde noget til os, som vi troede betød, at vi skulle skynde os væk, inden vandet sprøjtede op, så vi skyndte os væk, men det viste sig dog, at de havde prøvet at sige til os, at hvis vi ville have et bad, så skulle vi tage det nu, mens der stadig var vand. Og vi stod bare der et stykke væk og gloede på dem, mens de prøvede at gøre fagter for at forklare, hvad de egentlig mente :) Et andet eksempel var en aften hvor Tio så ydmygt prøvede på at forklare os sin tro, og hans accent var ret svært at forstå. Han sagde, at han bad inden han gik i seng, hvilket på spansk hedder ”oro”, som jeg kom til at forveksle med det danske ord ”onanere”, så vi kom til at flække af grin, hvilket var ret synd for ham, eftersom han egentlig var i gang med at fortælle os noget ret seriøst!

I pagt med naturen – på godt og ondt
Peru har tre forskellige typer landskaber – kysten, højlandet og junglen. Og disse er vidt forskellige! På kysten er den kendetegnende farve brun/grå, da det er et ørkenområde, men da vi kørte med bus gennem højlandet på vej ud til junglen, var det en helt anden verden! Vi kørte gennem små landsbyer, hvor alle højlandskvinderne går med hat, har to lange fletninger, bærer en form for plissé-nederdel og har et farvestrålende klæde bag på ryggen, til det de bærer rundt på. Andesbjergene tårnede sig op omkring os, og som da vi nærmede os junglen, blev der mere og mere frodigt og grønt. Livet virkede til at gå sin egen stille og rolige gang – langt fra Limas stress og jag. En gang i mellem stødte bussen på en hyrde med sin flok af får, men så blev der lige dyttet et par gange. På bjergene kunne man se forskellige marker, som fulgte bjergets form, og her findes der ikke de moderne maskiner, som vi har i Danmark – her foregår det med håndkraft og hjælp fra dyrene.
Efter en lang bustur tog vi en lille båd ud til lodgen. Virkelig skønt at sidde og indånde frisk luft – i modsætning til Villa El Salvador, hvor ens næsebor næsten bliver sorte efter en dag pga. forureningen. Kunne ikke lade være med at føle mig privilegeret over at have muligheden for at opleve denne side af Peru, men samtidig gav det også en en lidt bitter smag i munden, da mange af dem, vi har lært at kende i Lima, aldrig har været uden for byen!
Det tog cirka 2 timers sejlads at komme frem til lodget. Den sidste bungalow var blevet gjort klar til os, og vi fik vores bagage pakket ud. Men det varede dog ikke længe, før vi skiftede bungalow: En vandrende pind kravlede på Rebekkas taske, og vi prøvede at få den ud på balkonen. Pludselig sagde hun meget kontant ”få dine sko på nu og så går vi ud!” – det viste sig, at hun havde set en meget meget giftig grønt slange oppe i taget, og da vi viste den til Freddie, fik vi ham overbevist om at flytte bungalow. Men dagen bød på mere end en giftig slange – om aftenen da vi var på toilettet (aftenen vil i junglen sige efter kl. 18, hvor det bliver bælgravende mørkt, så efter aftensmad og et par spil casino med Freddie gik vi i seng omkring kl. 20) var der taranteller – så fra den dag tissede vi uden for vores bungalow om natten og børstede tænder i køkkenet :)
Så kryb var der nok af: Slanger, kæmpeedderkopper, kakerlakker i massevis, salamandere, flagermus (vi have vores egen lille flagermus i bungalowen, som hver morgen havde efterladt en masse lort i min hængekøje), ildfluer, myreslugere, kæmpepindsvin (som til Freddies rædsel gik efter hønens æg), termitter (der var et kæmpe termit-bo i vores bungalow, som dog blev fjernet, men trods de mange liter petroleum der blev sprøjtet ud i hytten, blev de små sataner ved med at sprede sig), hvepse, bidende kæmpemyrer, you name it… Men til vores overraskelse var der ikke ret mange myg. Så pga. de kryb sov vi i samme seng – jeg var lidt af en tøs med alle de kakerlakker, men til sidst vendte man sig faktisk til dem.
Udover diverse klamme kryb, som ofte skræmte en fra vid og sans, bød junglen dog også på aber, der svingede sig frem og tilbage oppe i træerne, og tonsvis af farvestrålende sommerfugle – men vi så dog ingen tigre eller pumaer, men det var nok heldigt nok. Omkring os groede der ananas, papayaer og bananer, mmh! Og om natten sang tusindvis af sirener deres sang under en stjernefuld himmel, mens vi forsvandt ind i drømmeland :)

Hanekamp
På lodget havde de husdyr – en hund ved navn Machin, som Freddie udvekslede mange kloge ord med, samt en hane og en høne. Af en eller anden grund tog hanen et antipati mod mig fra en af de første dage – og det udviklede sig til sig til et hadfulgt fjendskab mellem os. Jeg skal nu prøve at beskrive, hvordan kampen udviklede sig: Det var en stille og rolig dag, og jeg var på vej ned af trappen fra vores bungalow for at gå over til køkkenet. Men dér, for enden af trappen, stod hanen, så jeg ventede, til den var gået lidt væk igen. Men som jeg kom gående satte den pludselig i løb efter mig, så jeg løb skrigende over mod køkkenet, hvilket må have været et ret sjovt syn (en skrigende blondine med en hane i nakken :P). Eftersom jeg havde min menstruation på dette tidspunkt, tænkte jeg, at det måske var derfor, at den var lidt oppe at køre. Men så nogle dage senere, da jeg begav mig over på toilettet, sneg den sig efter mig igen. Jeg narrede den dog, for da den var på vej over mod mig under broen, så jeg mit snit til at løbe over broen, og så blev den snotforvirret. Derefter tog jeg for det meste riven med mig, når jeg gik rundt, og til sidst en dag, hvor jeg var ovre med noget vasketøj, og hanen igen havde set sig ondt på mig, lykkedes det mig at skræmme det væk. I et forsøg på at komme problemet til løs, købte Freddie en høne til hanen, som de så pænt navngav ”Bridgit”, og efter det så vi ikke så meget til hanen. Hvem ved, måske prøvede den bare at gøre kur til mig, men dens scoretricks virkede dog ikke helt :)

Selve arbejdet
Det vi egentlig var kommet for var at udføre en form for arbejde – enten fysisk ved at arbejde omkring lodget eller at lære indfødte landsbybørn lidt engelsk på den skole, der lå i landsbyen Nuevo Eden ikke langt fra lodget. Vi ville primært arbejde fysisk for at få et lille break fra at undervise, og så måske tage over på skolen et par gange, men af en eller anden grund lykkedes det ikke skolens lærer at planlægge det, så det blev aldrig til noget. Derfor bestod arbejdet udelukkende af at arbejde omkring lodget med macheten eller riven, når nu ellers regnen ikke satte en stopper for arbejdet. Freddie ville gerne have fældet de træer omkring lodget, som ved lynnedslag (som er monster skræmmende her) kunne ramme hytterne, men disse træfældninger gik dog ikke altid som smurt, og nogle gange ramte træerne hjørnet af hytterne. Der var et par gange hvor Rebekka og jeg mente, at de burde hakke fra en anden side af, end de gjorde, eller have trukket torvet i en anden retning – og hvor vi fik det bekræftet, eftersom træet ramte en hytte. Men der skete heldigvis ikke de store skader… :) Men da vi forlod lodget efter en 3-4 uger, så stedet dog ret massakreret ud – ude i kanterne lå der rester fra de træer, som var blevet fældet, og det ukrudt, som vi sammen havde luget væk, var blevet samlet i store bunker rundt omkring for derefter at blive brændt af, hvilket efterlod store sorte pletter. Men det var sådan, de ville have det, og så måtte vi jo gøre sådan. Men vi efterlod os dog en god ting – vi lavede et lille bålsted, hvor vi en dag lavede snobrød og drak rom og inka-cola, takket være Rebekkas spejder-egenskaber :)
”Uden mad dur helten ikke”, lod til at være Freddies motto. Eller rettere sagt ”uden meget mad dur helten ikke.” De portioner som Freddie og Tio kunne spise var virkelig enorme, og de syntes, at vi spiste meget lidt (hvilket jeg fandt lidt sjovt, eftersom jeg derhjemme altid får at vide, at jeg spiser for 2 personer). Men hvis man ikke spiste, fik man ingen styrke til at arbejde, sagde han. Overvejede på et tidspunkt at tælle hvor mange gange Freddie sagde ordene ”trabajar” (arbejde), ”comer” (spise) og ”fuerza” (styrke), men jeg opgav.

Turen til Blanco
I den sidste uge tog Freddie og Tio os med på en tur til et sted kaldet Blanco (et sted ved floden hvor de har en lille hytte, 12-15 km fra lodget). Vi tog af sted om morgenen og gik 5-6 timer for at nå frem til stedet. Der var ret mange vandpytter undervejs, så det var godt, at vi havde gummistøvler på. Vi satte telte op – et til Freddie, et til Tio og et til Rebekka og jeg (det er lidt spøjst med mænd hernede – det er normalt at folk giver hinanden kindkys, men bestemt ikke hvis det er to mænd! Og Freddie og Tio ville sove i hver deres telt. Så mænd vil helst holde sig på afstand af hinanden, så de ikke bliver mistænkt for noget). Men så om natten øsede det ned, og det forsatte hen af morgenen. Derfor var de små vandpytter blevet til små søer, og så hjalp gummistøvlerne ikke ret meget. Et tidspunkt gik vi med vand op til halsen, så det var lige før vi måtte svømme. Det resulterede i ret opløste tæer, da vi nåede hjem til lodget hen ad eftermiddagen. Men bagefter var det egentlig en ret sjov oplevelse, og vi havde fået oplevet regnskoven!
Det skal lige siges at Tio, ifølge Freddie, aldrig før havde set skandinaver, så derfor var han en smule, hvad skal man sige…kulret, mens vi var der. Før turen til Blanco havde han sagt nogle flatterende ting til mig, men så da vi var ude at gå en tur omkring hytten ved Blanco, begyndte han at spørge, om jeg havde en kæreste, med en ret seriøs mine (og han er altså tres år). Og næste dag da vi på vej hjem skulle krydse en flod (dagen før havde vi balanceret over en træstamme, men denne var nu dækket af vand, så Freddie og Tio var så opfindsomme af bruge et langt fiskenet som tov, som vi kunne holde fast i, så vi ikke røg med strømmen) og Tio kom for at hjælpe mig med over på den anden side, begyndte han at sige noget til mig og smile, men jeg prøvede at få samtalen over på noget andet ved at spørge, om jeg skulle gå over træstammen med eller uden gummistøvler og bla bla… Men han var nu en sød mand, men en anelse for gammel til min smag, hihi :)

Tilbage i Cuzco

Efter en 3-4 uger i junglen, hvor ens krop fik fremmanet en lugt, som man ikke troede var mulig, hvor ens hår på benene groede sig så lange, at de lignede mande-ben (det var et lille eksperiment, don’t ask), hvor naturen fik en til at føle sig, som var man i en film, og hvor den alt for gode mad har resulteret i lidt større kinder, tog vi tilbage til Cuzco. Eftersom vi var gået ind i regntiden, havde vi bestilt en jeep i stedet for at køre med bus, da det er blevet aftalt mellem højskolen og Machete Tours at volontørerne skal gøre dette. Nogle dage før vi skulle af sted kommunikerede Freddie med Machete Tours over radioen for at planlægge hjemrejsen, og de begyndte at sige, at det ikke var muligt at få jeepen til det sted, som vi havde aftalt. Men i sidste ende lykkedes det dem dog at få jeepen frem som aftalt, og vi kørte med den hele vejen tilbage til Cuzco. Undervejs så vi en lastbil, som for nogle dage siden var skredet, og personer havde mistet livet.
Herefter havde vi cirka en uge i Cuzco, inden vi skulle på Inca Trail. Men desværre løb vi ind i maveproblemer, og måtte bruge meget af tiden nær et toilet :( Men det vi fik set af Cuzco var uden tvivl virkelig charmerende. Cuzco er Perus turistby nr. 1, og det mærkedes tydeligt, når man gik rundt i byens gader, men alligevel er byen super hyggelig. Der er butikker over det hele, som virkelig kunne lokke shoppe-genet frem i en, og restauranterne ville ingen ende tage. Den mest syrede restaurant/bar vi var på var et sted ved navn ”Fallen Angel”. Maden var super lækker (dog lidt dyr), og der var et kæmpe udvalg af drinks. I loftet hang engle og diskokugler, bordene var akvarier og så videre. Spøjst sted, men ret cool… Og så var der en restaurant ”Victor Victoria”, som lavede virkelig god morgenmad, så der blev vi en form for stamkunder :) En anden hyggelig restaurant var ”Trotamundos” med udsigt over pladsen til katedralen, hvor man kunne sidde og varme sig foran et åbent ildsted. Så hvis der er kommende volontører, der læser dette, er disse steder et besøg værd. Før vi løb ind i maveproblemer, nåede vi dog at komme ud at riverrafte, hvilket var virkelig sjovt – floden var ikke så vild, som den kunne være, men det var nok godt nok, da det var vores debut :)

Inca Trail

Rebekka og jeg havde bestilt en trekking-tur på den berømte inka-sti med Llama Path – 4 dages vandren i bjergene nær Machu Picchu, den gamle inka-by. Turen var i alt omkring 45 km, men ikke bare lige ud – under turen ville vi bestige 3 passer, hvor den første var en stigning fra 2720 m til 4200 m. Men turen ville give mulighed for at opleve landskabet og gamle inkaruiner på en helt anden måde, end hvis man vælger at tage toget dertil.
Vi var i alt 13 personer – et par fra Skotland, et par fra England, to piger fra England, et par fra USA, et par fra Italien, en mand fra New Zealand og så os. Den første dag skulle være en blød start – vi blev dog nødt til at holde lidt flere pauser end de andre, for at vi kunne få vejret. Kondien var ikke, hvad den havde været, men de dage i Cuzco med maveproblemer havde nok ikke været med til at gøre den bedre. Men trods det, at vi blev presset til det yderste, var udsigterne undervejs utroligt smukke, og de kæmpe bjerge fik en til at føle sig ret lille.
Vi havde regnet med at maden ville være ret beskeden, men nej – den mad, som kokken kunne fremstille, var som gourmet-mad! Til morgenmad var der vekslende brød, pandekager, omeletter, frugtsalat, quacker (en form for havregrød) og yoghurt. Den sidste dag var der endda lagkage. Vi fik varm mad til både frokost og aftensmad – salat, pasta, fisk, kød, lomo… Og så var der Happy Hour sidst på eftermiddagen med kiks og popcorn! Derudover gav de os snacks til turene, og hver morgen blev vi vækket med coca-te, som gav kroppen varme og energi.
Mens man travede derudad og prustede og stønnede, blev der ofte råbt ”porter’s coming”, så man kunne flytte sig ind til siden, hvorefter man blev overhalet af peruaner med 25 kg på ryggen – men for hvem det lignede at være let som en leg. De var ansat af de forskellige firmaer til at bære på telte, mad og andet udstyr. Det var virkelig fascinerende at se porterne komme rent ud sagt løbende forbi så let som en fjer, mens man selv var ved at segne af udmattelse!
Vi havde to guider med på turen, Franco og Flavio, som begge var rigtig rare og gode til at tale engelsk (med et hyppigt brug af ordene ”okay” og ”amigos”). De var gode til at fortælle os om de inkaruiner, vi stødte på undervejs, og generelt om inkaerne og livet i Andesbjergene. Fordi vi alle havde været virkelig tilfredse med den service, vi havde fået, og at de bare havde styr på tingene, gav vi dem gode drikkepenge. Men det med drikkepenge er en lidt spøjs historie: Vi havde på forhånd fået at vide, at der på turen ville blive holdt en lille ceremoni, hvor portnerne blev præsenteret, og hvorefter vi så skulle blive enige om, hvor mange drikkepenge vi ville give dem. Vi havde endda fået at vide, hvor meget det blev forventet, at vi ville give – en ret mærkelig tradition, da drikkepenge egentlig er noget, man selv bestemmer, om man vil give. Det kunne man også her, men alligevel blev det forventet, at man gav et hvis beløb. Men de havde helt sikkert fortjent det, for den energi, de besad, var simpelthen enorm – mange af dem vendte endda direkte tilbage fra en tur for igen at begynde på en ny uden nogle dage til at slappe af!
Trods flere dages ømme muskler var synet af Machu Picchu den sidste dag det hele værd. Efter at have stået op kl. 03.30 for at komme som nogle af de første i køen for at blive givet adgang til trailens sidste stykke og dernæst nærmest løbet om kap for at komme først til ”the Sun Gate” for at se solen stige op over Machu Pichu (som dog først brød frem lidt senere), var vi ret smadrede, da vi endelig var nået målet. Men jeg tror aldrig, at jeg har set noget så smukt som det sted! Og da vi mødte de turister, som havde taget toget dertil, følte man sig en lille smule stolt :)
Lige en sjov historie med på vejen – backpackere er nogle gange lidt syge i hovedet. I hvert fald var der en ung fyr fra Australien, som på det sidste camp site besluttede sig for at hoppe nøgen rundt på nogle ruiner tæt ved. Det var et sjovt syn, men ret pinligt for ham, da han fandt ud af at en anden gruppe havde set showet ;)
Og så selvfølgelig et godt råd: Varm te er guds velsignelse, når der ikke er mange plusgrader omkring dig, men klapborde er kun klapborde, så læg ikke for meget vægt på dem, så teen ryger ud over dig selv (taler af erfaring)…

Back in Lima

Efter Inca Trailen var det tilbage til Lima – efter at have været væk i omtrent halvanden måned var det lidt mærkeligt at skulle vende tilbage til et helt andet liv. Men vi så frem til at vores ømme kroppe kunne få slappet af i bussen, og vi havde denne gang besluttet os for at rejse med Cruz del Sur, efter vores ret uheldige oplevelse med Ormeño – der skulle endda være bingo under turen, jiha! Så vi troppede op foran Cruz del Sur’s disk for at bestille billetter, men det var åbenbart ikke muligt at rejse på det tidspunkt, som der stod på hjemmesiden (der var nogle demonstrationer i en af de byer, som bussen skulle passere, og den anden rute blev åbenbart ikke kørt denne dag). Hvis vi ville med Cruz del Sur skulle vi vente 10 timer i Arequipa. De tilbød os i stedet en rejse med et andet selskab, som vi ikke kendte, men bussen skulle køre direkte til Lima, så vi købte billetter. Men så om natten opstod der en blokade midt i ørkenen, så bussen kunne ikke komme videre – og vi måtte tage bagagen med os og gå 2 timer gennem ørkenen for at komme frem til en bus i den anden ende, som derefter kunne tage os videre. Det kan da kun være i Peru, man kan opleve det!

Saa er vi kommet til Cuzco efter en laaaang bustur! Det er som om, at de hoejere magter ikke vil, at vi rejser - vi har i hvert fald haft en del uheld med os hvad angaar transporten. Flyturen til Peru tog jo noget laengere tid end planlagt, da vores fly fra Danmark var forsinket, saa vi ikke kunne naa flyet til Lima.
Vi havde valgt at rejse med busselskabet Grupo Ormeño, som vi havde hoert gode ting om. Man skulle ikke booke billetter i forvejen - hvis man bare kom et par timer foer, skulle man kunne faa en billet. Saa vi kom omkring kl. 14 - bussen skulle koere kl. 16. Vi koebte billetter til Royal Class, da turen ville tage omkring 29 timer, og saa er det rart, at man foeler sig godt tilpas. Men da klokken naermede sig 16, fik vi af vide, at bussen foerst ville koere kl. 18, da der ikke var nok passagerere med endnu. Men vi er efterhaanden blevet vant til ventetiden hernede, saa det gjorde ikke saa meget. Lidt senere fik vi saa af vide, at det ikke var muligt at rejse paa Royal Class alligevel, men paa Business Class i stedet... Vi begyndte efterhaanden at maerke, at taalmodigheden blev mindre og mindre, og vi var lidt irriterede over, at der var saa lidt styr paa tingene. Men omkring kl. 19.30 (ca. 3-4 timer senere end planlagt) sad vi i bussen og var paa vej til Cuzco, finally!
Nu kunne der da ikke vaere mere uheld tilbage i posen, taenkte vi. Men nej... Naeste formiddag stoppede bussen i Arequipa, og vi fik af vide, at alle passagerere skulle af her og finde en anden bus til den by, de nu skulle hen til. Det var ikke lige, hvad vi havde brug for at faa af vide efter en nat med for lidt soevn... Den naeste bus ville foerst koere kl. 19! Men der var ikke rigtig noget at goere ved det, saa vi tog en tur ind til centrum og kiggede os lidt omkring, dog noget slukoerede. Vi tog tilbage til busstationen omkring 17.30 for at vaere i god tid til bussen, men nu var der pludselig ikke en bus, der gik til Cuzco kl. 19 alligevel, saa vi fik nogle billetter til et andet selskab, som vi ikke kendte, hvor bussen ville koere kl. 20.35. Vi foelte os ikke helt sikre ved situationen, da vi ikke kendte selskabet, og her i Peru sker det somme tider, at folk kommer paa busser og stjaeler og i vaerste fald voldtager passagerere. Men vi fik af vide, at bussen ville koere direkte til Cuzco uden stop, saa det burde vaere sikkert. Vi havde faaet af vide, at bussen ville gaa fra terminalen over for, saa da klokken var 20, gik vi over til den anden terminal. Men da vi kom derhen, blev vi vist tilbage til den terminal, vi kom fra! Taalmodigheden havde nu naesten naaet nulpunktet. Og det var bare et stort ragnarok, da vi skulle ombord paa bussen - folk masede sig frem for at komme foerst, og begrebet koe-kultur var der vist ingen, der kendte noget til (Celine, du ville have vaeret gaaet ud af dit gode skind!). Vi kom dog ombord langt om laenge, og krydsede fingre for at vi naeste morgen ville vaere i Cuzco.
Og det var vi! Nu skulle vi bare finde en taxi ind til centrum. Og der var nok af dem - taxichauffoerere vrimlede omkring os. Vi gik lidt vaek derfra, da vores taalmodighed ikke lige var til at haandtere en flok af maend, som alle gerne ville have os med i deres taxi. Vi fandt en lidt laengere vaek og blev sat af paa Plaza de Armas - Cuzcos centrum. Derefter fandt vi et hostal (Hostal Rojas), som vi havde laest om i vores Lonely Planet, og bookede os ind der. Vi skulle give 60 soles pr. nat for 2 personer, hvilket vil sige 120 kr. - vi kunne sikkert have faaet en lidt bedre pris, hvis vi havde pruttet lidt, men det havde vi ikke lige overskud til. Personalet er venligt, og det er et hyggeligt sted.

Ja, det var lige en kort opdatering... Det med den spanske tid og mentalitet har paa den ene side sin egen charme, men den har ogsaa gaaet os paa nerverne en del gange efterhaanden! Men vi kom til Cuzco helskindede og er nu ved at faa de sidste ting paa plads, inden vi tager i junglen i morgen tidlig - kryds fingre for os! :)

Der sker ting og sager her i Villa El Salvador – Rebekka og jeg har efterhånden oplevet en del mindre behagelige oplevelser. Det toppede dog her mandag aften, eller rettere sagt natten til tirsdag.
Consuelo og jeg havde været en tur i fitnesscenteret og var på vej hjem. Da vi gik forbi La Chancheria (et stort offentligt marked, som ligger lige uden for det hus, vi bor i) så vi, at folk var ved at tage de varer, de sælger, ud derfra. Vi havde hørt et rygte om, at politiet ville komme i weekenden for at rydde markedet, men mandag morgen var der stadig ikke sket noget. Grunden til at politiet vil rydde markedet er fordi, at det ikke er lovligt – staten har ikke givet dem ret til at have et marked der; det er noget, de selv har bestemt sig for. På den ene side kan man selvfølgelig sige, at det er retfærdigt, at politiet vil rydde markedet, for loven skal jo overholdes – hvis alle bare satte sig på den jord, de ønskede, og kaldte det deres eget, ville det jo blive et kaos. Derudover er La Chancheria et af Villa El Salvadors farligste områder, da der er meget tyveri – tyvene ved at folk bærer penge på sig her, for de kommer jo til markedet for at handle. Men på den anden side udgør La Chancheria levevejen for masser af mennesker, som nærmest lever deres liv der. Hvis markedet blev ryddet, ville de mennesker miste deres arbejde. Så hvad er bedst? Under alle omstændigheder skete der ikke noget i weekenden, og Rebekka og jeg tænkte, at der nok ikke ville ske noget, før vi tog i junglen. Men nej… Folk var ved at fjerne deres varer fra markedet, fordi det var blevet sagt i nyhederne, at politiet ville komme omkring kl. 02. Da klokken var omkring midnat, var hundredvis af mennesker samlet ude foran markedet, og de stod med store kæppe og sten klar til at forsvare sig mod politiet – på en måde var det som at se en film, og det var ret svært at forholde sig til for sådan et par ”bondepiger” som os. Vi har aldrig rigtig oplevet en demonstration før – den eneste gang jeg har oplevet noget, der lignede en demonstration, var da jeg var i København for at besøge min søster. Da politiet kom omkring 00.30 brød helvedet løs, og folk løb mod dem. Familien sagde, at vi skulle gå ned i stuen, fordi vi kunne risikere, at vinduerne måske ville blive smadret (det skete dog ikke). Vi sad nede i køkkenet, men vi kunne ikke lade være med at gå hen til vinduet og kigge ud for at se, hvad der skete. Pludselig blev der kastet med ild, og folk løb rundt. Det føltes som sagt som om, at det var en film, der var puttet på – men lidt efter gik det dog op for os, at det var virkelighed. Politiet smed tåregas, hvori der var blandet noget chili, og det trængte ind i huset. Det føltes virkelig ubehageligt – Aurora, Consuelos mor, råbte til os alle, at vi skulle drikke vand og skylle vores ansigt. Vi blev bange for, at vi lige pludselig ikke kunne få vejret, for gassen gjorde, at man hostede og fik opkastfornemmelse, så vi drak og drak. Chilien, som var blandet i tåregassen, sveg i kinderne, og det føltes ikke rart, og vi var helt røde i hovedet på grund af den. Det gik dog allerede væk efter nogle minutter, og vi var ret våde bagefter, da vi havde plasket med vandet for at få gassens virkning væk. Uden for kunne vi høre skud og råb (fik dog dagen efter at vide, at ingen var blevet skudt – politiet havde vist bare skudt op i luften). Ikke længe efter havde politiet sat et hegn op og dermed fået demonstranterne under kontrol. Derefter gik det forholdsvist stille og roligt, og folk fik lov til at gå ind og tage deres sidste varer ud, før markedets vægge ville blive revet ned. Vi tog vores soveposer med ned i køkkenet, og Aurora lagde madrasser på gulvet, så vi kunne sove der.
Da vi vågnede i morges, var det et noget skræmmende syn, der ventede os ude på gaden: De læskure, der før havde udgjort markedet, var fuldstændig ødelagt og lå og flød på jorden. Massevis af mennesker gik rundt derude og samlede de stykker, som de kunne sælge til genbrug. Det føles virkelig mærkeligt, at der bare er tomt derude nu, og at man ikke længere kan gå ned og købe det, man lige mangler. Selvom der opholdte sig mange tyve der, og hygiejnen var ret dårlig, var der alligevel noget charmerende over det. Og man kan ikke lade være med at tænke på, hvad der mon er blevet af de mennesker, som før næsten levede deres liv i det marked.
Ja, der sker ting og sager her i Peru – ting som er så langt fra det liv, man kender i Danmark!

Rebekka fandt nogle videooptagelser fra demonstrationen og dagen efter rydningen. Tryk her for at se videoen fra natten (efter omkring 1.22 min. og igen efter 1.30 min. ses vores hus - det er lyseblåt for neden og hvidt længere oppe. Tåregassen blev smidt lige uden for vores hus.) Tryk her for at se videoen fra dagen efter rydningen, hvor markedet er blevet fuldstændig ødelagt.

Det bliver vist nogle ret lange blog-indlæg, jeg får skrevet, for jeg er ikke så god til at opdatere den så ofte, så der hober sig mange ting op – men der sker bare så mange ting omkring en, og dagene flyver af sted…


Lidt om hverdagen og den spanske tid

Vi har nu været i Peru i lidt over en måned, og føler at vi efterhånden er faldet til – vi har fået en hverdag og mødt en masse nye mennesker – peruanere så vel som danskere (vi er faktisk 6 danskere nu, som arbejder på skolen). I hverdagene har vi 2 timers spanskundervisning og derudover vores engelsk-workshops, så om formiddagene går meget af tiden med at få lavet lektier og forberede workshoppen. Nogle af aftenerne tager vi med Consuelo i et fitness-center – det er dejligt at få brugt kroppen lidt, og sjovt at opleve hvordan man træner her, for det er meget påvirket af salsa moves, men det gør det kun sjovere :)
En aften var vi også i biografen med Consuelo og hendes søster Nena, hvor vi så en film ved navn ”Tarata”, som handlede om et terrorangreb, der fandt sted i bydelen Miraflores i Lima i 1992. Der var guerillagruppen ”Den Lysende Sti” (Sendero Luminoso), der stod bag angrebet, hvis ideologi var kommunistisk, og som på det tidspunkt gjorde oprør mod regeringen. Filmen var på spansk, og der var ingen undertekster, ikke engang på spansk, så derfor var det begrænset, hvad vi forstod, men det var da nok til at forstå sammenhængen – og så kostede en billet kun 9 kr. :)
Nogle gange tager vi i indkøbscenteret TOTTUS, når vi skal have handlet ind til at lave pandekager (som vi efterhånden har lavet et par gange, for de er ret populære) og noget morgenmad. Her spiser man som regel brød med smør, marmelade, ost eller oliven, men vi er begyndt at købe cornflakes og andre ting som et andet alternativ – ellers ryger der nemt 5 stykker brød ned om dagen, og det er nok ikke så godt i længden :) Her den anden dag fandt vi ud af, at man kunne købe havregryn, så nu laver vi havregrød i mikrobølgeovnen, uhm! Familien synes dog, at det er lidt mærkeligt, for her spiser man ikke havregryn, som de er, som man gør i Danmark – her tilbereder man dem altid på den ene eller anden måde, hvis man spiser dem.
En formiddag var vi med to lærere fra CEPROMUP, Julio og Sergio, ude at dele flyers ud for skolen. Det gør de med jævne mellemrum for at gøre folk opmærksomme på, at de kan studere engelsk. Og så giver det jo også kun mere opmærksomhed, når der er to europæere med til at uddele dem…
De fleste ved nok, hvad man snakker om, når man taler om ”spansk tid”. Og selvom det ikke er Spanien, vi er i, er den spanske tid ikke mindre fremherskende her. Når man laver nogle aftaler med peruanere, er det altid en god idé at sætte tidspunktet til en halv time eller en hel time før. Men nu skal vi ikke gøre os til nogle engle, for vi har selv vænnet os til den spanske tid – vi kommer næsten altid for sent ud af døren… Gad vide om vi kan finde ud af at holde aftaler, når vi kommer hjem til Danmark igen :)


Undervisningen

Et eksempel på den spanske tid er for eksempel når det kommer til vores engelsk workshops. De varer i teorien 2 timer ad gangen, men på grund af den spanske tid bliver det som regel kun til halvanden time. Der er et par af eleverne, som altid kommer til tiden, mens andre godt kan finde på at komme et kvarter eller en halv time senere. Jeg har prøvet at sige, at jeg synes, at de skal prøve at komme til tiden – mest for deres egen skyld, men også for dem som er kommet til tiden, for det er lidt svært at begynde ordentligt, når alle ikke er der. Men der er ikke så meget at gøre der, for det er en del af deres mentalitet :)
De elever, som jeg har, er forholdsvis unge – omkring en 16-17 år. De er lidt generte, hvilket er typisk for peruanske skoleelever, har vi fået at vide, men jeg tror også, at det er fordi, at de ikke er så gamle. Der var ikke så mange, der kendte hinanden i forvejen, og der er stor forskel på deres niveau. Men det er super skønt, når man får dem til at grine, og vi har det sjovt. Elever her i Peru er ikke vant til at man diskuterer på samme måde, som vi er det i Danmark. Når de har engelsk, lærer de for det meste en masse grammatik, men de er ikke vant til at skulle sige deres mening, og det er det, vi skal forsøge at få dem til. Der var faktisk en dag, hvor vi snakkede om ”gender roles”, hvor der kom lidt diskussion, og det var rigtig fedt. Det var hovedsageligt på grund af en elev, der til tider har nogle lidt spøjse holdninger. Den første dag kom det for eksempel frem, at et af hans største idoler var Hitler, og der blev pludselig en lidt anspændt stemning i klassen, da dette kom frem… Efter at have spurgt ind til det lød det dog til, at han mente, at det Hitler gjorde mod jøderne var forkert, og at han beundrede ham for hans stærke lederskab. Da vi snakkede om kønsroller, kom jeg med udsagnet, at kvinder skulle blive hjemme og lave mad, gøre rent og passe børnene – alle gik til disagree-siden, bortset fra ham her, som gik til agree-siden – kvinden var nemlig bedst til at tage sig af de mere følelsesmæssige ting i livet, mente han. Og det er der måske noget rigtigt i, men hvad så hvis kvinden har en drøm om at blive frisør? Der vidste han ikke helt, hvad han skulle sige… Og da jeg kom med udsagnet, at mænd skulle være fysisk stærke for at være rigtige mænd, var han også den eneste, der gik til agree-siden. Så hans holdninger er anderledes fra andres – men det gør det kun lettere at få en diskussion i gang. Men han ved en del om forskellige ting og er ret intelligent, og det sys jeg egentlig er fedt.


”Dit og mit”

En ting Rebekka og jeg har tænkt en del over er synet på, hvad der er dit og mit. Jeg vil lige komme med et par eksempler:
Rebekka havde ladet sin tandbørste og tandpasta ligge i badeværelset i en pose. Men på mærkværdig vis forsvandt indholdet i tandpastatuben ret hurtigt, og Rebekka havde ikke børstet tænder oftere end hun plejer. Så nu har hun valgt at lade tandpastaen ligge på vores værelse, og nu varer den længere :)
Den første gang vi lavede pandekager faldt de i rigtig god jord – og det var super at lave noget, som familien kunne lide. Der var to pandekager til sidst og Rebekka og jeg tænkte ”Yeah, pandekager til morgenmad!”. Men så da vi stod og fik lidt frisk luft udenfor, så vi pludselig det lille medlem af familien komme ud med pandekagerne, som hun skulle give til et andet familiemedlem længere nede af gaden. Vi syntes, det var lidt mærkeligt, at de ikke havde spurgt os først, om de ikke kunne tage de sidste pandekager og give dem til nogle andre – det havde selvfølgelig været helt okay; det kan man kun tage som et tegn på, at de smagte godt.
Vi har oplevet andre gange, hvor vi har købt noget, som på mystisk vis er forsvundet, og vi har tænkt lidt over, at det er sjovt, at man ikke spørger først, for det er man vant til derhjemme. Det er ikke fordi vi vil have vores ting for os selv, det er mere princippet i at man ikke spørger først. Men der er ikke så meget andet at gøre end at trække på skuldrene :)


Masser af smagsoplevelser

Det kan ikke nævnes for ofte hvor fantastisk mad Consuelos mor Aurora laver – det smager virkelig godt! Her spiser man det store måltid om dagen, og det er altid to retter hver gang: Først soppe efterfulgt af en anden ret. Soppen er ikke som man laver den i Danmark – her er der altid pasta eller kartofler i og masser af grønsager. Den anden kan så for eksempel være ris og/eller kartofler med noget kød. Jeg har spurgt Aurora, om hun ikke vil skrive nogle af sine opskrifter ned til mig, hvis hun altså vil røbe sine hemmeligheder :) Og så fandt jeg en mini-opskriftsbog, som jeg bare måtte have (ved godt du sidder og griner nu Klaus, hehe). Maden er så god, at jeg ikke savner dansk mad overhovedet – bortset fra rugbrødet! Havde taget en pakke rugbrødsblanding med hjemmefra, som bare skulle blande op med gær og vand. Desværre kunne vi ikke finde gær, så vi brugte bagepulver, hvilket resulterede i et ret fladt rugbrød. Men det smagte nu godt og gjorde godt for mavserne :)
Et eksempel på en traditionel peruansk ret er ceviche – en ret af rå fisk med lemon, løg, salat og kartofler (det varierer lidt efter hvem der laver den). Vores ven Danni lavede denne ret til os dagen efter en fest han havde holdt, fordi han havde bestået sin eksamen. Vi havde fået lov til at sove der, så vi ikke skulle alene hjem i en moto-taxi om natten. Men tilbage til cevichen – tanken om at fisken skulle spises rå var lidt spøjs, men selvfølgelig skulle det smages: Man kan ikke sige, at man ikke kan li’ noget, før man har smagt det. Og det smagte vildt godt – helt sikkert noget vi kunne tænke os igen!
En anden typisk peruansk ret er antichurros – oksehjerte på pind. Det smagte vi sammen med Kelly, en af Rebekkas elever som er en rigtig sød pige, og hvis jeg ikke havde fået at vide, at det var hjerte, ville jeg ikke have gættet det. Havde ellers ikke troet at jeg kunne lide indmad, da jeg havde en ret skidt oplevelse med lever engang. Men det her smagte faktisk ret godt :)


Stjernestatus

Som jeg før har nævnt bliver der virkelig lagt mærke til en her. Nogle gange har jeg lyst til at sætte mit hår op under en kasket og tage et par solbriller på (men det ville nok skabe lige så meget opmærksomhed, da der ikke rigtig er nogen sol i denne tid). På en måde er det da rart at få opmærksomhed, men det er nogle gange også ret irriterende, da man ikke kan gå nogen steder, uden at der bliver lagt mærke til en. Når vi går på gaden er der konstant en der pifter efter en og fik faktisk et klap i røven en dag, da jeg kom gående – jeg kunne ikke lade være med at grine, både fordi det var lidt sjovt, men også fordi jeg ikke lige havde forventet, at nogle kunne finde på det. Når vi er på diskotek bliver der også virkelig stirret, og vi føler os virkelig som et par kæmper, fordi vi er et hoved højere end de fleste.
Man føler nogen gange, at man har en form for stjernestatus, selvom vi ikke kan forstå det – vi er jo bare os. Et eksempel på det var da der var graduation party på CEPROMUP for eleverne der havde bestået deres niveau. Vi var blevet inviteret med til ceremonien, så vi kunne blive introduceret for nogle af eleverne. Deres navne blev råbt op, og de fik overrakt et diplom. Men så da de elever, som havde udmærket sig på en eller anden vis, skulle have overrakt nogle diplomer, blev Rebekka, Sandra (en anden dansk pige) og jeg bedt om på skift at skulle overrække diplomet til eleven. Bagefter skulle der så tages et billede af eleven sammen med hans lærer og os. Det føltes specielt, da vi ikke havde haft noget at gøre med eleven, og vi følte os ikke helt fortjent til at skulle have taget et billede sammen med eleven. Lidt mærkelig tanke at man måske kommer til at hænge i glas og ramme i en fremmed peruansk families hjem. Men det var en ret sjov oplevelse, og bagefter kom der elever hen for at få taget billeder sammen med os.
Når man møder nye mennesker her, er det godt lige at have i mente, at det for nogle er en status at have en dansk ven. Det har vi i hvert fald oplevet hos en familie til en af eleverne. De var utrolig gæstfrie, og vi skulle bare spise at den mad, der blev stillet frem. Efter vi havde været der i en halv times tid, havde vi set diverse billeder af forrige danskere, som havde besøgt familien og var morens ”bebidas” – hendes små børn, som hun kaldte dem. Det var vi nu også blevet, og vi fik et par nap i kinderne og knus. Bagefter blev vi kørt hjem, men ikke før vi havde fået en lille rundtur omkring i byen. Det var virkelig pænt af dem, men samtidig føles det mærkeligt, at folk ser en som noget specielt, bare fordi vi er fra Danmark – vi føler os ikke som noget særligt af den grund. Men det er man i manges øjne her…


Busturene

Trafikken er som sagt noget helt specielt her – vanvittig og så alligevel fascinerende. Mange af vejene er i virkelig dårlig stand og har en del huller, og mange er ikke asfalterede, så det kan somme tider føles som en rutschebane-tur, når man kører bus, og man skal holde på hat og briller. Ofte kommer der en person ombord på bussen, som forsøger at sælge forskellige ting – typisk chokolade, som nok er det, der hitter mest. Personen giver ofte en lille tale inden, hvor han fortæller om sin situation, og at han behøver penge. Her er der ikke den største hjælp at hente fra regeringen, og det er sørgeligt at tænke på, at nogle bliver nødt til at gøre ting som dette for at få penge til dagen og vejen. Så bliver man klar over, hvor godt vi har det hjemme i Danmark.
Det er meget billigt at køre i bus hernede – vi giver omkring 3 kr. pr. person for at køre ind til Lima, som tager omkring halvanden time. Virkelig billigt i forhold til Danmark! Benzinpriserne her er dog dobbelt så høje så hjemme i Danmark, så vi kan ikke helt forstå, hvordan de kan få økonomien til at løbe rundt, når benzinen koster så meget, og det er så billigt at køre med bussen og taxi for den sags skyld…


Junglen og Inka Trail

Inden længe drager Rebekka og jeg ud i junglen, hvor vi vil være mere eller mindre afskåret fra resten af omverdenen – en ret mærkelig tanke men samtidig også ret fedt. Vi tager bussen til Cuzco her i den kommende weekend, højst sandsynligt på lørdag d. 10. oktober. Turen kommer til at vare en 30 timer, så det er en lang tur, men vi er trænet i det efter vores lange rejse herned :) Den 14. tager vi så fra Cuzco til en lodge i en lille landsby ude i junglen hvor vi skal gøre noget forskelligt fysisk arbejde, for eksempel hjælpe til med vedligeholdelsen af nogle plantager. Der er også mulighed for at undervise børn noget engelsk. Folk snakker ikke rigtig engelsk i landsbyen, så vores spanskkundskaber bliver for alvor sat på prøve J Vi skal være i junglen i ca. 3-4 uger, og bagefter har vi bestilt en tur på Inca Trailen – en tur på 4 dage hvor vi skal vandre på nogle af de stier, som fortidens inkaer brugte. Man kan ikke have været i Peru uden at have været på Inca Trail – det er et must. Det glæder vi os begge meget til, og det bliver helt sikkert en stor og unik oplevelse. Så hvis du forsøger at kontakte os i dette tidsrum, og vi ikke giver lyd fra os, er det ikke fordi, vi ikke er i live – forhåbentligt :)


”Gode” husråd

Lige til sidst et par gode husråd her fra Peru, hvis du skulle mangle dem:
- Drik ikke kold sodavand og spis ikke for meget is – det kan gøre dig forkølet
- Hvis du døjer med smerte i ørerne, så kom noget avispapir i og tænd ild til det
- Hvis du føler dig lidt nervøs kan det hjælpe at få ført et æg rundt om kroppen
- Spis ikke is eller lemon når du har din menstruation – det kan gøre din menstruation uregelmæssig
Og så siges det i højlandet, at hvis man har haft sex uden prævention, kan man koge noget selleri, indtage det, og så skulle det forhindre dig i at blive gravid. Der fik du lige et par gode råd med på vejen – så må du selv vurdere, om du kan bruge dem til noget :) Ha’ det godt!

Dagene flyver af sted her i Villa El Salvador - nu har vi snart været her i 2 uger… Det er svært, hvor jeg helt skal begynde, for der er sket så mange ting, og der er så mange nye indtryk. Men jeg skal gøre et forsøg :)

Villa El Salvador og (den manglende) hygiejne

Maden som Consuelos mor laver, er som jeg skrev i mit forrige indlæg rigtig god, og der er rigeligt at den! Dog skal vi lige vænne os til, at hygiejnen er en helt anden hernede - kødet kan stå adskillige dage i køleskabet uden at være dækket over, og vasken, hvor der bliver vasket op, har set sine bedre dage. Og på det marked, hvor kødet bliver købt, hænger de døde kyllinger på snor og det andet kød fremme en hel dag uden at være på køl med fluer sværmende omkring det. Men det vælger vi at lukke øjnene lidt for, for sådan er det jo. Det har dog resulteret i maveproblemer for os begge, som vi stadig ikke er kommet helt over. Vi formåede faktisk sammen at stoppe familiens toilet, så Consuelo og hendes mor måtte have fat i en svupper - deres toilet har i forvejen lidt svært ved at skylle ud, eller også er vi bare fulde af lort :)
Men selvom det nogle gange er lidt svært, bliver vi nødt til bare at finde os i, at det er andre standarder, man har her i Peru. Tror ikke vi skal blande os i fødevarehygiejnen her i hjemmet, for hjemmet er Consuelos mors sfære. Hendes mor, Aurora, befinder sig inden for husets fire vægge hele dagen og er ikke så tit ude. Man ser hende for det meste i køkkenet, i gang med at tilberede mad, vaske op eller vaske tøj. Når hun ikke gør det, ser hun tv og gætter krydsord. Men tror det er typisk for mange kvinder hernede, da det er et meget mandsdomineret samfund. Det ses også tydeligt i fjernsynet, hvor der sendes meget overfladiske programmer - meget letpåklædte kvinder viser det hele frem, og så er der en mand, der skal vælge sig den mest "intelligente" kvinde, hmm…

Bailar, bailar!

Consuelo træner i et fitnesscenter, så vi har taget med hende derover et par gange, for at få forbrændt lidt af alt det mad vi får :) Og det er virkelig sjovt, men hårdt! Første gang meldte vi os til timen "Baile", som betyder dans, og der blev bare rystet røv! Danseinstruktøren var bøsse (havde en net-trøje på, stramme bukser og kiggede flere gange i spejlet om hans hår nu sad korrekt), men han kunne bare danse! Det var lidt svært at følge med, for det gik super stærkt, men det gjaldt bare om at følge med så godt man kunne og ryste numsen - det var ikke som i Danmark, hvor man skal holde takten for ikke at ligne en komplet idiot. Her er det praktisk talt umuligt at gøre det synkront, fordi det går så stærkt, og vi dryppede af sved bagefter. Anden gang vi tog derover, var vi med i en time der hed "Full Body", hvilket var en blanding af noget salsa-dans og aerobic. Der blev der også virkelig givet den gas, og det var hårdere end dansetimen. Men det giver god motion, og vi får lært de rytmer, de har hernede, lidt at kende :)

Salsa!

Nu er det jo et af salsaens lande vi er i, så derfor er det vist meget godt, at vi kan få lært dansens rytme lidt at kende, inden vi begiver os ud på dansegulvet! Dog allerede i den første weekend vi var her, blev vi inviteret til fest hos Pio (en peruviansk fyr, som vi lærte at kende på højskolen) og fik vores første møde med salsaen. Pios lillesøster skulle døbes, og i den anledning blev der holdt en fest for venner og familie. Og når man fester hernede, sidder man ikke omkring et bord og snakker - man danser! Så stolene var stillet op i rummet i en oval, og i midten var der så dansegulv. Nogle gange var der ikke rigtig nogle der dansede, og så sad man ellers bare på stolene og kiggede lidt rundt på hinanden. Lidt mærkeligt, især fordi vi var dem, der blev kigget mest på - vi følte os lidt som et par udstillingsdukker. Men det skal vi vænne os til, for uanset hvor vi befinder os, bliver der gloet, fordi vi er udlændinge. Der bliver konstant piftet efter en, men vi har lært at ignorere det lidt efterhånden, og Consuelo har lært os et par spanske gloser, som vi kan råbe tilbage :) Men tilbage til festen… Når der kom et nummer, som var populært, gik folk ud på dansegulvet og dansede. Og selvfølgelig kom turen også til os :) Pios far bød mig op til dans, og jeg måtte jo pænt sige ja. Havde kun lært en fire fem forskellige trin af Pio på højskolen, men det var, hvad jeg kunne. Da vi var færdige var der nogle der grinte, og jeg tænkte "danser jeg så dårligt?" Jeg fandt så ud af, at det var fordi, at jeg var et hoved højere end Pios far, og det var et lidt sjovt syn. De er virkelig lave hernede, så vi føler os lidt som kæmper, når vi har vores høje hæle på :) Men det var rigtig sjovt at få rystet kroppen til andre rytmer end de samme house og techno rytmer, som der er derhjemme i Danmark. Og lige en lille iagttagelse: Folk skodder bare deres cigaretter på gulvet - der blev ikke brugt askebærere, som vi bruger derhjemme. Næste dag fejer man dem så sammen, men det var nu lidt ulækkert, at der bare lå cigaretskodder på gulvet (havde taget mine stiletter af, fordi jeg følte mig så høj, hvilket resulterede i pænt klamme fødder).
I går aftes tog vi på et populært diskotek, Planet, her i Villa El Salvador, sammen med Consuelo og en fyr ved navn Danni. Der var proppet med mennesker, som gav den gas til salsa og andre rytmer. Vi dansede hele tiden, og det var rigtig sjovt, og hårdt! Men de er virkelig gode til at danse hernede, men vi er efterhånden ved at få det lidt ind under huden :)

Drømmekage og pandekager :)

Nu hvor vi får smagt så meget peruviansk mad, synes vi også, at vi vil vise familien, hvad man spiser i Danmark. Det har dog indtil videre kun været søde sager, vi har lavet J En dag lavede vi brun drømmekage til familien, og den faldt i rigtig god jord. Vi havde dog ikke noget piskeris, så vi måtte nøjes med en gaffel. Kagen fik også ret lang tid i ovnen, da det er gasovn, og den var så slidt, at man ikke kunne se tallene, der hvor man sætter den på de antal grader, man vil have. De bruger heller aldrig ovnen - den bliver brugt som opbevaringsplads, men kagen blev bagt til sidst. Vi havde også noget med til familien hjemme fra Danmark af - Piratos, Marabou og Kongen-af-Danmark bolsjer samt en bog med nogle af H.C. Andersens eventyr på spansk. Den sad Consuelos mor og læste i resten af aftenen :) En anden dag lavede vi pandekager, med marmelade, sukker og is til, mmh… Dem blev der også spist mange af :) Til sidst var der to pandekager tilbage, og Rebekka og jeg så frem til at spise pandekager til morgenmad. Men så pludselig havde familien taget pandekagerne og bragt dem over til et andet familiemedlem længere nede af gaden. De havde ikke spurgt os om det først, og det syntes vi var lidt mærkeligt. Men det er igen en forskel på vores kulturer - hernede deles man om alt, når man bor under samme tag (det har også resulteret i, at Rebekkas tandpasta blev meget hurtig tom, fordi hun havde ladet den ligge på badeværelset). Det er ikke fordi det gør så meget, det er mere det, at man ikke spørger først, for sådan gør vi i Danmark. Så det er endnu en ting, vi lige skal vænne os til…

En trafik uden lige

Vi har taget med bussen til andre dele af Lima et par gange, og det er en ret speciel oplevelse. Trafikken er noget for sig selv - biler, busser og lastbiler kører på tværs af hinanden og er ret ligeglade med de hvide streger, der deler vejen op. Så snart man ser sit snit til at overhale, gør man det, også selvom bilen bagved blot er en meters afstand fra en. Der bliver dyttet konstant, og det er et stort kaos. Jeg troede, at Napoli var slem, men det er ikke noget i forhold til her. Trafikken går ret langsomt fremad, fordi der er proppet med biler hele tiden, og man kan lugte, at der er virkelig forurenet. Lugten af bil-os er virkelig gennemtrængende overalt - der er ikke mange steder, hvor der er grønt, og man kan nyde duften af natur. Så helbredsmæssigt er det ret usundt at bo her, og synes faktisk at jeg nogle gange kan få en lille smule hovedpine, og tror at det er pga. manglen på frisk luft.
Men det er spændende at se andre dele af Lima. Men mange af områderne ligner hinanden - husene har de samme farver, ser lige triste ud, der ses vasketøj, der hænger til tørre øverst på husene, som ofte mangler en del af taget… Det er meget langt fra dansk standard, og når Consuelo fortæller om de områder vi kører gennem og siger, at de er mere velhavende, er det stadig meget langt fra en almindelig dansk by. I går var vi i Lima downtown, hvor katedralen, regeringspaladset og andre store bygninger befinder sig. Det var helt mærkeligt at komme til et område, hvor fattigdommen ikke var så tydelig. Der var også meget stille i forhold til Villa El Salvador, hvor der hele tiden er larm. Der var en helt anden atmosfære, meget flotte, store bygninger og også nogle grønne områder. Så det var både rart at opleve noget andet, men samtidig også lidt mærkeligt når vi til dagligt befinder os i fattigdommen, og ved hvordan hverdagen er for de fleste i Lima.

Lus og rå kylling - ikke en god kombination!

Det var dog også en ret uheldig dag i går… Det har kløet i mit hår i nogle uger, og har hele tiden troet, at det var en bivirkning af gul feber vaccinationen. Men på busturen på vej ind til Lima kløede det helt vanvittigt i mit hår, så jeg spurgte Rebekka, om hun kunne se, om jeg havde meget skel. Jeg fandt så ud af, at det var lus! Og jeg aner ikke, hvordan jeg har fået dem. Måske på højskolen, men jeg ved det ikke. Så da vi kom hjem fik Rebekka og Consuelo lov til at rode i mit hår, og de fjernede nok omkring 100 lus. Rebekka siger, at hun aldrig før har set så mange lus samlet på et sted. Så i dag har Consuelo hjulpet mig med at finde noget luseshampoo, som jeg skal bruge af to omgange. Min sovepose, hovedpude og nattøj er blevet mast ind i deres lille fryser, så hvis der gemmer sig nogle små sataner i dem, skulle de gerne dø. Jeg har aldrig haft lus før, men en gang skal jo være den første - det er bare kommet lidt sent hos mig :)
I Lima downtown spiste vi frokost på Norky's - en kendt fastfood-kæde her i Peru. Jeg bestilte en menu med nogle fritter og noget kylling med noget ost, skinke og andet i mellem. Det smagte udmærket, men kunne ikke få det hele ned, da det var en ret stor portion. Rebekka ville lige smage noget af kyllingen, og hun åbnede den, for at se det inden i. Vi så så, at meget af kyllingen var helt rå og langt fra gennemstegt! Jeg havde ikke lagt mærke til noget, da jeg spiste, så tror at det meste af det jeg havde spist var stegt, men har højst sandsynligt også spist noget der ikke var. Så nu håber jeg ikke at jeg får salmonella - Consuelos far siger, at hvis jeg ikke er død inden 24 timer, så har jeg ikke fået det, så det er da betryggende, eller…

Spanskundervisningen og vores kommende workshops

I denne uge har vi haft 4 timers spanskundervisning hver dag. Vi har lært rigtig meget, men vi kan ikke rigtig føre en samtale endnu. Så vi har mange gange gjort brug af kropssprog, når vi har prøvet at kommunikere med Consuelos forældre, som ikke taler spansk (fx snakkede faren og jeg et tidspunkt om "Den Grimme Ælling", hvor jeg prøvede at imitere en and, da jeg ikke rigtig havde ord for det, men det var nu meget sjovt). I næste uge og fire uger frem skal vi have 2 timers spanskundervisning dagligt, som skal køre ved siden af de workshops, vi selv skal have. Det er svært at vide, hvor mange elever der vil dukke op, så derfor er det svært, hvad man skal forvente. Også mht. niveauet er det svært at vide, hvad man kan forvente. I fredags blev Rebekka og jeg spurgt, om vi ville underholde nogle elever i 4 timer, fordi lærerne selv skulle deltage i en workshop for lærerne, og eleverne skulle imens have set en film på en stor skærm. Denne skærm kunne dog ikke anskaffes alligevel, så derfor havde de brug for os til at hjælpe. Så vi skulle hver især underholde eleverne i 2 timer af gangen. Først fik jeg nogle elever fra intermediate-niveau, og jeg havde planlagt nogle forskellige lege, og lidt forskelligt vi kunne snakke om. Det var muligt at snakke med dem, men de var meget generte og sagde ikke ret meget. Men vi fik leget nogle lege, grint og larmet lidt :) Bagefter skulle jeg møde nogle elever fra basic-niveau (det laveste niveau), og de forstod nærmest ingenting af hvad jeg sagde. Spurgte flere gange om de kunne forstå hvad jeg sagde, og der var ingen der nikkede. Prøvede at forklare dem nogle lege, men de kunne ikke forstå det. Så jeg tog dem med udenfor på pladsen foran skolen, og sammen med Rebekkas elever, legede vi nogle forskellige lege, og fik de bedre elever til at forklare resten, hvad legene gik ud på.
Så det bliver spændende hvilket niveau eleverne, som kommer til vores workshops, er på. Jeg håber, at det er muligt at føre en dialog med dem, men det vil tiden vise i morgen :)

Der er masser af ting, jeg gerne vil skrive om, men må hellere stoppe for nu. Tænker på jer alle sammen derhjemme - tiden flyver af sted her og når ikke at få skrevet rundt til jer, som jeg gerne vil. Men jeg håber, at I alle har det godt derhjemme :) Jeg tror, at jeg vælger bare at beholde mit danske simkort, for så meget skal jeg ikke bruge min mobil hernede. Så man kan sende sms'er til mit gamle nummer :) Take care!

Så er vi ankommet til Lima - rejsen herned har dog været noget længere end planlagt! Så jeg vil begynde fra en ende af :)

Dagen før afrejsen tog jeg over til min søster og hendes familie, som bor i København, hvorfra vi skulle flyve. Det var en ret følelsesladet afsked med mor og Klaus på Vejle Banegård - meget mærkelig tanke at der ville gå 5 mdr., inden vi ville se hinanden igen. Men det er nok kun godt for en at føle savn, for så lærer man hvor meget folk betyder for en, selvom det lige nu er lidt hårdt...
Det var rigtig dejligt at se min søster, svoger, drengene og den lille ny inden jeg skulle rejse, selvom det dog var et kort besøg. Om morgenen ringede alarmen kl. 6.30 - skulle mødes med Rebekka i lufthaven kl. 8.30 (3 timer før afrejsen blev anbefalet). Min svoger skulle køre drengene i dagpleje, så jeg blev sat af ved Vanløse Station, hvorfra jeg skulle tage metroen ud til lufthavnen - umiddelbart a piece of cake... Jeg stod foran automaten for at købe en billet. Da manden foran mig havde købt sin, tog han den og gik. Men efter nogle sekunder smed automaten endnu en, hvad jeg troede var en, billet ud. Tænkte at han nok havde købt 2 ved en fejl, og så kunne jeg lige spare 42 kr. Der var en anden dame ved siden af mig, og hun lod også til at synes, at der var jeg heldig, så jeg steg ind i metroen, som ankom 1 minut senere, perfekt... Men så efter andet sidste stop kom kontrolløren rundt for at tjekke billetter, og da jeg viste hende min, sagde hun "det er ikke en billet, det er en kvittering." Dow!!!! Troede ikke at man både fik en billet og en separat kvittering. Så jeg måtte af med 600 kr. i bøde - prøvede forgæves at forklare hende situationen, spurgte om jeg ikke lige kunne hoppe af og købe en billet, men det virkede ikke :) Så det blev en dyr fornøjelse at tage metroen!
Men jeg kom da frem til lufthavnen til tiden. Efter at have fået fortalt min (pinlige) historie til Rebekka, checkede vi bagagen ind, boardede nogle timer senere og sagde farvel til det sidste syn af Danish ground for et stykke tid. Vi gjorde os klar til den lange rejse foran os, blev glade over at se at vi havde hver vores skærm, hvor vi kunne se film og spille diverse spil, men turen blev dog lidt længere end forventet... Flyet gjorde klar til take-off, satte farten op, vi tog hinanden i hænderne, men pludselig satte flyet farten ned. Vi fik derefter at vide af ´flypersonalet, at der var et problem med en af de forreste døre, som ikke var lukket korrekt. Der skulle komme en flymekaniker og se på sagen, men det kom til at tage et par timer, og først kl. 13.45 lettede flyet. Vores næste fly i Atlanta ville gå kl. 17.15 lokal tid, og det var nogenlunde på det tidspunkt, vi ville lande! Derfor missede vi vores fly til Lima, og det næste fly ville først gå et døgn senere. Det var ikke lige, hvad vi trængte til at høre efter en lang og trættende rejse, men det endte faktisk med at blive en god oplevelse - vi fik en overnatning på et hotel lidt væk fra lufthavnen og en dejlig nattesøvn i 2 kæmpe senge! Så vi undgik faktisk mere eller mindre vores jetlag, fik os et dejligt varmt bad næste morgen (måske for sidste gang i lang tid) og en lille smag på amerikansk kultur :) Kl. 17.15 lettede flyet mod Lima, denne gang med alle døre lukket forsvarligt. Til vores store glæde var vores bagage også kommet med - det var vi lidt spændte på, da vores tasker automatisk ville blive tjekket ind, så vi havde ikke set dem, siden vi checkede dem ind i Kastrup.
Det var vildt mærkeligt at ankomme til Lima efter at have været omgivet af amerikansk kultur blot nogle timer før. Da vi var kommet gennem tolden og gik mod udgangen, var der fuldstændig proppet med mennesker! Vi vidste ikke, hvordan vi dog skulle komme i kontakt med den taxa-mand, som skulle hente os, men et øjeblik senere så vi en fyr, som stod med et skilt med vores navne på :) Og herefter fik vi os en smagsprøve på peruviansk trafik! Folk kører efter deres egne regler her, og det gælder bare om at komme først. Lidt nervepirrende for sådan to danskere som os, som er vant til de danske trafikregler - tror vi gav en del sjove lyde fra os omme på bagsædet :)
På turen ud til Villa El Salvador, som tog lige knap en time, var det tydeligt at se, at vi befandt os i ørkenområdet. Langs vejen var der en bjerglignende sandbanke, og det hele så virkelig goldt og gråt ud. Der var ingen mennesker på gaden, og der var ingen lys i husene – nu var det også omkring midnat, men det lignede virkelig en forladt spøgelsesby. Fordi det var nat, var alle gadelamperne tændt, så man kunne virkelig se, hvor stor en by Lima er – tusindvis af lys kunne ses ud i uendeligheden, og de bredte sig som et tæppe ud over byen (i Lima bor der cirka 9 millioner mennesker, hvilket er næsten det dobbelte af Danmarks befolkning). Man kunne også se, hvordan alle husene er organiseret; det er ikke som i Danmark, hvor gaderne sviger og drejer, men derimod helt lige gader der går på tværs af hinanden.
At komme til Villa El Salvador, Limas slumkvarter, var meget anderledes, end jeg havde forventet. Det er svært at sige, hvad jeg helt præcist havde forventet, men det er bare så langt fra den verden, man kender derhjemme. Husene er triste og grå, mange ret faldefærdige, og nogle mangler en del af taget. Hos Consuelo, hvor vi bor, er der tag over det meste, men når man går ud på gangen fra vores værelse, kan man se ud i det fri – derfor er der nogenlunde samme temperatur indenfor som ude, og det er ikke just varmt, da det jo lige har været vinter her. Så vi sover i vores soveposer under dynen iført skiundertøj :) Glæder mig til at vi går sommeren i møde, og det bliver lidt varmere, for det er godt nok koldt nu.
Da vi ankom til Villa El Salvador var der som sagt ingen mennesker på gaden. Men da vi vågnede om morgenen, var det helt anderledes – det vrimlede med mennesker over det hele, små moto-taxier susede frem og tilbage (man skal huske at se sig godt for, inden man krydser gaden, så man ikke bliver kørt ned af dem), løse hunde løber rundt over det hele… Lige uden for hvor vi bor, er der et stort overdækket marked med eksotiske frugter, mange som jeg aldrig før har set, der er små frisørsaloner, der hænger kyllinger på snor (ser lidt bizart ud) og mange andre ting. Ude på gaden sælger folk forskelligt mad i små boder, og duften af fremmed mad blander sig med osen fra bilerne. Der er så mange nye indtryk, og det er svært at beskrive det hele, men det er så langt fra det danske samfund – føler mig privilegeret over at bo i Danmark, hvor vi virkelig lever i luksus i forhold til her, men samtidig føler jeg mig også privilegeret over at opleve en kultur så anderledes fra min egen, fordi det giver en en anden måde at se tingene på. Man lærer at blive taknemmelig for, hvor godt vi har det, men føler mig samtidig også ret forkælet…
Consuelos familie er virkelig sød og har taget rigtig godt i mod os. Det er kun Consuelo, der taler engelsk, resten af familien gør ikke, så det er lidt svært at tale med dem, men vi er begyndt på vores spansktimer, så forhåbentligt kan vi snart forstå hinanden lidt mere. Indtil videre har vi kun haft 4 timers spanskundervisning, men i næste uge skal vi havde 4 timer hverdag, og i de efterfølgende 3 uger 2 timer om dagen. Consuelos mor laver fantastisk god mad, og vi sulter bestemt ikke – har på fornemmelsen at vi kommer hjem et par kilo tungere… Vi regner med at begynde vores engelsk workshops mandag d. 14. september, som så skal køre i cirka 4 uger, hvorefter vi gerne vil i junglen, for at nå det inden regntiden begynder.

Det var lige en lille update herfra den anden side af jorden. Håber I alle har det godt derhjemme, jeg tænker på jer allesammen :)