Exploring the wonders and shadows of Peru

Nu varer det ikke laenge, foer vi atter vender snuden hjemad mod Danmark - om en uge sidder vi i flyet paa vej hjem igen. Vi suger det sidste af Peru til os, og derfor gaar tiden super staerkt, fordi vi oplever saa meget.
Efter at have brugt noget tid paa nordkysten og set den ene ruin efter den anden, tog vi videre til Arequipa, hvor vi havde vaeret en dag foer (den dag hvor bussen, der skulle have koert direkte til Cuzco, stoppede i Arequipa, hvor vi maatte vente en syv timer, indtil vi kunne faa en bus videre til Cuzco). Denne gang blev vi dog her lidt laengere, og det er en fantastisk flot by. Den kaldes "Den Hvide By", fordi mange af de gamle bygninger blev bygget af en speciel bjergtype, hvis sten er hvid. Naer Arequipa ligger Colca Canyon, en dal der skulle vaere en af verdens dybeste. Vi tog paa en 3 dages trekkingtur i dalen, og den foerste dag var der fuldstaendig overskyet og regnvejr, saa det var ikke lige, hvad vi havde haabet paa. Men da vi vaagnede naeste dag og gik ud af den lille hytte, vi havde overnattet i, skinnede solen fra en blaa himmel, og naturen var helt fantastisk. Bjergene var enorme, og synet var overvaeldende. Saa det var en kanon tur - og ikke saa haard som Inca Trailen, hvor vi var ved at dejse om af udmattelse! :)
Derefter tog vi videre til Puno, som ligger ud til verdens hoejstbeliggende soe, Titicaca. Igen formaaede naturen at goere os mundlamme - det lignede, at det var en kulisse, der var stillet op; saa smukt, at det ikke saa virkeligt ud. Vi tog paa en 2 dages tur ud til "Los Uros", nogle flydende oeer, som er lavet ved at laegge en masse siv oven paa hinanden, indtil de kan flyde. De har eksisteret i mere end 3000 aar, og i dag taler folket der stadig det gamle indianersprog, Aymara. Det var fascinerende at se disse oeer, da der nok ikke findes nogle lignende dem i verden, men det traditionelle liv er blevet spoleret af turismen, som folket paa oerne nu lever af. Det var super turistificeret, og det var lidt uhyggeligt at se, hvordan folkene der lever og aander for turisterne. Det efterlod en med en lidt speciel foelelse - man vil gerne se alt dette, som skulle vaere saa unikt, og som folk snakker om, men samtidig foeles det ogsaa aekelt, at man er med til at stoette denne voksende turisme, som faar det traditionelle, ugenerede og uforstyrrede til at forsvinde. Det er lidt dobbeltmoralsk, og turen til oeerne fik mig til at foele mig som en dum turist, der ikke var andet end en pengepung. Efter denne mindre gode oplevelse tog vi videre til en rigtig oe, Amantaní, hvor vi skulle spise frokost og tilbringe natten hos en lokal familie. Her foeltes livet lidt mindre uforstyrret men stadig turistificeret. Vi boede hos en familie bestaaende af to boern og deres foraeldre. Her snakker man stadig quechua, det gamle Incasprog, men man laerer dog spansk i skolen. Da vi skulle spise, var der blevet daekket op til os i "stuen", og det foeltes lidt maerkeligt at skulle sidde der alene, men saa om aftenen kiggede vi ind i det lille koekken, hvor familien selv spiser, og saa fik vi lov til at spise der i stedet. Det var rigtig charmerende, og moren lavede mad over baal - sjovt at sammenligne hende med en dansk husmor, som har alle de hjaelpemidler, hun kan faa. Det her var saa meget mere charmerende! Om aftenen fik vi lov til at proeve noget traditionelt toej - en nederdel der gaar til knaeene, og som har saa mange lag, at den bestemt ikke goer noget godt for ens figur, en moenstret bluse og et kaempe stykke stof der kommes over hovedet som et toerklaede. Naeste morgen fortsatte baaden til en anden oe, Taquile, som lignede Amantaní med smaa bondehuse og landbrug, og en stilhed og fred som er saa langt fra byens stress og jag. Men igen - harmonien oedelaegges lidt at de mange turister, der dagligt vandrer rundt paa oeen med deres kameraer. Noget lidt sjovt paa Taquile er, at maendene her strikker deres egne huer, som har forskellig symbolvaerdi. Hvis huen er roed, er manden gift, hvis den er roed og hvid, er han stadig fri paa markedet, og hvis man ser en mand med en farvet hue med en sort hat ovenpaa, har han en hoej status. Noget lignende gaelder hos kvinderne - hvis der paa deres sorte toerklaede er store, farvede pompomer i enderne, er hun stadig single, hvis de er mindre, er hun gift. De fleste oeboere var klaedt i deres farvestraalende, traditionelle toej, men hvis der ikke havde vaeret turister, tvivler jeg paa, at de havde gaaet i dette toej, for det ser ret dyrt og omstaendeligt ud.
I selve byen Puno var der ikke saa meget at se, saa dagen efter tog vi til Copacabana, som ogsaa ligger ud til Titicaca-soeen, men som ligger i Bolivia. At komme over graensen gik smertefrit - vi skulle bare udfylde nogle papirer, og saa havde vi faaet gratis turistvisum. Fra Copacabana tog vi ud og saa Isla del Sol - oeen hvor selveste solen skulle vaere foedt og den foerste Inca og hans kone.
Det tredje sidste stop inden vi tog hjem mod Lima blev La Paz, Bolivias hovedstad. Turen dertil fik os til at forstaa, hvad det er folk taler om, naar de siger, at Bolivias veje er crap - det var en stor bumletur. Det siges, at kun 5% af Bolivias veje er asfalterede! Vi koerte gennem en soesterby til La Paz ved navn "El Alto" (Den Hoeje), og derfra kunne vi se ud over La Paz by - byen ligger nede i et kaempe hul, omgivet af bjerge, som husene breder sig op over i massevis, som myrer i en myretue. Fantastisk syn. Byen virkede til at vaere en meget travl by, og der var et mylder af mennesker. Ellers virker bolivianere til at minde om peruanere, paa maaden de ser ud og gaar klaedt - stadig kvinderne med deres mangelagsnederdel, lange sorte fletninger, bowlerhat (som blev indfoert paa den spoejse maade, at en mandlig engelsk hattedesigner kom til landet og bildte kvinderne der ind, at det var den nyeste mode, hvorefter kvinderne har gaaet med hatten lige siden) og et farvestraalende taeppe paa ryggen til hendes varer eller barn. Sproget er stadig det samme - spansk, selvom man paa hoejlandet stadig snakker de oprindelige indianersprog, quechua eller aymara - og man er som i Peru ogsaa katolikker her, selvom man paa hoejlandet naermere vaegter den oprindelige naturreligion. Bolivia skulle vaere Sydamerikas fattigste land og har ligesom Peru haft utallige korrupte regeringer. Men de sidste fem aar har landet haft en indfoedt praesident, og udviklingen skulle vaere vendt, og det gaar lige saa stille bedre og bedre for landet.
En af dagene tog vi paa Coca-museet, og det var super spaendende. Museet beskrev, hvordan coca-bladene i fortiden under Incakulturen, men ogsaa foer det, var en stor del af kulturen - bladene blev brugt i spaakunsten, til at heale og kurere diverse sygdomme og til at faa energi. Det ironiske var, at da de spanske erobrere kom til Sydamerika, forboed Inkvisitionen (ved ikke lige hvordan det staves, hehe) coca-bladene, da de saa dem som en trussel mod Katolicismen, og at det var Satans vaerk. Men da de saa opdagede, at indianerne, som de gjorde til slaver, fik mere energi af at tygge bladende og derfor kunne arbejde adskillige timer uden mad, aendrede de dog deres mening - og tilfoejede endda 10% skat paa bladene! De gamle kulturer her i Sydamerika har brugt bladene i tusinder af aar uden at have faaet skadelige bivirkninger. Foerst da den hvide mand kom til Den Nye Verden og opdagede coca-bladenes hemmeligheder, gik det galt - bladene blev lavet til kokain, som siden har gjort adskillige mennesker afhaengige og ruineret deres liv. Man faar virkelig daarlig samvittighed over, hvordan ens forfaedres behov for magt og penge har oedelagt saa meget... Ved museets indgang var der et digt, og de naeste linjer beskriver dette meget godt:

...when the white conqueror touched the coca leaf, all he found was venom for his body and madness for his mind, and when coca tried to appease his heart, it only served to break it, like ice crystals destroy mountains...

Naer La Paz findes der en vej, som kaldes "The Death Road", som skulle vaere verdens farligste vej, og her er det muligt at hjulre paa mountainbike. Nu er det snart fem maaneder siden, vi sidst har sat paa en cykel, saa selvfoelgelig skulle det proeves - og saa hvorfor ikke goere det med manér paa verdens farligste vej? :P Saa vi bestilte en tur gennem vores hostel, og sammen med en syv andre mennesker startede vi cykelturen nedad fra omkring 4700 meters hoejde. Paa grund af hoejden var det super super koldt og regnvejr, og da jeg paa et tidspunkt havde svaert ved at maerke baade fingre og taer, taenkte jeg - hvad f*** er det, vi har gang i? Men som vi kom laengere og laengere nedad, blev det mere lunt, og da vi begyndte “The Death Road”, var der solskin. Vejen snoede sig rundt langs bjergenes kurver, og endnu engang formaaede naturen at tage vejret fra os. Havde forventet at det ville vaere en vej med en masse huller, som man saa skulle proeve at styre uden om, men det var blot en grussti, dog med mange sten, saa det blev en rigtig bumletur :) Mange steder var der ikke noget der afskaermede vejen fra at falde lodret ned i dalen, saa tror det er det, der giver vejen dets navn – undervejs var der ogsaa en del kors langs vejkanten! Det var rigtig sjovt, men jeg var nok den langsomste I gruppen – enten sidder frygten fra min herlige cykelulykke stadig fast i mig, eller ogsaa er jeg bare lidt af en toes, det kan meget vel taenkes :P
Vores sidste dag i La Paz skulle egentlig have gaaet blandt andet med cholitaswrestling – cholita er navnet paa hoejlanskvinderne, som jeg foer har snakket om, og hver soendag skulle der vaere en form for slaaskamp mellem dem, bare for sjov. Det loed alt for maerkeligt til at vi maatte gaa glip af det, men dagen boed dog paa noget helt andet. Vi startede med at gaa op til en designer, som Rebekka skulle koebe en fed bluse-ting hos, og hun havde for nogle dage siden aftalt med ham at hente den soendag, og som sikkerhed havde hun betalt omkring 100 kr. Men han havde ikke aabent paa soendage – saa om han snoed hende, eller blot havde begaaet en fejl, ved vi ikke endnu, men indtil videre har han ikke svaret paa hendes mails eller opkald. Til gengaeld havde markederne aabent, og paa markedet foran San Fransisco kirken var der et hav af mennesker, og det var naesten umuligt at komme fremad. Som vi var midt i mylderet, skete der pludselig noget maerkeligt. Der roeg et eller andet fnulder-roegelses-vaerk udover mig, og forskellige folk begyndte at pille i mit haar, og det var ret ubehageligt. Og da jeg saa kiggede ned paa min jakkelomme, var den aaben, og mobilen vaek! Ikke nok med det saa vi ogsaa, at der var blevet skaaret et hul i Rebekkas taske, men heldigvis havde hun ikke noget vaerdifuldt i den. Saa vi tog straks paa en internetcafe for at faa spaerret min mobil. Heldigvis havde jeg mine penge et andet sted, men bare det, at nogle har taget noget fra en, uden at man opdagede det, og at der var en med en kniv near Rebekka, var en meget ubehagelig tanke! Bagefter tog vi paa politistationen, saa jeg kunne faa lavet en anmeldelse, men den station, vi var blevet vist hen til, var ikke den rigtige – vi skulle henvende os til turistpolitiet, som laa ret langt vaek. Og politiet, som vi havde henvendt os til foerst, var ikke til meget hjaelp og virkede ret ligeglade. Men de hjalp os da med at faa en taxi til den rigtige station. Vi havde aftalt med chauffoeren at give 10 bolivianos, men som vi var paa vej derover, var der en anden, som gerne ville med, men vi sagde til chauffoeren, at vi gerne ville koeres derover alene, da det ikke var en offentlig bus, vi var i. Og saa blev han knotten og forlangte, at vi nu gav 15 bolivianos! Han var ogsaa ved at stoede sammen med en anden bil, hvorefter han raabte hoejt af den anden bilist. Saa det var en ret ubehagelig taxitur! Da vi endelig naaede frem til turistpolitiet, havde jeg glemt alt om, at jeg selvfoelgelig skulle have mit pas med, saa vi maatte hen paa vores hostel og hente det. Da vi atter kom tilbage, fik jeg lavet anmeldelsen, og det viste sig, at seks andre udover mig var blevet roevet det samme sted. Der var nemlig ingen politi der denne dag, da der var fodboldkamp, hvor det meste politi havde vagt. Saa det var et slaraffenland for tyvene! Nu kunne dagen naesten ikke blive vaerre, taenkte vi, men da vi kom tilbage paa vores hostel, fik vi at vide, at en af bartenderne natten foer var blevet stukket ned med kniv paa aaben gade og var doed! La Paz betyder paa spansk “freden”, og efter denne dag loed dette ret ironisk… Paa vores dorm snakkede vi med en fyr fra Canada, som havde et ret pessimistisk syn paa Bolivia, da han konstant havde vaeret ude for uheld under hans ophold i landet. Han fortalte os, at saniteten i Bolivia er noget af den vaerste, og at meget vand og mad ofte er forurenet. Dette kan resultere i en orm, som lever inde i ens tarme og spiser det, man har fortaeret, og derved vokser sig stoerre og stoerre. Man kunne enten draebe den ved at tage antibiotika eller det andet alternativ – pine den ved ikke at spise et par dage, og derefter stille en god portion pasta med koedsovs foran en, aabne munden, hvorefter ormen langsomt vil kravle ud gennem ens hals, fordi den bliver tiltrukket af maden, ad!! Saa vi havde egentlig bare lyst til at komme ud af Bolivia og tilbage til Peru, og det gjorde vi naeste dag.
Vi tog tilbage til Arequipa, hvor vi er nu i et par dage. I morgen skal vi ud at ride hest og saa tager vi ellers videre til Ica, hvor vi vil proeve at sandboarde og muligvis se nogle vinbryggerier. Efter det er det sidste stop Lima, hvorfra vi flyver hjem d. 2. februar.

At skulle hjem om kun en uge er en vildt maerkelig tanke. Der er saa mange ting, man skal sige farvel til - maaske paa gensyn, man ved aldrig.
Perus trafik... Alle forsoeger at komme frem foerst. Vejene er ofte hullede, og chauffoeren forsoeger konstant at koere i slalom uden om hullerne, mens peruanske kaerligssange stroemmer ud af radioen og fylder bussen. Afstandene er lange, og en halv dags bustur til naeste destination er meget normalt. Ofte hopper forskellige folk paa bussen og proever at saelge forskellige varer - slik, naturmedicin... For at goere turen hurtigere bliver man nogle gange udsat for doedskoersler, hvor chauffoeren proever at overhale koeretoejer, selv i skarpe sving og hvor taagen goer, at man ikke kan se en pind for sig. Og sikkerhedsseler er et sjaeldent syn - selv hvis de er der, er det ikke altid de dur.
Ligegyldigheden... Maerkes paa mange omraader i samfundet. Skrald smides skoedesloest i gaderne. Man kommer som udgangspunkt en halv time for sent til aftaler. God kundeservice er en sjaelden ting. Politikerne har gennem mange aar vaeret korrupte, og det er som om, at denne korruption er blevet en del af hele samfundet - hvis folket ikke har nogle gode forbilleder at se op til, hvordan skulle det saa aendre sig?
Hygiejnen, eller manglen paa den... Paa de offentlige markeder, hvor koedet haenger fremme blandt svaermende fluer. Maveproblemer er uungaaelige, selv for den ellers mest udholdende mave.
At blive betragtet som en pengepung... En af Perus stoerste indtjeningskilder er turismen, hvor skraemmende det end lyder. Den faar det traditionelle liv til at forsvinde mere og mere ind i en vestlig verden. Turisterne har pengene, og det ved folket - men man kan ikke bebrejde dem det, for man er jo selv med til at oege turismen, og for mange er denne levevejen, og det har vi gjort den til.
Piftende maend... Skandinavisk udseende vender hoveder hos de fleste, og ofte hoeres piften, kysselyde eller sjofle kommentarer, naar man kommer gaaende, selvom man selv synes, at man ligner en zombie. De omraader, hvor der er mange turister, er de dog mere vant til udlandsk udseende, men under vores ophold i Villa El Salvador, hvor der ingen turister er, kunne man ikke gaa paa gaden uden konstant piften og tilraab.
Peruansk bygningskunst... Hvor end man befinder sig i Peru, vil man altid finde de samme slags bygninger - murstensfarvede, firkantede og ofte uden tag, da man maaske i fremtiden skal bygge endnu en etage ovenpaa. Nogle gange er facaden malet i en flot farve, men siderne har altid deres naturlige brune farve. Uligheden i samfundet er stor, og ofte vil der ved siden af et stort villahus ligge et ydmygt, faldefaerdigt hus tilhoerende naboen.
Peruansk mad... Ceviche, Lomo Saltado, Locro, Aji de Gallina, Arroz con Pollo... Mad, som man aldrig kan blive traet af. Mange retter indeholder mange kalorier, da der ofte er ris, kartofler og pasta i dem, og at spise groft mad er svaert. Paa grund af det, og fordi at alt er billigt her, kommer vi hjem en smule tungere og med lidt rundere kinder :)
Salsa... En dans som altid faar smilet frem paa laeben. Du danser ikke bare i din egen verden, for dem omkring dig er en del af dansen, i modsaetning til den vestlige diskoteksdans.
Landskabet... Peru er vidt forskelligt - har baade kystomraade med sand og oerken, hoejland med kaempe skyhoeje bjerge, og junglen med frodig natur. Trekkingen i bjergene er fantastisk (og giver aandenoed pga. kombinationen af vores daarlige kondition og de kaempe hoejder), og naturen der er noget af den flotteste, jeg nogensinde har oplevet. Endnu et syn, der altid vil sidde fast i min hukommelse, er synet udover en peruansk storby om natten, hvor alle de taendte gadelamper laegger et uendeligt taeppe af lys over byen.
Mennesker, man har laert at kende... Har moedt mange dejlige mennesker paa denne tur, specielt da vi boede i Villa El Salvador. Consuelo og hendes familie, vi boede hos. Pio og Danny, som blev vores faste dansepartnere, og som altid var i godt humoer. Eleverne, der kom lidt som det passede dem, men som for det meste gjorde en i godt humoer, og som blev ved med at kalde en for miss, selvom jeg havde sagt, at jeg gerne bare ville kaldes mit eget navn. Nestor, en af eleverne paa Cepromup, som nu er i gang med selv at undervise i det fattigste kvarter i Villa El Salvador, frivilligt, naar han ikke arbejder. Han er utrolig soed, og det er roerende, at han gerne vil goere en forskel. De andre danskere og laererne, som ogsaa har arbejdet paa skolen. Backpackere, som vi har moedt under rejsen. ...

I de sidste fem maaneder foeles det som om, at jeg har levet i en bobbel. Da vi boede i Villa El Salvador, var det for det meste saebeoperaer, der koerte i fjernsynet, og naar der endelig blev set nyheder, var det ikke internationale. Og der har vaeret saa meget at taenke paa her, saa har ikke fulgt med i nyhederne paa nettet. Saa jeg ved praktisk talt intet om, hvad der er sket hjemme i Danmark og i omverdenen - dog var Lars Lykke i peruansk TV under klimatopmoedet, men det er ogsaa det eneste. Derfor bliver det maerkeligt at komme hjem - er der sket meget, siden jeg tog af sted? Eller er det stadig det samme, der snakkes om?
Jeg har i lang tid glaedet mig utrolig meget til at se min familie og venner igen, men for et par uger siden begyndte jeg at foele mig lidt rastloes over at skulle hjem igen. Det var nogenlunde den samme foelelse jeg havde, da jeg skulle til Peru - det var et nyt kapitel af ens liv, der skulle til at begynde, og indholdet var endnu uvist. Skulle til en vidt forskellig kultur, moede nye mennesker, undervise i engelsk, ikke se venner og familie i naesten et halvt aar, og blev derfor noedt til at laegge noget at den trygshednarkoman jeg havde, og som nok altid vil vaere en del af mig, paa hylden. Men nu er kapitlet snart faerdigt, og jeg skal hjem til det, jeg kender saa godt - men hvorfor er det saa alligevel lidt skraemmende? Men det kommer nok hurtigt til at foeles som hverdag igen, selvom jeg paa nuvaerende tidspunkt ikke kan forestille mig at have en normal hverdag igen.

Men jeg glaeder mig til at komme hjem til Danmark, hvor vi har det som blommen i et aeg - selvom ikke alle er klar over det. Men at have vaeret i Peru har i hvert fald faaet mine oejne op for det, og jeg foeler mig saa priviligeret over at leve i et samfund, hvor vi har en helt anden form for sikkerhed, end man har her i Peru. Hvis du bliver syg og ikke er i stand til at arbejde i Danmark, vil du altid kunne faa hjaelp, hvorimod mange her er overladt til sig selv, og saa er tingene saa meget mere organiseret derhjemme. Der er nu noget charmerende over den skoedesloeshed og traekken paa skuldrende-mentalitet, man har her, hvor maerkeligt det end lyder. Den har ofte naesten faaet baegeret til at flyde over og sat taalmodigheden paa proeve, men nogle gange har vi blot maatte grine af det - that's how Peru is.

Saa er der igen nyt fra det solrige Peru! Lige nu sidder vi paa en internetcafé i Trojillo - en time for 1 sol (2 kr.), det er vidst lige til at overkomme?

Tiden gaar staerkt, som den hele tiden har gjort, og i aften tager vi bussen videre mod Lima, hvorfra vi fortsaetter til Arequipa. Vi ser frem til nogle nye oplevelser - blandt andet at vandre i the Colca Canyon, hvor naturen skulle vaere virkelig storslaaet. For siden jul har vi rejst langs Perus nordkyst, hvor landskabet er mere eller mindre ens - sand, sand og atter sand. Men der gemmer sig adskillige ruiner fra de gamle kulturer, saa det er dem, vi har brugt meget af tiden paa - men nu vil vi ogsaa gerne se noget andet :)

Vi fejrede nytaar i Mancora og noed nogle dage paa stranden under en meget varm sol! Mancora er et surfer-sted, saa selvfoelgelig skulle vi ogsaa begive os i kamp med boelgerne! Eftersom vi ikke havde proevet det foer, fik vi en times tid med en instruktoer foerst, saa vi kunne faa det laert. Det var mega sjovt og faktisk ikke saa svaert at komme op at staa, som jeg troede. Men da vi bagefter fik lov til at lege lidt med boarded selv, var vi ikke helt saa seje igen. Tror vi laa en time og plaskede rundt ude i vandet, og vi turde ikke helt at fange en boelge :) 2 maend grinede lidt af os og spurgte "hvad laver I?", og vi kunne ikke goere andet et at grine af os selv. Saa en time senere svoemmede vi lige saa stille ind ad igen :)
Der er ikke saa meget at give sig til i Mancora udover at nyde solen og maden - og surfe, hvis man da kan det :) Men paa vores hostal var der nogle svenskere, som havde hoert om noget deep sea fishing, og det loed da meget interessant. Saa vi var en 15 stykker, som tog afsted sammen. Der var dog ikke saa meget deep sea fishing over det, da vi kun var paa 15 meters dybde, og saa var det en katamaran, vi sejlede paa. Men klager ikke - det var fantastisk at vaere ude at sejle igen, det har jeg savnet :) Og paa vejen hjem kom jeg til at snakke med kaptajnen og spurgte, om de kunne sejle med sejl, og lidt efter kom sejlene op. Skoent!
Nytaarsaften fejrede vi med de andre paa vores hostal. Der var folk fra Australien, England, USA, Sverige, Holland og endda en anden dansk fyr. Da klokken var 18.00 spaenede vi ned paa stranden, og fandt en stor sten vi kunne staa paa - saa vi kunne hoppe ind i det nye aar paa samme tid som danskerne! Vi hoppede dog ind i det 3 gange, da ham der tog billede af os ikke fik taget det paa det rigtige tidspunkt :) Og saa da det var midnat her, hoppede vi ind i det endnu engang - saa har hoppet ind i det nye aar 4 gange :P Derefter tog vi ind til centrum, hvor der var proppet med mennesker, som var stroemmet til byen for at fejre nytaar. En sjov og festlig aften - det eneste der manglede, var kransekagen :) (Saa den maa gerne tilfoejes til velkomstmenuen, hihi).

Dagen efter fortsatte vi mod syd til Chiclayo. Herfra tog vi en dagstur ud til nogle ruiner i Sipàn, 30 km sydoest for byen. Her har man fundet gravsteder fra Moche-kulturen, omkring 100-800 e.Kr. Arkaeologerne er stadig i gang med udgravningerne her, og det er de generelt over det hele, for kulturarven er enorm. Vi kom til at snakke om, hvor rig en fortid Peru har i forhold til Danmark, hvor vi vidst kun kan prale af Vikingerne (men til gengaeld kender naesten alle til Vikingerne her, saa det er da altid noget). I dag er Peru et land, der konstant er i problemer efter mange aar med krige og korrupte politikere, men i fortiden, foer spanierne kom hertil, blomstrede den ene kultur frem efter den anden, som der i dag kan ses beviser paa overalt i Peru. De fleste forbinder Peru med inkaerne, men foer dem var der adskillige andre civilisationer. Hvis landet kunne faa nogle politikere, som virkelig satte landet og dets befolkning i centrum, i stedet for deres egen pengepung og beroemmelse, kunne landet nok blomstre igen, for landet har meget at byde paa. Efter Sipán tog vi til Túcume, hvor der laa nogle andre pyramider. Desvaerre har El Niño, et tilbagevendende vejrfaenomen, som foerer kaempe regnskyld med sig, sat sit praeg paa pyramiderne, som nu bare ligner kaempe bunker af sand, og det var lidt svaert at forestille sig, hvordan de saa ud i fortiden. Her paa kysten lavede de gamle civilisationer deres bygninger af adobe bricks - en blandet af mudder og andre sager - og det kunne ikke taale al regnen, i modsaetning til ruinerne i Macchu Pichu, som er lavet af sten. Vi besoegte dog forskellige museer, som viste, hvordan man tror, at det saa ud i fortiden, og hvor der gemmer sig keramik og smykker, som man har fundet i ruinerne. Den viden, man har om kulturerne i dag, stammer hovedsageligt fra keramikken, som viser billeder af livet dengang, og man har ingen skriftlige kilder.
I selve Chiclayo by er der ikke meget at se, men det er dog en charmerende og hyggelig by. Der laa et kaempe marked med alt fra frugt til overnaturlige ting, saa det tog vi lige et kig paa.

Efter det korte stop i Chiclayo fortsatte vi videre syd mod Trojillo. Vi gik straks efter et billigt hostal anbefalet i Lonely Planet, men vi kom dog hurtigt ud igen. Maaske er der noget om de overnaturlige ting? I hvert fald moedte vi en kvinde paa hostalet, som vi ogsaa havde moedt i Mancora, i enten ret fuld eller phykisk forvirret tilstand, en aften vi var i byen. Hun gik rundt og generede alle mennesker, og da turen kom til os, var det som om, at hun proevede at kaste forbandelser over os. Vi troede ikke, at vi skulle se hende mere, men da vi var ved at booke os ind paa hostalet i Trojillo, var hun der ogsaa! Det var lidt for creepy syntes vi, og vi fandt et andet sted. Det var ogsaa billigt - 24 kr. pr. person pr. nat - men det var ogsaa derefter. Om natten hoerte vi mange maerkelige lyde, saa vi endte med at flytte sengen for doeren for en sikkerheds skyld - maaske en anelse paraniodt? Saa dagen efter fandt vi os noget andet :)
Fra Trojillo tog vi ud og besoegte andre ruiner - Huascas del Sol y de la Luna (Temples of the Sun and the Moon), som ligger en 10 km uden for Trojillo. Templerne her stammer ogsaa fra Moche-kulturen, som ruinerne i Sipán, men kun maane-templet er udgravet. Selvom El Niño ogsaa har haerget her, kunne man stadig se vaegmalerierne, og det var virkelig flot. Dagen efter tog vi til Chan Chan - ruiner fra den stoerste prae-colombianske by i Amerika 12 km fra Trojillo, og som stammer fra Chimu-kulturen omkring 850-1470 e.Kr. Byen daekkede omkring 28 km2, saa det er ikke alt der er blevet udgravet endnu - det er et kaempe areal, som vil tage tid at udgrave, men ifoelge guiden var manglen paa penge ogsaa en del af grunden til, at der ikke er blevet udgravet mere. Saa vi saa kun en lille del af byen, hvilket igen var rigtig flot, men desvaerre er farverne forsvundet, saa kun farven af sand er tilbage.
Trojillo er Perus tredjestoerste by, og der er masser af gamle bygninger og kirker. Dog er det ikke en videre hyggelig by at gaa rundt i. Taet ved ligger en anden by, Huanchaco, som er en badeby, saa den tog vi ud til den sidste dag, i dag. Men nu er det ellers videre til Arequipa i aften - lange busturer venter os, men det er vi efterhaanden vant til :) Det var lige en kort og nok halv-kedelig opdatering herfra. Hoerer at nogle er sneet inde derhjemme - er der ikke nogle der tager noget sne i fryseren og gemmer lidt til mig? :P

Saa er vi i Mancora - badestedet over alle badesteder i Peru! Vi har kun vaeret her i 2 dage og er allerede begyndt at faa samme farve som kogte hummere..

Vi rejste fra Lima d. 25. december - dagen efter juleaften, som vi havde fejret sammen med Consuelo og hendes familie. For baade Rebekkas og mit vedkommende var det foerste gang vi ikke var sammen med vores egen familie juleaften, og det var specielt. I Danmark er julen noget helt saerligt, og en tid hvor man hygger sig med familien. Her er julen ikke noget, man gaar vildt meget op i. Men fordi Rebekka virkelig godt kunne taenke sig, at der kom et juletrae op at staa i stuen paa juleaften, fandt familien det kunstige trae frem, og der blev pyntet op. Og det blev faktisk helt flot til sidst :) Her er det en tradition, at naar det bliver midnat, fyrer man fyrvaerkeri af, og derefter spiser man - i vores familie spiste vi chancho (gris) sammen med russisk salat (som bestaar af pasta blandet sammen med mayonnaise, guleroedder og aerter). Til dessert spiser man paneton - italiensk kage som minder lidt om sandkage, og som man koeber ude. I loebet af dagen skete der ikke rigtig noget, udover at der blev pyntet lidt op og forberedt mad. Her er julen en tid for boernene - og det er kun dem, som faar julegaver. Saa da Rebekka og jeg havde lagt gaver under traet til de voksne ogsaa, blev de virkelig overraskede! Vi havde lavet en scrapbog til Consuelo, om de oplevelser vi har haft sammen med hende her i Peru (og saa nogle lidt skoere sider, som jeg ikke vil offentliggoere) samt et hjemmelavet armbaand. Til hendes soester Nena havde vi koebt noget laekkert chokolade, og til hendes datter Ariana havde vi koebt twister-spillet og lavet et armbaand til hende ogsaa. Til Raùl, Consuelos far, havde vi lavet en kalender med flotte kvinder, da han er ret tosset med dem, og i de maaneder hvor vi havde foedselsdag, havde vi indsat billeder af os selv - saa nu er vi ogsaa blevet kalenderpiger (dog paa anstaendig vis, hehe). Til hendes mor, Aurora, gav vi hende hendes yndlingschokolade, olè olè, samt nogle toffees og braendte mandler. Det var dejligt at se, hvor glade de blev for gaverne. Vi sagde, at julen i Danmark var familiens tid, og at ogsaa de voksne fik gaver der. Men her er oekonomien jo ikke til det, saa derfor er det boernene, der prioriteres. Egentlig er det ogsaa lidt skraemmende at taenke paa, hvor mange penge der bliver spenderet i juleraeset derhjemme - for mig er det en smule overdrevet. For at vise lidt mere af den danske jul lavede vi risengroed (havde taget groedris med fra Danmark af) med kanelsukker og en smoerklat. Og det faldt i god jord! :)

Men nu er vi som sagt i Mancora. Da vi rejste fra Lima, var der en 20 grader og overskyer, som der er de fleste dage i Lima - og da vi steg ud af bussen naeste dag, ramte vi en mur af varme, og over os var en skyfri blaa himmel! Saa nu er det rigtig blevet sommer, og vi nyder bare at kunne slappe af og slikke sol. Vi kunne godt taenke os at proeve at surfe en af de naeste dage, hvilket nok skal blive en sjov oplevelse - isaer for tilskuerne, da ingen af os har proevet det foer :)

Godt nytaar til jer alle sammen hjemme i det kolde nord - haaber I kommer godt ind i det! :)

… the idea of being in good time no longer exists in your way of thinking and you generally arrive at least five or ten minutes late.

…you become tight-fisted if the driver asks you and your friend for more than 2 soles (4 Danish crones) after a ride in his mototaxi.

…you relax too much about the hygiene and don’t use soap after having been taking a shit.

…your alcogel just lies in your toilet bag without being used and maybe that fact contributes to your returning stomach problems.

…you forget how to eat with a knife and generally only use a fork.

…you no longer feel flattered by whistles and remarks when you walk in the streets but on the other hand feel like choking their owner.

…you forget how to speak Danish properly and mix it with Spanish and English and create your own language, Spandanenglish.

…you get addicted to Vizzio and Sublime chocolate, cheap ice cream, hamburguesas, delicious mangoes, Inkacola, and cinema tickets for only 12 soles (24 Danish crones).

…you stop shaving and wearing makeup and walk in the same clothes for a loooong time so you don’t have to wash it that often.

Julen sig nærmer, støvet jorden dækker… Ja, her i Peru er det også ved at være jul – men hvor sneen nu i Danmark ligger i kæmpe driver, er sommeren på vej i Peru. Det er dejligt, for hvem vil ikke gerne have sol og sommer? Men samtidig kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har oplevet en hvid jul, så samtidig også lidt vemodigt.. Men – i fremtiden venter der masser af dansk jul, så mon ikke det går J Vi har dog forsøgt at bringe lidt dansk julestemning frem – vi har lavet julehjerter, bagt pebernødder og lavet havregrynskugler. Og så har Rebekka fået sendt en pakkekalender hjemmefra og jeg en skrabejulekalender, traditionen tro – og jeg mangler bare ét rensdyr! Når man går rundt i gaderne her, syner det ikke meget af jul, sammenlignet med Danmark hvor julen springer en i øjnene, hvor end man kigger hen. Der er dog nogle, der tænder lyskæder, når mørket bryder frem, som sammen med Limas millionvis af gadelamper er med til at lægge et uendeligt tæppe af lyskugler over byen – et syn som jeg aldrig vil glemme, og som er utrolig smukt og unikt. Men ellers er der ikke mange, der pynter op til jul. Nogle familier har juletræer med forskelligt julepynt på, men da man ikke har grantræer her, køber man kunstige træer. Man kunne også gå ned og fælde en palme, men det ville ikke have helt den samme effekt J Og så er der nogle, der har fremstillinger af Jesu fødsel, med hans krybbe og forskellige små figurer.

Vi har nu afsluttet den sidste workshop og har nogle dage tilbage her i Villa El Salvador, før vi drager videre på vores rejse op mod Mancora (som efter sigende skulle have Perus flotteste badestrand), hvor vi holder nytår – og nyder nogle dage på langs under en forhåbentlig skyfri himmel og drikker dejlige drinks :) Tiden er gået vildt stærkt endnu engang, og at skulle sige farvel til eleverne er lidt trist, for de har bare været så dejlige at være sammen med. Da vi ikke har haft spanskundervisning i det omfang, som vi havde, da vi var her før vi tog i junglen, startede jeg også noget lektiehjælp og udtale op nogle aftener, for at have lidt mere at give mig til. Eleverne der kom til det var fra basic-niveauet, så derfor måtte vi snakke spansk sammen det meste af tiden. Nogle af de piger, som kom til det, var altid så glade, og det smittede – efter en time med dem, kunne jeg ikke lade være med at gå hjem med andet end godt humør :)

I det sidste stykke tid vi har været her, er jeg kommet til at snakke meget med en elev, som bor lige ved siden af Cepromup. Det startede egentlig med, at jeg skulle hjælpe hende med at forberede hende til hendes eksamen på det institut, som hun studerer engelsk på. Snakken kom dog mere til at gå om religion, da det viste sig, at hun var mormon. Faktisk er der en del mormoner og andre folk her, som er ret religiøse, og dem jeg har mødt indtil videre har været glade for at snakke om det. Jeg har forsøgt at forklare, at jeg er protestant, men at jeg ikke direkte tror på en Gud, men at jeg tror, at der er mere mellem himmel og jord, end det man lige kan se med det blotte øje (eller det håber jeg i hvert fald, for tanken om at der ikke er noget, giver mig en desperat følelse somme tider). Men de fleste som jeg har forsøgt at forklare dette, kan ikke rigtig forstå, hvad jeg mener. Især hende eleven har svært ved at forstå det. Måske var det derfor, at hun en dag sagde, at hun ville vise mig en film. ”Det skulle vel ikke være en religiøs film?” spurgte jeg hende. Og jo, det var det. Den handlede om en rigtig newyorker-kvinde, som forelskede sig i en mormon i Utah og blev omvendt. Jeg begyndte at tænke, at hun måske ville forsøge på at gøre mig til en mormon også, så jeg sagde, at jeg syntes, at det var interessant at snakke med hende om hendes religion, men så heller ikke mere. Hun lød til, at det var helt i orden – hun syntes bare, at det kunne være spændende for mig at lære lidt mere om hendes religion. Men inderst inde havde hun nok håbet lidt på, at jeg kunne overbevises – men bare rolig, jeg kommer ikke hjem som mormon J Efter filmen viste hun mig mormonernes bibel og forklarede mig lidt om mormonernes baggrund: At en amerikansk mand ved navn John Smith, så vidt jeg husker, i 1800-tallet fik en åbenbaring fra Gud om, at han skulle oversætte mormonernes bibel, som var nedskrevet på plader af guld, til engelsk. Mormonernes bibel skulle være skrevet af nogle kristne profeter, som havde rejst til Amerika. Så forskellen på mormonernes bibel og vores bibel skulle være, at den førstnævnte handler om de bedrifter, som profeterne og Jesus gjorde i Amerika, og den sidste om profeterne og Jesus i Israel. Hvis jeg forstod det rigtig :) Mormonerne drikker ikke alkohol og ryger ikke, og sex før ægteskabet ses der skidt til, i hvert fald i hendes familie. Men hendes familie er virkelig søde og rigtig gæstfrie – trods det at en del mennesker her lever fattigt, er de alligevel utrolig gæstfrie. Og det kan somme tider godt være lidt svært at tage imod, når de byder en noget, når man ved, at de ikke har mange penge. Udover at være gæstfrie er mange, i hvert fald eleverne, virkelig høflige over for en, og det kan nogle gange godt virke lidt mærkeligt, da man ikke er meget ældre end dem. De kalder alle en for ”miss”, og selvom jeg har prøvet at sige til dem, at jeg helst vil, at de kalder mig mit navn, bliver de ved med at kalde mig ”miss” (måske er det fordi, at de ikke kan udtale mit navn, for det er der ikke mange der kan :P). Det var ret sjovt, de gange vi gik over til den bygning, hvor lektiehjælpen foregik i, for hver gang vi skulle over vejen, blev jeg nærmest holdt i hånden, og hvis jeg begav mig ud, og de ikke mente, at jeg kunne nå det, før bilen ville ramme mig, råbte de ”miss!” og trak mig tilbage. Det føltes lidt som at have ens mor ved sin side J Og når man skulle hjem efter at mørket havde brudt frem, blev man altid fulgt hjem til døren, så det føltes som at have bodyguards til at passe på en :)
Men tilbage til det med religionen. Jeg er før blevet inviteret i kirke af en elev, som var adventist, men det blev dog aldrig til noget – vi fandt aldrig en dag, hvor vi begge kunne, og så syntes jeg, at det ville virke lidt mærkeligt at sidde blandt nogle mennesker, som var så religiøse, når jeg ikke selv ville kunne gengælde den følelse (det var nok mest det sidste, der gjorde det :)). Og nu blev jeg så igen inviteret med i kirke af hende eleven, som er mormon. Jeg prøvede at sige, at jeg ville føle mig lidt malplaceret, men hun blev ved. Kan ofte godt have svært ved at sige fra (hvilket for et par uger siden bragte mig i en lidt akavet situation, kommer senere :)) Så jeg sagde ja til at tage med til en fest sammen med hende i en kirke nær det fattige område Oasis i Villa El Salvador. For at komme ind skulle man donere lidt forskelligt, som så ville blive givet til de fattige. Vi kom dog som festen var ved at slutte, men det gjorde mig ikke så meget, da de fleste stirrede på mig (de troede nok, at jeg var mormon :P). Så vi gik igen efter 10 min., hvorefter vi besøgte hendes søster, som boede nær kirken. Kirken var virkelig flot og stor og virkede ret malplaceret, da området var forholdsvist fattigt og ret ydmygt. Men kirker er jo generelt ofte pengeslugere, hvilket for mig er lidt modstridende, når der er så mange af de mennesker, som har været med til at betale til kirkerne, der selv lever i fattigdom. Men kirkerne skal vel afspejle Guds herlighed. Men nok om det – hvis religionen er med til at give tryghed og håb for nogle mennesker, som har brug for det, er det nok det vigtigste. Og det er der mange her, der har brug for.

Angående den akavede situation som jeg bragte mig selv i for et par uger siden pga. min til tider manglende evne til at være standhaftig og sige ”nej”: Vi var til en fest hos Danni, og jeg faldt i snak med en fyr. Vi snakkede godt sammen, stort set hele natten. Han tilbød mig at tage mig med på museum, hvis jeg havde lyst, og det kunne vi da godt. Så jeg gav ham min mail og mit mobilnummer. Men det skulle jeg ikke have gjort – han kimede mig ned konstant, trods det at jeg havde sagt, at det var et dansk nummer, og det ville koste klejner, hvis han ringede. Så jeg mistede lidt lysten til at tage med ham ud, da jeg ikke kan fordrage, når folk bliver for klistrende. Men han havde åbenbart ringet til sin ven, for at finde ud af hvor jeg boede, og han dukkede op foran døren. Og ned kom jeg i natbukser og lignede en zombie, da vi var kommet ret sent hjem aftenen før, fordi vi havde været i Chorillos for at se et kæmpe fyrværkerishow. Som jeg troede, at jeg havde sluppet af med ham, dukkede han op til en anden fest. Jeg sagde, at han vist ikke havde forstået, at jeg bare ville være venner, da han blev ved med at fortælle mig, hvor smukke mine øjne var og bla bla. Men jo jo, det havde han da, sagde han. Han spurgte mig, om vi skulle tage på museum en anden dag, og jeg sagde nej, men det virkede ikke. Så til sidst sagde jeg ja. Jeg fortrød det dog senere, da han i en time snakkede løs om poesi, og når jeg prøvede at sige noget, snakkede han for det meste bare videre, så det virkede som om, at han bare helst ville høre sig selv tale. ”Your eyes possess a powerful attraction” sagde han hele tiden, og jeg tænkte ”let me get away”… Så dagen efter skrev jeg i en mail, at det altså blev for meget, og jeg ikke havde lyst til at tage med ham. Men generelt er det sådan her, i hvert fald som jeg har oplevet det, at de ikke forstår, at man bare vil være venner. Før vi tog i junglen var vi til en fest her, hvor jeg sad og snakkede med en fyr, som efter et kvarter mente, at vi skulle holde i hånd. Hvor man i Danmark godt bare kan snakke med en fyr og ikke have intentioner om mere, tager de det her som et tegn på, at man vil mere. Hende eleven, som er mormon, var med til en af festerne og gjorde virkelig en stor deal ud af, at jeg havde siddet og snakket med forskellige fyre den aften. Hun mente også, at de fleste af de danske piger, som havde været her før os, havde været ret løse på tråden. Det er mange danske piger nok også, men her skal der ikke meget til, før at sladderen går…

Andre ting, som er ret forskellige fra den danske kultur, er når det kommer til, hvad man kan tillade sig at kalde folk, og hvad man ikke kan tillade sig. For eksempel er det ikke fornærmende her at kalde folk for ”gorda”, som på dansk betyder ”tyk” eller ”fed”. Både Rebekka og jeg har begge taget lidt på, mens vi har været her, men at vi er fede, vil jeg nu ikke sige. Men ofte får vi den dog smidt i hovedet, men nu hvor vi ved, at det er meget normalt at sige det til hinanden her, tager vi det ikke så tungt. Men det var noget, vi lige skulle vænne os til, da man i Danmark ikke sådan lige kalder en anden for fed – man kan måske godt sige til en anden, at han/hun har taget lidt på, men direkte kalde en for fed, har jeg ikke hørt nogen gøre i Danmark før. Der tænker man det vidst bare i stedet :) Men det er spøjst, for på nogen andre områder kan peruanere være ret dårlige til at snakke om ting og sige, hvis der er noget, de er blevet sure over. Det er der selvfølgelig også mange danskere, der er ret dårlige til, men alligevel synes jeg, at man i Danmark ofte tager en snak for at kunne gøre sagen bedre igen, og det syntes jeg ikke, at peruanere har for vane. En anden ting når det kommer til hvad man kan og ikke kan være bekendt at sige til hinanden er ordet ”barbie”. Der går ikke en dag uden at jeg hører en mand på gaden råbe ”barbie”, når jeg kommer gående, og jeg finder det ikke videre smigrende. Da en elev, en pige, en dag sagde ”hey barbie” til mig, og hun kunne se på mit ansigtsudtryk, at det ikke faldt i god jord, sagde hun, at det her ikke er et fornærmende ord, men nærmere et kompliment. Jeg sagde, at det i Danmark ville være ret stødende at blive kaldt ”barbie”, da det betyder, at man er billig og dum. Men her er det anderledes.

Der er en del ting, som jeg tænker kan være svært for mig at vænne mig til, når jeg kommer hjem til Danmark igen. Blandt andet når det kommer til punktlighed! Derhjemme kommer jeg for det meste til tiden eller i god tid, men dette eksisterer ikke rigtig her, hvilket på sin måde jo også har sin charme :) For en uge eller to siden var vi til graduation party på Cepromup for Advanced 3, som havde bestået deres eksamen og nu var færdige på skolen. Vi havde fået at vide, at ceremonien ville starte kl. 16.00, men at vi gerne skulle være der lidt før. Men vi har efterhånden været her en fire måneder, og den peruanske tid har haft sin indflydelse på os, så vi kom omkring kvart over fire. Vi ringede på klokken foran skolens indgang, men der gik et stykke tid, før der blev åbnet, og vi blev nervøse for, at ceremonien var startet, og ingen hørte klokken ringe. Men da vi så kom op, var der kun kommet én udover os – resten kom halvanden time senere! Og det er ret typisk her for peruanerne – man er ret langsom i optrækket generelt, hvilket på sin hvis er godt – at man tager det mere med ro og ikke stresser rundt, men samtidig kan det også være utrolig irriterende, at samfundet ikke er mere organiseret. Så jeg er spændt på, om jeg kan finde ud af at komme til tiden, når jeg kommer hjem, eller om jeg vil blive en pestilens for mange, hehe :)

Bliver lige nødt til at fortælle en pinlig oplevelse til sidst. Mange huse her i Villa El Salvador er ret ydmyge. For eksempel havde en af mine elever inviteret Rebekka og jeg over til hende for at spise frokost, og de lavede mad over bål uden for, og toilettet var et træskur uden lys. En dag hvor jeg var ovre hos hende eleven, som jeg har brugt meget tid sammen med på det sidste, skulle jeg låne toilettet, og min mave var ikke helt i top (behøver jeg uddybe mere?). Og toilettet har ikke nogen dør, men eftersom at lyset var tændt, gik jeg ud fra, at folk ville vide, at der var optaget. Men nej… Som jeg sad der, og gjorde hvad man nu skal en gang i mellem, kom elevens svigerbror vandrende ind, i færd med at knappe sine bukser op. ”Oh, perdon” sagde han, da han så, at der var optaget. Pinligt, siger jeg! Men kunne ikke gøre andet end bare at grine af det og lade være med at tage det så tungt. Det er jo en naturlig ting, eller noget… Det er også et emne, som er lidt af et tabu her. I Danmark kan man godt sige til sine venner, at man lige skal skide, men her siger man højest, at man lige skal på toilettet. Der var en dag, hvor jeg kom til at glemme dette og sagde til Pio, vores gode ven her, at ”I have to go home and take a shit”, og han var flad af grin. Det kan også bare være, at det er mig, der er for åben, når det kommer til den slags – håber ikke at jeg har gjort nogle af jer forlegne :)

Nu er der lidt mere end en måned til, at vi vender snuderne hjem af, og det bliver mærkeligt at komme hjem i danske omgivelser efter fem måneder i Peru. Dog fik jeg mig et lille glimt af Danmark her for et par dage siden, mens jeg stod og var i færd med at forme de pebernødder, som Rebekka og jeg ville tage med som dansk bidrag til en lille sammenkomst med de andre lærere på Cepromup sammen med havregrynskugler og frikadeller. Jeg stod med ryggen til fjernsynet og hørte ordet ”Dinamarca” i min øresnegl og tænkte, at det kunne da ikke være rigtigt – hvad skulle der da være at sige om lille Danmark her i Peru? Og så stod selveste Lars Lykke Rasmussen på talerstolen under klimatopmødet. Det havde jeg glemt alt om. Vildt surrealistisk at se klip fra Danmark i peruansk TV!

Til sidst vil jeg lige ønske jeg alle en glædelig jul og et godt nytår – jeg glæder mig til at se jer igen og give jer et kæmpe kram :D Vil tænke på jer juleaften og forestille mig hvordan I alle sidder derhjemme i stuerne, spiser and, flæskesteg, brune kartofler, brun sovs, risalamande og julekonfekt, danser om juletræet om åbner julegaver, omgivet af hvid sne og frostgrader, muligvis :) Det er mærkeligt for første gang ikke at skulle fejre jul derhjemme med familien, men samtidig en oplevelse at fejre jul i en anden kultur. Håber I alle har det godt og kommer godt ind i det nye år!

Har altid været lidt utilfreds med mit navn. Jeg har i mit liv kun mødt én anden ung, der også hed Birgitte - ellers kun midaldrende damer. Så har nogle gange for sjovt tænkt på at tage navneforandring - men det er slet ikke nødvendigt, i hvert fald ikke så længe jeg er her i Peru. De fleste har ret svært ved at sige og huske mit navn og af den grund er der opstået en del forskellige og ret interessante udgaver af det - virquire, verguite, Bridgit, Birgitii... Prøver forgæves at lære folk at sige "øh"-lyden til sidst i mit navn, men har kun oplevet nogle enkelte gange, hvor det har båret frugt. Men jeg giver ikke op :)

Hvis nogen skulle undre sig over, hvorfor der står v i stedet for b ovenfor, er det fordi, at der i spansk ikke er nogen forskel på v og b. Nogle gange kommer det til udtryk i engelsk-undervisningen, hvor eleverne nogle gange har svært ved at lave de to forskellige lyde. For tiden lærer jeg to af lærerne fra Cepromup lidt dansk, da de i januar skal rejse til Danmark - og når vi går gennem alfabetet, kniber det nogle gange med at huske, at der er forskel på de to bogstaver. Men det er det samme, når vi snakker spansk - så skal vi huske, at v og b udtales ens, hvilket også krævede lidt øvelse i starten :)

Min blog har været noget uopdateret i et stykke tid, kan jeg se – beklager mange gange, men i junglen er der ikke sådan noget som internet :) Men nu er vi tilbage i Lima (selvfølgelig ikke uden transportproblemer, men mere om det senere), hvor vores bærbare har ventet omtrent halvanden måned på os, så nu har jeg ingen undskyldning for ikke at skrive :P Tiden flyver simpelthen af sted – ved godt at jeg efterhånden har skrevet det en del gange, men det er ret mærkeligt, at vi allerede har været her halvdelen af tiden! Og nu er juleræsset nok gået i gang derhjemme, hvilket er svært at forholde sig til, da vi går sommeren i møde her i Peru… Men nok om det – nu vil jeg prøve at fortælle lidt om, hvad det er jeg har lavet den sidste halvanden måneds tid!

Turen til junglen

Volontørerne, som før har rejst til Peru, har som en del af deres rejse været en tur i junglen med Machete Tours, som Løgumkloster Højskole har en aftale med. Men hvor de forrige valgte at tage i junglen i december, valgte vi at tage af sted i november, for at være der før regntiden rigtigt gik i gang. Lodgen, som vi skulle opholde os på, lå i Manu-området, dog lidt ude i periferien. Der var i alt 4 bungalows (dog var der sat pæle op til endnu en, men guderne må vide, hvornår den bliver færdig – ting tager tid i Peru!). Vi skulle bo sammen med et peruansk par, Freddie og Amparo, samt Freddies onkel Tio, som sammen drev stedet. De kunne ikke tale engelsk, så vi måtte klare os med det spansk, vi havde lært – og det gik nu for det meste fint, men nogle gange misforstod vi dog hinanden. For eksempel var vandrøret en dag gået i stykker, og Freddie og Tio sagde noget til os, som vi troede betød, at vi skulle skynde os væk, inden vandet sprøjtede op, så vi skyndte os væk, men det viste sig dog, at de havde prøvet at sige til os, at hvis vi ville have et bad, så skulle vi tage det nu, mens der stadig var vand. Og vi stod bare der et stykke væk og gloede på dem, mens de prøvede at gøre fagter for at forklare, hvad de egentlig mente :) Et andet eksempel var en aften hvor Tio så ydmygt prøvede på at forklare os sin tro, og hans accent var ret svært at forstå. Han sagde, at han bad inden han gik i seng, hvilket på spansk hedder ”oro”, som jeg kom til at forveksle med det danske ord ”onanere”, så vi kom til at flække af grin, hvilket var ret synd for ham, eftersom han egentlig var i gang med at fortælle os noget ret seriøst!

I pagt med naturen – på godt og ondt
Peru har tre forskellige typer landskaber – kysten, højlandet og junglen. Og disse er vidt forskellige! På kysten er den kendetegnende farve brun/grå, da det er et ørkenområde, men da vi kørte med bus gennem højlandet på vej ud til junglen, var det en helt anden verden! Vi kørte gennem små landsbyer, hvor alle højlandskvinderne går med hat, har to lange fletninger, bærer en form for plissé-nederdel og har et farvestrålende klæde bag på ryggen, til det de bærer rundt på. Andesbjergene tårnede sig op omkring os, og som da vi nærmede os junglen, blev der mere og mere frodigt og grønt. Livet virkede til at gå sin egen stille og rolige gang – langt fra Limas stress og jag. En gang i mellem stødte bussen på en hyrde med sin flok af får, men så blev der lige dyttet et par gange. På bjergene kunne man se forskellige marker, som fulgte bjergets form, og her findes der ikke de moderne maskiner, som vi har i Danmark – her foregår det med håndkraft og hjælp fra dyrene.
Efter en lang bustur tog vi en lille båd ud til lodgen. Virkelig skønt at sidde og indånde frisk luft – i modsætning til Villa El Salvador, hvor ens næsebor næsten bliver sorte efter en dag pga. forureningen. Kunne ikke lade være med at føle mig privilegeret over at have muligheden for at opleve denne side af Peru, men samtidig gav det også en en lidt bitter smag i munden, da mange af dem, vi har lært at kende i Lima, aldrig har været uden for byen!
Det tog cirka 2 timers sejlads at komme frem til lodget. Den sidste bungalow var blevet gjort klar til os, og vi fik vores bagage pakket ud. Men det varede dog ikke længe, før vi skiftede bungalow: En vandrende pind kravlede på Rebekkas taske, og vi prøvede at få den ud på balkonen. Pludselig sagde hun meget kontant ”få dine sko på nu og så går vi ud!” – det viste sig, at hun havde set en meget meget giftig grønt slange oppe i taget, og da vi viste den til Freddie, fik vi ham overbevist om at flytte bungalow. Men dagen bød på mere end en giftig slange – om aftenen da vi var på toilettet (aftenen vil i junglen sige efter kl. 18, hvor det bliver bælgravende mørkt, så efter aftensmad og et par spil casino med Freddie gik vi i seng omkring kl. 20) var der taranteller – så fra den dag tissede vi uden for vores bungalow om natten og børstede tænder i køkkenet :)
Så kryb var der nok af: Slanger, kæmpeedderkopper, kakerlakker i massevis, salamandere, flagermus (vi have vores egen lille flagermus i bungalowen, som hver morgen havde efterladt en masse lort i min hængekøje), ildfluer, myreslugere, kæmpepindsvin (som til Freddies rædsel gik efter hønens æg), termitter (der var et kæmpe termit-bo i vores bungalow, som dog blev fjernet, men trods de mange liter petroleum der blev sprøjtet ud i hytten, blev de små sataner ved med at sprede sig), hvepse, bidende kæmpemyrer, you name it… Men til vores overraskelse var der ikke ret mange myg. Så pga. de kryb sov vi i samme seng – jeg var lidt af en tøs med alle de kakerlakker, men til sidst vendte man sig faktisk til dem.
Udover diverse klamme kryb, som ofte skræmte en fra vid og sans, bød junglen dog også på aber, der svingede sig frem og tilbage oppe i træerne, og tonsvis af farvestrålende sommerfugle – men vi så dog ingen tigre eller pumaer, men det var nok heldigt nok. Omkring os groede der ananas, papayaer og bananer, mmh! Og om natten sang tusindvis af sirener deres sang under en stjernefuld himmel, mens vi forsvandt ind i drømmeland :)

Hanekamp
På lodget havde de husdyr – en hund ved navn Machin, som Freddie udvekslede mange kloge ord med, samt en hane og en høne. Af en eller anden grund tog hanen et antipati mod mig fra en af de første dage – og det udviklede sig til sig til et hadfulgt fjendskab mellem os. Jeg skal nu prøve at beskrive, hvordan kampen udviklede sig: Det var en stille og rolig dag, og jeg var på vej ned af trappen fra vores bungalow for at gå over til køkkenet. Men dér, for enden af trappen, stod hanen, så jeg ventede, til den var gået lidt væk igen. Men som jeg kom gående satte den pludselig i løb efter mig, så jeg løb skrigende over mod køkkenet, hvilket må have været et ret sjovt syn (en skrigende blondine med en hane i nakken :P). Eftersom jeg havde min menstruation på dette tidspunkt, tænkte jeg, at det måske var derfor, at den var lidt oppe at køre. Men så nogle dage senere, da jeg begav mig over på toilettet, sneg den sig efter mig igen. Jeg narrede den dog, for da den var på vej over mod mig under broen, så jeg mit snit til at løbe over broen, og så blev den snotforvirret. Derefter tog jeg for det meste riven med mig, når jeg gik rundt, og til sidst en dag, hvor jeg var ovre med noget vasketøj, og hanen igen havde set sig ondt på mig, lykkedes det mig at skræmme det væk. I et forsøg på at komme problemet til løs, købte Freddie en høne til hanen, som de så pænt navngav ”Bridgit”, og efter det så vi ikke så meget til hanen. Hvem ved, måske prøvede den bare at gøre kur til mig, men dens scoretricks virkede dog ikke helt :)

Selve arbejdet
Det vi egentlig var kommet for var at udføre en form for arbejde – enten fysisk ved at arbejde omkring lodget eller at lære indfødte landsbybørn lidt engelsk på den skole, der lå i landsbyen Nuevo Eden ikke langt fra lodget. Vi ville primært arbejde fysisk for at få et lille break fra at undervise, og så måske tage over på skolen et par gange, men af en eller anden grund lykkedes det ikke skolens lærer at planlægge det, så det blev aldrig til noget. Derfor bestod arbejdet udelukkende af at arbejde omkring lodget med macheten eller riven, når nu ellers regnen ikke satte en stopper for arbejdet. Freddie ville gerne have fældet de træer omkring lodget, som ved lynnedslag (som er monster skræmmende her) kunne ramme hytterne, men disse træfældninger gik dog ikke altid som smurt, og nogle gange ramte træerne hjørnet af hytterne. Der var et par gange hvor Rebekka og jeg mente, at de burde hakke fra en anden side af, end de gjorde, eller have trukket torvet i en anden retning – og hvor vi fik det bekræftet, eftersom træet ramte en hytte. Men der skete heldigvis ikke de store skader… :) Men da vi forlod lodget efter en 3-4 uger, så stedet dog ret massakreret ud – ude i kanterne lå der rester fra de træer, som var blevet fældet, og det ukrudt, som vi sammen havde luget væk, var blevet samlet i store bunker rundt omkring for derefter at blive brændt af, hvilket efterlod store sorte pletter. Men det var sådan, de ville have det, og så måtte vi jo gøre sådan. Men vi efterlod os dog en god ting – vi lavede et lille bålsted, hvor vi en dag lavede snobrød og drak rom og inka-cola, takket være Rebekkas spejder-egenskaber :)
”Uden mad dur helten ikke”, lod til at være Freddies motto. Eller rettere sagt ”uden meget mad dur helten ikke.” De portioner som Freddie og Tio kunne spise var virkelig enorme, og de syntes, at vi spiste meget lidt (hvilket jeg fandt lidt sjovt, eftersom jeg derhjemme altid får at vide, at jeg spiser for 2 personer). Men hvis man ikke spiste, fik man ingen styrke til at arbejde, sagde han. Overvejede på et tidspunkt at tælle hvor mange gange Freddie sagde ordene ”trabajar” (arbejde), ”comer” (spise) og ”fuerza” (styrke), men jeg opgav.

Turen til Blanco
I den sidste uge tog Freddie og Tio os med på en tur til et sted kaldet Blanco (et sted ved floden hvor de har en lille hytte, 12-15 km fra lodget). Vi tog af sted om morgenen og gik 5-6 timer for at nå frem til stedet. Der var ret mange vandpytter undervejs, så det var godt, at vi havde gummistøvler på. Vi satte telte op – et til Freddie, et til Tio og et til Rebekka og jeg (det er lidt spøjst med mænd hernede – det er normalt at folk giver hinanden kindkys, men bestemt ikke hvis det er to mænd! Og Freddie og Tio ville sove i hver deres telt. Så mænd vil helst holde sig på afstand af hinanden, så de ikke bliver mistænkt for noget). Men så om natten øsede det ned, og det forsatte hen af morgenen. Derfor var de små vandpytter blevet til små søer, og så hjalp gummistøvlerne ikke ret meget. Et tidspunkt gik vi med vand op til halsen, så det var lige før vi måtte svømme. Det resulterede i ret opløste tæer, da vi nåede hjem til lodget hen ad eftermiddagen. Men bagefter var det egentlig en ret sjov oplevelse, og vi havde fået oplevet regnskoven!
Det skal lige siges at Tio, ifølge Freddie, aldrig før havde set skandinaver, så derfor var han en smule, hvad skal man sige…kulret, mens vi var der. Før turen til Blanco havde han sagt nogle flatterende ting til mig, men så da vi var ude at gå en tur omkring hytten ved Blanco, begyndte han at spørge, om jeg havde en kæreste, med en ret seriøs mine (og han er altså tres år). Og næste dag da vi på vej hjem skulle krydse en flod (dagen før havde vi balanceret over en træstamme, men denne var nu dækket af vand, så Freddie og Tio var så opfindsomme af bruge et langt fiskenet som tov, som vi kunne holde fast i, så vi ikke røg med strømmen) og Tio kom for at hjælpe mig med over på den anden side, begyndte han at sige noget til mig og smile, men jeg prøvede at få samtalen over på noget andet ved at spørge, om jeg skulle gå over træstammen med eller uden gummistøvler og bla bla… Men han var nu en sød mand, men en anelse for gammel til min smag, hihi :)

Tilbage i Cuzco

Efter en 3-4 uger i junglen, hvor ens krop fik fremmanet en lugt, som man ikke troede var mulig, hvor ens hår på benene groede sig så lange, at de lignede mande-ben (det var et lille eksperiment, don’t ask), hvor naturen fik en til at føle sig, som var man i en film, og hvor den alt for gode mad har resulteret i lidt større kinder, tog vi tilbage til Cuzco. Eftersom vi var gået ind i regntiden, havde vi bestilt en jeep i stedet for at køre med bus, da det er blevet aftalt mellem højskolen og Machete Tours at volontørerne skal gøre dette. Nogle dage før vi skulle af sted kommunikerede Freddie med Machete Tours over radioen for at planlægge hjemrejsen, og de begyndte at sige, at det ikke var muligt at få jeepen til det sted, som vi havde aftalt. Men i sidste ende lykkedes det dem dog at få jeepen frem som aftalt, og vi kørte med den hele vejen tilbage til Cuzco. Undervejs så vi en lastbil, som for nogle dage siden var skredet, og personer havde mistet livet.
Herefter havde vi cirka en uge i Cuzco, inden vi skulle på Inca Trail. Men desværre løb vi ind i maveproblemer, og måtte bruge meget af tiden nær et toilet :( Men det vi fik set af Cuzco var uden tvivl virkelig charmerende. Cuzco er Perus turistby nr. 1, og det mærkedes tydeligt, når man gik rundt i byens gader, men alligevel er byen super hyggelig. Der er butikker over det hele, som virkelig kunne lokke shoppe-genet frem i en, og restauranterne ville ingen ende tage. Den mest syrede restaurant/bar vi var på var et sted ved navn ”Fallen Angel”. Maden var super lækker (dog lidt dyr), og der var et kæmpe udvalg af drinks. I loftet hang engle og diskokugler, bordene var akvarier og så videre. Spøjst sted, men ret cool… Og så var der en restaurant ”Victor Victoria”, som lavede virkelig god morgenmad, så der blev vi en form for stamkunder :) En anden hyggelig restaurant var ”Trotamundos” med udsigt over pladsen til katedralen, hvor man kunne sidde og varme sig foran et åbent ildsted. Så hvis der er kommende volontører, der læser dette, er disse steder et besøg værd. Før vi løb ind i maveproblemer, nåede vi dog at komme ud at riverrafte, hvilket var virkelig sjovt – floden var ikke så vild, som den kunne være, men det var nok godt nok, da det var vores debut :)

Inca Trail

Rebekka og jeg havde bestilt en trekking-tur på den berømte inka-sti med Llama Path – 4 dages vandren i bjergene nær Machu Picchu, den gamle inka-by. Turen var i alt omkring 45 km, men ikke bare lige ud – under turen ville vi bestige 3 passer, hvor den første var en stigning fra 2720 m til 4200 m. Men turen ville give mulighed for at opleve landskabet og gamle inkaruiner på en helt anden måde, end hvis man vælger at tage toget dertil.
Vi var i alt 13 personer – et par fra Skotland, et par fra England, to piger fra England, et par fra USA, et par fra Italien, en mand fra New Zealand og så os. Den første dag skulle være en blød start – vi blev dog nødt til at holde lidt flere pauser end de andre, for at vi kunne få vejret. Kondien var ikke, hvad den havde været, men de dage i Cuzco med maveproblemer havde nok ikke været med til at gøre den bedre. Men trods det, at vi blev presset til det yderste, var udsigterne undervejs utroligt smukke, og de kæmpe bjerge fik en til at føle sig ret lille.
Vi havde regnet med at maden ville være ret beskeden, men nej – den mad, som kokken kunne fremstille, var som gourmet-mad! Til morgenmad var der vekslende brød, pandekager, omeletter, frugtsalat, quacker (en form for havregrød) og yoghurt. Den sidste dag var der endda lagkage. Vi fik varm mad til både frokost og aftensmad – salat, pasta, fisk, kød, lomo… Og så var der Happy Hour sidst på eftermiddagen med kiks og popcorn! Derudover gav de os snacks til turene, og hver morgen blev vi vækket med coca-te, som gav kroppen varme og energi.
Mens man travede derudad og prustede og stønnede, blev der ofte råbt ”porter’s coming”, så man kunne flytte sig ind til siden, hvorefter man blev overhalet af peruaner med 25 kg på ryggen – men for hvem det lignede at være let som en leg. De var ansat af de forskellige firmaer til at bære på telte, mad og andet udstyr. Det var virkelig fascinerende at se porterne komme rent ud sagt løbende forbi så let som en fjer, mens man selv var ved at segne af udmattelse!
Vi havde to guider med på turen, Franco og Flavio, som begge var rigtig rare og gode til at tale engelsk (med et hyppigt brug af ordene ”okay” og ”amigos”). De var gode til at fortælle os om de inkaruiner, vi stødte på undervejs, og generelt om inkaerne og livet i Andesbjergene. Fordi vi alle havde været virkelig tilfredse med den service, vi havde fået, og at de bare havde styr på tingene, gav vi dem gode drikkepenge. Men det med drikkepenge er en lidt spøjs historie: Vi havde på forhånd fået at vide, at der på turen ville blive holdt en lille ceremoni, hvor portnerne blev præsenteret, og hvorefter vi så skulle blive enige om, hvor mange drikkepenge vi ville give dem. Vi havde endda fået at vide, hvor meget det blev forventet, at vi ville give – en ret mærkelig tradition, da drikkepenge egentlig er noget, man selv bestemmer, om man vil give. Det kunne man også her, men alligevel blev det forventet, at man gav et hvis beløb. Men de havde helt sikkert fortjent det, for den energi, de besad, var simpelthen enorm – mange af dem vendte endda direkte tilbage fra en tur for igen at begynde på en ny uden nogle dage til at slappe af!
Trods flere dages ømme muskler var synet af Machu Picchu den sidste dag det hele værd. Efter at have stået op kl. 03.30 for at komme som nogle af de første i køen for at blive givet adgang til trailens sidste stykke og dernæst nærmest løbet om kap for at komme først til ”the Sun Gate” for at se solen stige op over Machu Pichu (som dog først brød frem lidt senere), var vi ret smadrede, da vi endelig var nået målet. Men jeg tror aldrig, at jeg har set noget så smukt som det sted! Og da vi mødte de turister, som havde taget toget dertil, følte man sig en lille smule stolt :)
Lige en sjov historie med på vejen – backpackere er nogle gange lidt syge i hovedet. I hvert fald var der en ung fyr fra Australien, som på det sidste camp site besluttede sig for at hoppe nøgen rundt på nogle ruiner tæt ved. Det var et sjovt syn, men ret pinligt for ham, da han fandt ud af at en anden gruppe havde set showet ;)
Og så selvfølgelig et godt råd: Varm te er guds velsignelse, når der ikke er mange plusgrader omkring dig, men klapborde er kun klapborde, så læg ikke for meget vægt på dem, så teen ryger ud over dig selv (taler af erfaring)…

Back in Lima

Efter Inca Trailen var det tilbage til Lima – efter at have været væk i omtrent halvanden måned var det lidt mærkeligt at skulle vende tilbage til et helt andet liv. Men vi så frem til at vores ømme kroppe kunne få slappet af i bussen, og vi havde denne gang besluttet os for at rejse med Cruz del Sur, efter vores ret uheldige oplevelse med Ormeño – der skulle endda være bingo under turen, jiha! Så vi troppede op foran Cruz del Sur’s disk for at bestille billetter, men det var åbenbart ikke muligt at rejse på det tidspunkt, som der stod på hjemmesiden (der var nogle demonstrationer i en af de byer, som bussen skulle passere, og den anden rute blev åbenbart ikke kørt denne dag). Hvis vi ville med Cruz del Sur skulle vi vente 10 timer i Arequipa. De tilbød os i stedet en rejse med et andet selskab, som vi ikke kendte, men bussen skulle køre direkte til Lima, så vi købte billetter. Men så om natten opstod der en blokade midt i ørkenen, så bussen kunne ikke komme videre – og vi måtte tage bagagen med os og gå 2 timer gennem ørkenen for at komme frem til en bus i den anden ende, som derefter kunne tage os videre. Det kan da kun være i Peru, man kan opleve det!